Udland

Arabiske stater kræver Trumps Jerusalem-beslutning ophævet

USA's beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad er brud på folkeretten, mener Den Arabiske Liga.

En række arabiske lande opfordrer USA til at omgøre beslutningen om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Det fremgår af en fælleserklæring fra Den Arabiske Liga, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jordan indkaldte sammen med palæstinensiske udsendinge tidligere denne uge udenrigsministrene fra den 22 lande store organisation til et krisemøde, som blev holdt lørdag.

Eneste punkt på mødet, der blev holdt i Kairo i Egypten, var den amerikanske præsident Donald Trumps meddelelse onsdag om Jerusalem.

Fælles erklæring

I erklæringen fra Den Arabiske Liga betegnes Trumps beslutning som en "farlig krænkelse af folkeretten". I juridisk forstand er beslutningen desuden intet værd, lyder det.

Den Arabiske Liga vil forsøge at få FN's Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, som støtter organisationens synspunkt, fremgår det af erklæringen.

- Den forværrer spændingerne, antænder vrede og truer med at udløse mere vold og kaos i regionen, hedder det om Trumps beslutning.

På lørdagens møde slog Libanons udenrigsminister, Gebran Bassil, til lyd for, at de arabiske lande bør overveje at indføre sanktioner mod USA.

- Forebyggende tiltag er nødvendige. Begyndende med diplomatiske tiltag, derefter politiske og så økonomiske og finansielle sanktioner, sagde Bassil ifølge Reuters.

Meldingen fra Trump er blevet kritiseret af adskillige statsledere og -overhoveder.

"Nøglen til stabilitet"

Jordans kong Abdullah kalder ifølge nyhedsbureauet AP Jerusalem og byens status "nøglen til stabilitet" i Mellemøsten, mens Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har advaret USA mod at anerkende Jerusalem som hovedstad.

Israel har udråbt hele Jerusalem til landets hovedstad. Denne status er ikke internationalt anerkendt.

Selv om Israels parlament og de fleste regeringskontorer er i Jerusalem, har alle lande valgt at lægge deres ambassader i storbyen Tel Aviv.

Trumps beslutning indebærer, at USA på sigt vil flytte sin ambassade til Jerusalem fra Tel Aviv.

Blåstemplingen fra Trump er desuden en kovending i forhold til USA's mangeårige holdning, om at Jerusalems status skal fastlægges i forhandlinger med palæstinenserne.

Palæstinenserne ønsker det østlige Jerusalem, der rummer mange religiøse steder, som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.