Udland

Vrede demonstranter angreb amerikansk ambassade i Beirut

Beslutningen om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad har ført til voldsomme protester.

Demonstranter begyndte søndag morgen at kaste sten mod den amerikanske ambassade i det nordlige Beirut i Libanon.

Maskerede personer satte ild til bildæk og containere, mens de eksplicit viste deres vrede mod USA.

Libanesiske sikkerhedsstyrker svarede igen med både vandkanoner, stave og tåregas og blokerede vejen ind til ambassaden. Først efter et par timer lykkedes det sikkerhedsstyrkerne at bryde demonstrationen op.

De voldsomme protester begyndte, efter USA's præsident, Donald Trump, onsdag besluttede at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

- Jeg har bestemt, at det officielt er på tide at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel. Jeg har beordret udenrigsministeriet at udvikle en plan, der skal flytte ambassaden fra Tel Aviv til Jerusalem, sagde han i en tale i Det Hvide Hus i Washington.

I Libanon, hvor flere hundrede demonstranter søndag var samlet foran den amerikanske ambassade, bor der mange palæstinensiske flygtninge, og Jerusalem har en stor plads i deres hjerter, fortæller TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt.

"Palæstina er i vores hjerter"

Også i Jakarta i Indonesien var omkring 10.000 mennesker søndag formiddag samlet foran den amerikanske ambassade for at vise deres utilfredshed med USA's præsident Donald Trump.

- Palæstina er i vores hjerter, står der på nogle af demonstranternes skilte. 

Det var tredje gang, at landet protesterede, siden Trump onsdag besluttede at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Formålet var at vise USA, at de indonesiske demonstranter fortsat stod på palæstinensernes side.

I Jakarta er omkring 10.000 mennesker samlet foran den amerikanske ambasade for at vise deres utilfredshed med USA's præsident Donald Trump. Video: Elisabeth Thiis

Byen Jerusalem har stor betydning

Årsagen til at Donald Trumps beslutning skaber vold og store protester, er Jerusalems betydning.

Byen indeholder nogle af de mest hellige steder for både muslimer, kristne og jøder - heriblandt Al-Aqsa moskeen, Grædemuren, Bethesda Dam, Golgata og Tempelpladsen.

- Ingen har lyst til at overlade kontrollen over dem til andre, siger TV 2s Rasmus Tantholdt.

Samtidig betragter både israelere og palæstinensere Jerusalem som deres by. Ved at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem vil USA dermed anerkende byen som Israels hovedstad.

Den Arabiske Liga: Trump ødelægger fredsprocessen

I en fælles erklæring har organisationen Den Arabiske Liga opfordret den amerikanske præsident til at omgøre sin beslutning.

De arabiske lande betegner beslutningen som en "farlig krænkelse af folkeretten", og Den Arabiske Liga vil derfor forsøge at få FN's Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, som støtter organisationens synspunkt.

- Den forværrer spændingerne, antænder vrede og truer med at udløse mere vold og kaos i regionen, hedder det i erklæringen.

Jordans kong Abdullah har tidligere kaldt Jerusalem og byens status for "nøglen til stabilitet" i Mellemøsten, mens Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har advaret USA mod at anerkende Jerusalem som hovedstad.

Arabiske lande opfordrer i en fælles erklæring fra organisationen Den Arabiske Lige den amerikanske præsident Donald Trump til at omgøre beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Video: Elisabeth Thiis

Uroligheder i Jerusalem

Siden onsdag har der flere steder været store protester som reaktion på USA's beslutning.

Lørdag eftermiddag kom palæstinensiske demonstranter i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker i det østlige Jerusalem, da omkring 500 mennesker var gået på gaden i protest.

Flere blev såret, og flere blev arresteret.

Herhjemme mødte flere hundrede mennesker fredag eftermiddag op til demonstration foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København. Flere af dem havde medbragt palæstinensiske flag.

Blandt de fremmødte demonstranter havde de fleste palæstinensisk oprindelse.

- Vi er her for at protesterer og for at vise vores vrede over den uretfærdige beslutning, som Trump har foretaget. Med sin beslutning har han slået fredsprocessen ihjel og sat krig i gang mod Palæstina, fortalte en af arrangørerne Kasem Ahmad til TV 2.