Øjeblikket, hvor Trump bliver en del af #MeToo - nu kræver flere hans afgang

Den amerikanske kongres bør indlede en undersøgelse af Trumps historik med seksuelt upassende opførsel, lyder det fra flere sider.

USA's præsident, Donald Trump, blev på et pressemøde mandag beskyldt for seksuelt upassende opførsel.

Jessica Leeds, Rachel Crooks og Samantha Holvey opfordrer Kongressen til at tilsidesætte partipolitiske hensyn og indlede en undersøgelse af præsidentens adfærd og forhistorie om seksuelt misbrug af flere kvinder.

Donald Trump bliver blandt andet beskyldt for at have befamlet flere end 12 kvinder i årene inden, han gik ind i politik.

Trump skal ifølge anklagerne have kysset kvinderne uden deres tilladelse, have rørt dem på deres "private dele", stukket hånden op under deres nederdele og gjort andre uønskede tilnærmelser.

Kræver præsidentens afgang

Også fra politisk hold bliver Donald Trump presset fra flere sider.

Den demokratiske senator Kirsten Gillibrand siger til det amerikanske medie CNN, at hun mener, at Trump bør træde tilbage over beskyldningerne.

- Præsident Trump har ifølge disse kvinder begået overfald. Det er meget troværdige påstande, og de er talrige. Jeg har hørt disse kvinders vidnesbyrd, og mange af dem er hjerteskærende, siger Kirsten Gillibrand.

Hun er en førende stemme i den amerikanske kongres for bekæmpelse af seksuelle overgreb.

- Hvis han (Donald Trump red.) ikke øjeblikkeligt træder tilbage, så bør Kongressen indlede passende undersøgelser af hans adfærd og holde ham ansvarlig, siger Kirsten Gillibrand.

På Twitter skriver den demokratiske senator endvidere, at Donald Trump "selvfølgelig ikke vil holdes ansvarlig" for anklagerne.

- Ingen er over loven

Den demokratiske senator Ron Wyden var mandag ligeledes ude for at kræve Donald Trumps afgang som præsident.

I et tweet opfordrede Ron Wyden Kongressen til at undersøge Donald Trump.

- Disse kvinder har ret. Hvis Donald Trump ikke vil træde tilbage, skal Kongressen undersøge påstandene fra de mange kvinder, som han seksuelt har overfaldet og chikaneret. Ingen er over loven, siger Ron Wyden.

De to demokratiske senatorer Cory Booker fra New Jersey og Jeff Merkley fra Oregon opfordrede i weekenden ligeledes Trump til at gå af.

Trump afviser anklager

Donald Trump nægter ifølge sin talskvinde, Sarah Huckabee Sanders, alle påstandene om sexchikane, hvoraf nogle af dem går tilbage til 1980'erne.

Det Hvide Hus har hurtigt været ude og afvist påstandene mod præsidenten:

- Disse falske beskyldninger, som fuldstændig bestrides af, i de fleste tilfælde, øjenvidneberetninger, blev adresseret under sidste års valgkampagne.

- Her afsagde det amerikanske folk deres dom i form af en afgørende sejr, udtaler en talsmand for Det Hvide Hus med henvisning til Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i november sidste år.

Lægger afstand til sin chef

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, sagde søndag til CBS i et tv-program, at enhver kvinde, der har følt sig dårligt behandlet af en mand, har ret til at tale højt om det - også selv om det er en præsident, der bliver beskyldt.

Den republikanske toppolitiker, og mulige præsidentkandidat i 2020 og 2024, går dermed i rette med sin chef og lægger afstand til Donald Trump.

Nikki Haley, der er udpeget af Trump som USA's FN-ambassadør, udtalte sig forud for det pressemøde, der blev afholdt på baggrund af seksuelle anklager mod Trump.

Flere fældet af #MeeToo

Mange magtfulde mænd er i løbet af de seneste måneder blevet anklaget for seksuelt upassende opførsel - blandt de mest prominente tæller skuespillerne Kevin Spacey og Dustin Hoffman.

Det sker i kølvandet på en sag om Hollywood-producenten Harvey Weinstein, der beskyldes for sexchikane og overgreb mod en lang række kvinder.