Udland

Blev udsat for tortur, tvungen kærlighed og propaganda - nu er han død

Charles Jenkins brugte næsten 40 år af sit liv som filmstjerne og torturoffer i Nordkorea - nu er han er død.

En januaraften i 1965 tog den 24-årige sergent Charles Jenkins et valg, der ville komme til at definere resten af hans liv.

Som amerikansk soldat var han udsendt til grænsen mellem Syd- og Nordkorea, og han var bange. Bange for at blive slået ihjel på en af de natlige patruljer ved grænsen. Eller for at blive sendt til Vietnam som soldat.

Hans plan var at stikke af fra hæren - at desertere. Men hvis han flygtede ind i Sydkorea, ville han blive fundet med det samme. Derfor besluttede han at tage chancen, forlade sin deling og begive sig mod et af verdens mest lukkede og brutale diktaturer, Nordkorea.

- Jeg fortalte dem, at jeg havde hørt en lyd, og jeg ville komme tilbage om få minutter. At jeg lige ville undersøge det. Jeg tog afsted og begyndte at gå mod nord, fortalte han i et interview med CBS News i 2005.

Han gik i flere timer og løftede sine fødder højt over jorden for at undgå snubletråde. Ingenmandslandet mellem Nord- og Sydkorea var fyldt med miner. Til sidst nåede han målet og overgav sig til de nordkoreanske soldater.

- Jeg har nok begået mange fejl i mit liv. Men det var den værste fejl, nogen nogensinde har begået, sagde Jenkins mange år senere til CBS om sin beslutning om at krydse grænsen.

Syv år med Kim Il-Sungs lære

Jenkins havde ingen intentioner om at blive i Nordkorea. Han var ikke kommunist, og han ville gerne hjem til USA. Han havde forestillet sig, at nordkoreanerne ville sende ham til Rusland, og at han senere kunne blive sendt til USA som en del af en russisk-amerikansk fangeudveksling. Men sådan gik det ikke.

I stedet blev han installeret i et spartansk værelse sammen med tre andre amerikanske afhoppere. Der var Jerry Wayne Parrish og Larry Abshier, der begge var 19 år gamle og James Dresnok på 21.

De fire blev tvunget til at studere den nordkoreanske leder Kim Il-Sungs ideologiske lære otte timer hver dag. De fik tæsk, når de lavede fejl. De lærte lidt efter lidt at tale koreansk, og deres indbyrdes forhold blev gradvist forværret. Jenkins havde et dårligt forhold til Dresnok, og de kom ofte op og slås.

I 1966 lykkedes det de fire at stikke af og nå frem til den russiske ambassade, hvor de søgte asyl. Russerne afslog, og her gik det op for Jenkins:

- Jeg ville aldrig komme ud af Nordkorea. Sandsynligvis skulle jeg blive der til min død, sagde han i et interview med LA Times for fire måneder siden.

Beordret til sex to gange om måneden

Ud over den vold, der var en del af hverdagen, fik Jenkins også fået skåret en tatovering med ordene "U.S. Army" (USA’s hær, red) væk uden bedøvelse.

- De sagde, at bedøvelse var forbeholdt slagmarken. Det var et helvede, sagde Jenkins til CBS om den oplevelse.

Han har også fortalt, at han på et tidspunkt fik tildelt en kvinde, som han skulle have sex med to gange om måneden. Han forsøgte at sætte sig imod.

- Hvis jeg vil gå i seng med hende, og hun vil, så gør vi det. Ikke to gange om måneden, protesterede han til sin nordkoreanske vagt.

Overfor CBS har han forklaret, at han bagefter blev banket så voldsomt, at hans tænder skar sig igennem underlæben.

Propagandafilmstjerner

I 1972 gjorde Kim-styret de fire amerikanere til nordkoreanske statsborgere. De fik hver deres bolig, og de blev tvunget til at udføre forskellige former for arbejde. De underviste militærfolk i engelsk, og de optrådte som skurke i propagandafilm.

I 1978 begyndte optagelserne af en serie i 20 dele ved navn ”Ubesungne Helte”, som handler om Koreakrigen. Her var alle fire amerikanske afhoppere med.

Jenkins fik rollen som Dr. Kelton – en krigsgal amerikansk kapitalist, som ønsker at holde gang i krigen til fordel for amerikanske våbenfabrikanter.

