Udland

Netflix fyrer endnu en skuespiller efter anklager om overgreb

Danny Masterson, kendt fra 'Dengang i 70'erne' og 'The Ranch', er skuffet over Netflix' beslutning.

I efterdønningerne fra Harvey Weinstein-skandalen og hele #MeToo-bølgen, der blandt andet medførte, at Netflix droppede Kevin Spacey, er endnu en skuespiller blevet fyret fra streamingtjenesten.

Mange kender ham måske som Steven Hyde fra komedieserien ’That '70s Show’, der på dansk hed ’Dengang i 70’erne’ og gennem flere år blev vist på TV 2 Zulu.

I komedieserien, der begyndte i 1998 og varede otte sæsoner, medvirkede flere unge skuespillere, heriblandt de senere superstjerner Ashton Kutcher og Mila Kunis.

Andre kender måske bedre Danny Masterson fra komedieserien 'The Ranch', der har kørt på Netflix siden 2016. Men den serie fortsætter nu uden hans rolle som Jameson 'Rooster' Bennet.

Anklager om voldtægt

Efter flere voldtægtsanklager mod Danny Masterson har Netflix i samarbejde med seriens producenter besluttet at skrive ham helt ud af ’The Ranch’.

- I går (mandag, red.) var hans sidste arbejdsdag, og vi laver nye episoder i 2018 uden ham, skriver Netflix tirsdag på Twitter.

Beslutningen er taget, efter fire kvinder har beskyldt Danny Masterson for at have voldtaget dem i begyndelsen af 00’erne.

I knap et år er beskyldningerne blevet efterforsket af politiet og anklagemyndigheden i Los Angeles. Det skriver Huffington Post.

En talsperson fra politiet siger til CNN, at der ikke er nogen opdateringer at give i forhold til efterforskningen.

Afviser beskyldninger

Masterson er meget skuffet over Netflix’ beslutning, siger han i en skriftlig udtalelse, hvor han også nægter, at "de uhyrlige anklager" om voldtægt har noget på sig.

- Jeg er aldrig blevet sigtet for en forbrydelse og da slet ikke dømt for en. I dette land er du uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men i det nuværende klima virker det som om, at du er skyldig i det øjeblik, du bliver anklaget, siger han i udtalelsen, der er sendt til Huffington Post og CNN.

Masterson fortsætter, at han ser frem til at få renset sit navn, og takker samtidig holdet bag 'The Ranch' og resten af seriens skuespillere, der også inkluderer Ashton Kutcher.

Startede med Weinstein

For en måned siden stoppede Netflix kæmpesuccesen ’House of Cards’, efter hovedrolleindehaveren Kevin Spacey blev beskyldt for overgreb. Senere meddelte tjenesten, at serien fortsætter, men uden Spacey.

Det skete, mens medierne havde stort fokus på seksuel chikane og overgreb i Hollywood. En lang række kvinder satte det hele i gang, da de fortalte om overgreb begået af filmproducenten Harvey Weinstein.