Steinmetz: Trump vil vise, at han holder, hvad han lover
Jerusalem er politisk vigtig, blandt andet fordi både israelere og palæstinensere betragter det som deres by.
USA's præsident, Donald Trump, havde kun et formål, da han onsdag officielt anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.
Det fortæller TV 2s USA korrespondent Jesper Steinmetz:
- Han har lovet at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Han vil vise resten af verden, at han er en mand, der holder, hvad han lover.
Det er til trods for, at flere i den amerikanske præsidents stab har advaret Trump om at gøre Jerusalem til hovedstad. Det gælder blandt andet USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, CIA-chefen, Mike Pompeo, samt USA's forsvarsminister, James Mattis.
- Systemet USA, udenrigsministeriet og diplomatiet synes ikke, det er en god idé, siger Jesper Steinmetz.
Advarslerne fra Trumps stab kommer efter årtiers konflikt mellem Israel og Palæstina, hvor Jerusalem er politisk vigtig, blandt andet fordi både israelere og palæstinensere betragter det som deres by.
Det er også derfor, at Trumps forgængere ikke tidligere har villet anerkende byen som israelsk hovedstad.
Udenrigsordfører er ked af udmeldingen
I Danmark udtrykker Venstres udenrigsordfører, Michael Aarestrup Jensen, også bekymring over USA's udmelding.
- Det er decideret skadeligt, da det ødelægger alt håb om en tostatsløsning (mellem Israel og Palæstina, red.), men samtidig kan det skabe kaos i en allerede kaosfyldt region, siger han til TV 2.
Siden 1967 har Østjerusalem været besat af Israel, selv om den del af byen skulle høre under det palæstinensiske selvstyre. Israel har siden bygget og udvidet i de omstridte bosættelser blandt andet i Jerusalem.
I 1980 udråbte det israelske styre byen som hovedstad. Det, mente FN's sikkerhedsråd, var et brud på de internationale konventioner og fordømte udnævnelsen.
Når Donald Trump som præsident for USA går ud og anerkender Jerusalem som Israles hovedstad, mener Michael Aarestrup Jensen, at det er "at stikke en kniv i ryggen på palæstinenserne".
Fredsprocessen er ikke eksisterende
Men trods en bekymring om at USA's udmelding kan forværre stridighederne mellem Israel og Palæstina, tror Danny Raymond, der er ph.d. i konflikten, ikke, at Trumps ord vil betyde noget på længere sigt.
- Hvorfor skulle en fredsproces, som ikke er eksisterende, bryde sammen, spørger han.
Danny Raymond mener, at der er så mange andre problemstillinger i Mellemøsten, at han tvivler på, at det vil resultere i en større konflikt. Han ser ikke nogen hindring i, at Jerusalem kan blive en todelt hovedstad mellem Palæstina og Israel.
- Trumps udmelding er symbolsk, og de religiøse israelere vil sige, at Jerusalem er en udelt by, lyder det fra Danny Raymond.