Jenkins i rollen som Dr. Kelton

Pludselig var de fire amerikanere kendte.

- Efter den første film kunne det ske, at jeg gik ned ad gaden, og nogle begejstret råbte efter mig: ”Dr. Kelson!” Selv helt almindelige mennesker begyndte at spørge efter min autograf, har Jenkins sagt til BBC.

Tvangsgift med sit livs kærlighed

I 1980 blev Jenkins tvunget til at gifte sig. Og det skulle vise sig at blive en af de største glæder i hans liv.

En japansk kvinde på 21 år blev bragt til ham. Jenkins har beskrevet øjeblikket for CBS News.

- Jeg vil sige det sådan: Jeg så på hende én gang. Og jeg ville ikke give slip på hende, sagde han.

Charles Jenkins og Hitomi Soga hånd i hånd i 2004

Hendes navn var Hitomi Soga. Hun var blevet kidnappet i 1978 og tvunget til at undervise nordkoreanske agenter i japansk. De blev tvunget til at gifte sig inden for to uger. Med tiden forelskede de sig og havde et kærligt ægteskab. Selvom de kom fra to helt forskellige verdener, holdt modviljen mod deres nordkoreanske fangevogtere dem sammen.  

- Hun var en fange. Jeg var en fange. På den måde var vi ens. Vi hadede begge Nordkorea. Så det var egentlig den eneste ting, vi havde til fælles, har han sagt til CBS.

I sine erindringer skriver han, at han hver aften sagde godnat til hende på japansk for at minde hende om, hvor hun kom fra. Hun sagde godnat på engelsk til ham.

I løbet af 80'erne fik parret to døtre.

Charlens Jenkins kone Hitomi Soga med parrets to døtre Mika og Belinda.

Et nordkoreansk hundeliv

Selvom Charles Jenkins var blevet en form for filmstjerne, var hans livsstil langtfra luksuriøs.

- Jeg levede et hundeliv i Nordkorea. Ingen har et godt liv der. Der er intet at spise. Intet rindende vand. Ingen elektricitet. Om vinteren fryser man. Der var is på væggene i mit soveværelse, sagde han til LA Times.

Han havde det dog væsentligt bedre end mange andre omkring ham. I 1990’erne var landet ramt af hungersnød. Her fik han og hans familie ris, sæbe, tøj og cigaretter af regeringen, så de kunne klare sig.

- Jeg fik rationer. De almindelige koreanere fik intet, har han forklaret.

Det anslås, at flere millioner nordkoreanere døde under hungersnøden.

Nordkorea ønsker mig død

 I 2002 blev der vendt op og ned på familiens liv. Nordkoreas daværende statsleder, Kim Jong-Il, indrømmede, at landet havde bortført 13 japanske statsborgere, og annoncerede, at fem af dem ville blive sendt tilbage til Japan. Iblandt dem var Jenkins kone.

I 2004 fik også Jenkins selv og parrets to døtre lov til at rejse efter en diplomatisk indsats fra den japanske premierminister, Junichiro Koizumi. De to piger var på det tidspunkt 18 og 21 år.

To måneder efter sin ankomst til Japan, mødte han op i fuld uniform på en amerikansk militærbase vest for Tokyo. Han blev anklaget for desertering, kom 25 dage i fængsel og blev afskediget fra hæren. Han sagde senere til CBS, at han havde betalt sin gæld til samfundet.

Efter det slog familien sig ned på Hitomi Sogas hjemegn - den afsidesliggende ø, Sado. Her arbejdede Jenkins med turister i en lokal park.

Tårevædet Jenkins: Her er mit livs sidste kapitel

Han frygtede til det sidste, at Nordkoreanske agenter skulle komme efter ham eller hans familie. Derfor forbød han også sine døtre at standse, hvis politiet skulle forsøge at stoppe dem, når de kørte i bil. Det var ikke til at vide, hvor de nordkoreanske agenter ville dukke op.

Det var dog tilsyneladende ikke den nordkoreanske stat, der blev Charles Jenkins endeligt. Han faldt om foran sit hjem mandag den 11. december 2017 og døde senere af hjertekomplikationer på hospitalet. Han blev 77 år gammel.