Tantholdt fanget i voldsomme uroligheder - sårede blev båret væk
Palæstinensere kastede med sten, og israelske styrker knækkede palæstinensiske flag. Urolighederne fortsætter efter Trumps udmelding.
Uroligheder brød ud i Jerusalem lørdag eftermiddag, hvor palæstinensiske demonstranter kom i sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker. Derudover var der også optøjer andre steder i regionen.
Flere sårede blev båret væk, og flere blev arresteret, fortæller TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som i dag befandt sig midt i urolighederne i det østlige Jerusalem.
De palæstinensiske demonstranter ville vise deres utilfredshed og vrede over præsident Donald Trumps beslutning om at flytte USA’s ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. I alt fire palæstinensere er blevet dræbt siden meldingen fra Trump i onsdags.
Soldater knækker palæstinenseres flag
I Jerusalem var omtrent 500 demonstranter lørdag på gaden, fortæller Rasmus Tantholdt. Dagen igennem forsøgte de israelske sikkerhedsstyrker at opløse demonstrationen.
I videoen her kommer optøjerne helt tæt på Rasmus Tantholdt og fotograf Thøger Andersen:
På den ene side kastede demonstranterne med flasker og sten mod sikkerhedstyrkerne. På den anden side gik sikkerhedsstyrkerne hårdt til værks for at dæmpe gemytterne.
- Når palæstinenserne tager deres palæstinensiske flag frem, så er det som en rød klud i øjnene på de her israelske soldater. De tager bogstaveligt talt flagene og knækker dem, fortæller Rasmus Tantholdt.
Når han så spurgte demonstranterne, hvorfor de retter vreden mod israelerne i stedet for Trump, svarede de: "I sidste ende er det israelerne, der er ansvarlige for denne situation, da de har besat vores land", forklarer Rasmus Tantholdt
Lokal: Trump valgte den dårlige side
På gaden mødte Rasmus Tantholdt palæstinensiske Ali, som ikke vil have sit efternavn frem. Han sætter ord på den vrede, mange palæstinensere går rundt med.
- Trump valgte at støtte den israelske besættelsemagt. Han valgte den dårlige side, og ikke den rigtige side. Han valgte ikke side med de folk, der ejer dette land. Palæstinenserne ejer dette land. Vi har været her i flere tusinde år, siger Ali.
Sikkerhedsstyrkerne satte blandt andet ind med politiheste og chokgranater. Derudover var der også voldelige demonstrationer og sammenstød i Bethlehem og Gaza.
Natten til lørdag besvarede Israel raketangreb fra Gaza, hvilket kostede to palæstinensere livet.
Ifølge Ali kan situationen blive værre endnu
- Det vil vokse som en snebold og blive større og større. Ingen ved, hvordan det vil ende. Det vil fortsætte, indtil Trump ændrer sin beslutning, siger han.
Politiske konsekvenser
USA's politiske udmelding har også fået politiske konsekvenser.
Forud for den amerikanske vicepræsident Mike Pences rejse til Mellemøsten er en række møder blevet aflyst.
Blandt andre har Palæstinas selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, afvist at mødes med Pence.
Derudover har Jordan indkaldt Den Arabiske Liga til et krisemøde lørdag. Her skal de arabiske medlemslande drøfte situationen.
Den palæstinensiske ledelse har sagt, at USA ikke længere kan være fredsmægler i konflikten mellem Palæstina og Israel.