Udland

100.000 flypassagerer strandet efter vejrkaos - København også ramt

Antallet af strandede British Airways-passagerer er fordoblet i løbet af mandag. Vejret giver også problemer i Københavns Lufthavn.

Mindst 100.000 af luftfartsselskabet British Airways' passagerer meldes strandet i Europas Lufthavne. Heathrow i London, hvor selskabet har flest afgange, er værst ramt, skriver det britiske medie The Independent.

Det er en fordobling fra mandag morgen, hvor 50.000 var strandet.

Natten til søndag var området omkring den travle Heathrow-lufthavn i London ramt af skybrud, som medførte, at afisningen af flyene ikke kunne ske, inden den første bølge af fly var klar til afgang.

Det skabte store køer, og mens de udviklede sig, begyndte sne og slud at falde. Vingerne begyndte derfor at fryse igen på de fly, der allerede var klargjort og afventede tilladelse til at flyve, og de måtte afises på ny.

Over 200 aflysninger

British Airways var nødt til at aflyse 26 langdistanceruter og mere end 140 kortdistanceruter søndag.

Forsinkelserne hobede sig så meget op, at det britiske flyselskab måtte aflyse yderligere 70 korte og 9 længere ruter mandag, og i løbet af dagen var der fortsat flere forsinkelser og aflysninger.

Flyselskaberne Austrian Airlines, KLM, Lufthansa og Swiss er også ramt af forsinkelser, men omfanget kan ikke måle sig med British Airways, der sidder på langt de fleste afgange i Heathrow.

Over 20.000 strandet i andre lufthavne

Vejrproblemerne er også gået ud over de indkommende fly, der ikke kan lande i Heathrow-lufthavnen.

Mange passagerer om bord på indenrigsfly og fly fra andre europæiske byer som blandt andet Zürich, Paris og Athen har derfor været nødsaget til at mellemlande i andre lufthavne i Storbritannien. Det medførte, at omkring 3000 British Airways-passagerer var strandet i andre britiske lufthavne mandag.

De passagerer, der kommer længere væk fra som Dubai, Mumbai og New York, måtte mellemlande i andre europæiske lufthavne. Omkring 20.000 af flyselskabets rejsende var derfor strandet i blandt andet Paris, Frankfurt og Dublin.

Hertil kom de 27.000 strandede passagerer i Heathrow. 

Og nu, i løbet af blot en enkelt dag, er det samlede antal altså fordoblet.

Rejsen udskydes en uge

Med så mange fly og så meget besætning suspenderet ville det - selv under perfekte omstændigheder - tage flere dage at få alle hen, hvor de skal, skrev The Independent mandag.

Og når vejudsigten melder temperaturer under frysepunktet de kommende dage, kan det altså tage meget lang tid, før det hele igen ruller, som det skal.

The Independent skrev mandag, at British Airways har tilbudt alle passagerer, der havde booket et fly mandag, at ombooke til næste mandag den 18. december gratis.

Danmark også ramt

Københavns Lufthavn har også været ramt af både forsinkelser og aflyste afgange på grund af det kolde vejr.

- På grund af dårligt vejr i store dele af Europa er dele af flytrafikken til og fra CPH forsinket, ligesom der er aflysninger, skriver lufthavnen på sin hjemmeside, hvor man kan orientere sig om afgange og ankomster.

Derudover skal man kontakte sit flyselskab, hvis man er i tvivl om noget, siger pressevagt ved Københavns Lufthavn Jesper Kronborg til TV 2.