Udland

Trump håner Bush, Clinton og Obama på samme tid: - Jeg gjorde det

Tre tidligere præsidenter talte om Jerusalem som Israels hovedstad - men da det kom til stykket, blev det ved snakken. Trump gjorde noget ved det.

Mens der bliver kastet sten, brændt bildæk og råbt vrede slagord mod USA i store dele af Mellemøsten, er der tilsyneladende glæde i Det Hvide Hus i USA.

Jeg opfyldte mit valgløfte - andre gjorde ikke

Donald Trump, præsident, USA

Præsident Donald Trump har offentliggjort, at han vil flytte USA's ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed anerkende byen som Israels hovedstad.

Det har ingen amerikanske præsidenter gjort før ham, og nu roser Donald Trump så sig selv på Twitter.

Men ikke nok med det - han håner også sine forgængere.

- Jeg opfyldte mit valgløfte - andre gjorde ikke, hedder det fra præsidenten.

Og Donald Trump har fat i den lange ende.

Både Barack Obama, Bill Clinton og George W. Bush lovede nemlig at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel, inden de blev valgt - men de gjorde det ikke, da de først var flyttet ind i Det Hvide Hus.

Og nu har Donald Trumps pressefolk fundet videoklip med de tre præsidentkandidater, der kalder Jerusalem for Israels hovedstad.

Det ældste klip er med Bill Clinton, der i 1992 siger:

- Jerusalem er stadig hovedstaden i Israel og må forblive en udelt by, hvor der er adgang for alle.

Bill Clinton i 1992 Video: Peter Møller

Dernæst følger et klip med George W. Bush fra 2000, her siger han:

- Når jeg er blevet indsat, vil jeg flytte USA's ambassadør til den by, som Israel har valgt til sin hovedstad.

George W. Bush i 2000 Video: Peter Møller

Og så er der et klip med Barack Obama fra 2008, hvor han siger:

- Jeg fortsætter med at sige, at Jerusalem bliver Israels hovedstad. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen.

Barack Obama i 2008. Video: Peter Møller

Placeringen af USA's ambassade i Israel har været et følsomt emne i årevis, og i 1995 vedtog Bill Clintons regering faktisk en lov, der gjorde Jerusalem til hovedstad i Israel og flyttede ambassaden.

Så hvorfor blev ambassaden ikke flyttet dengang?

Jo - Bill Clinton foretog et smart træk for at undgå at sætte Mellemøsten i brand.

Lyn-analyse

Det her var en af mange ting, Donald Trump lovede under valgkampen. Det er ikke gået så godt for ham med at få sin politik igennem hjemme i USA, så nu henter han en sejr i Mellemøsten. En for ham forholdsvis let sejr.

Og med garanti en handling, der vil falde i god jord hos hans borgerlige, kristne kernevælgere. De tidligere præsidenter har altid fulgt de konventionelle veje med endeløse forhandlinger, og så kommer Trump nu ind fra fløjen som en anden Klods Hans og gør det på sin helt egen mærkværdige facon. Og hvem ved, måske er det, der skal til

Loven indeholder nemlig en mulighed for at udsætte ambassadeflytningen hver sjette måned. Og det er så sket lige siden 1995.

Altså indtil nu.

Dermed bliver USA det første land i verden, som flytter ambassaden til Jerusalem, selvom det endnu er uklart, hvornår flytningen rent fysisk finder sted.

Men én ting står klart; præsidenten fejrer flytningen som en sejr - uanset hvad resten af verden måtte mene. Du kan se hans salut til forgængerne herunder:

Trump i 2017. Video: Peter Møller