Udland

Demokrat slår overgrebsanklaget republikaner

For første gang i 25 år er en demokrat blevet valgt som senator i den ellers konservative delstat Alabama.

Demokraten Doug Jones vinder senatsvalget i den amerikanske delstat Alabama. Jones slår den overgrebsanklagede republikaner Roy Moore.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN og Fox News.

Det er første gang i 25 år, at en demokrat er blevet valgt som senator i det ellers konservative Alabama.

- Jeg tror, at jeg har ventet på det her hele mit liv, og nu ved jeg ikke, hvad helvede jeg skal sige, siger Doug Jones ifølge CNN.

I en besked på Twitter skriver han:

- Tak ALABAMA..

Republikanerne fastholder fortsat deres flertal i begge Kongressens kamre, men den 63-årige Jones' sejr betyder, at Republikanernes flertal i Senatet reduceres til 51-49.

Det gør det muligvis vanskeligere for præsident Donald Trump at fremme sin politiske dagsorden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demokraten Hillary Clinton var hurtigt ude at lykønske Doug Jones.

- I aften har vælgerne valgt en senator, der vil gøre dem stolt. Og hvis demokrater kan vinde i Alabama, kan vi - og MÅ vi - vinde alle steder, skriver Hillary Clinton på Twitter.

Trump: Det stopper aldrig

USA’s præsident, Donald Trump, er også ude at sige tillykke til den demokratiske vinder. I en besked på Twitter skriver han.

- Tillykke til Doug Jones med en hårdt tilkæmpet sejr. Stemmerne på de uafhængige kandidater har haft en meget stor indflydelse på valget. Men en sejr er en sejr.

- Folk i Alabama er gode, og Republikanerne vil få en ny chance for at få sædet inden for meget kort tid. Det stopper aldrig, skriver han.

Sejren til demokraten Doug Jones gør livet noget sværere for præsident Donald Trump, der sammen med Republikanerne i forvejen havde et snævert flertal i Senatet. Nu er flertallet nede på et enkelt sæde. Det siger Søren Dal Rasmussen, der er analytiker for netmediet kongressen.com og bosat i USA. 

- Allerede nu bliver det sværere for Republikanerne og Trump at få eksempelvis en skattereform igennem. Hvis de ikke når det før januar, hvor Doug Jones træder til i Senatet, så kan de ikke miste en eneste stemme, når de skal have reformen igennem, påpeger han. 

Roy Moore var på forhånd favorit til at vinde pladsen i Senatet, selv om han er blevet anklaget for ni tilfælde af seksuelle krænkelser mod unge kvinder. 

Offer for en antitrumpbølge

En af de ni var kun 14 år, da den dengang 32-årige Moore angiveligt gjorde tilnærmelser til hende. Moore er i dag 70 år. Anklagerne er den væsentligste grund til, at Doug Jones løb med sejren, vurderer Søren Dal Rasmussen. Men der var også en anden væsentlig faktor, mener han.

- To ting gør sig gældende for, at Alabama faldt ud til Demokraterne. For det første var Moore en utroligt upopulær kandidat, der er blevet anklaget for overgreb på ni kvinder. Det er ikke noget, der huer i den måske mest konservative delstat i landet, siger han. 

- For det andet var Moore et offer for en antitrumpbølge. Trump er utroligt upopulær på national plan, og det har spillet ind på særligt det afroamerikanske vælgerkorps i Alabama, sig