Udland

Højesteret i USA godkender Trumps indrejseforbud

Syv dommere i Højesteret stemte for afgørelsen, mens to stemte imod.

USA's Højesteret har mandag aften truffet en afgørelse, der betyder at præsident Donald Trumps indrejseforbud for personer fra seks lande, kan træde i kraft omgående. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Det sker efter Trumps administration tidligere har bedt den amerikanske højesteret om at lade hele Trumps indrejseforbud træde i kraft.

Syv dommere i Højesteret stemte for afgørelsen, mens to stemte imod.

- Trump ønsker at værne om USA's interesser. Hensynet til USA' sikkerhed vejer tungere end hensynet til borgere fra de her lande, som måtte ønske at komme til USA, siger TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz om baggrunden for indrejseforbudet.

Ifølge Washington Post betyder Højesterets afgørelse, at indrejseforbudet kan håndhæves fuldt ud, mens lavere retsinstanser tager stilling til appelsager om hvorvidt indrejseforbudet er lovligt. Avisen skriver også, at Højesteret ikke har givet nogen begrundelse for afgørelsen.

En domstol i Californien har tidligere besluttet at lade Trumps indrejseforbud delvist træde i kraft. Den beslutning lød dog på, at det kun var, hvis personerne ikke havde nogen forbindelse til USA, at de kunne forbydes indrejse.

De seks lande er Iran, Libyen, Syrien, Yemen, Somalia og Tchad.

- Det er lande, som Trump ganske enkelt ikke stoler på, siger Jesper Steinmetz.

Blokeret tidligere

Trumps omstridte indrejseforbud har været længe undervejs, og to tidligere versioner af forbuddet er blevet stoppet af føderale domstole.

Den nuværende version blev annonceret 24. september.

En dommer i Hawaii blokerede i oktober for det omstridte indrejseforbud kun få timer inden, at det skulle træde i kraft ved midnat. Dommeren blokerede ikke forbuddet, der gælder folk fra Nordkorea og Venezuela.

Beslutningen i Californien i sidste uge ophævede blokeringen fra dommeren i Hawaii. Men Det Hvide Hus var ikke tilfreds med, at forbuddet kun gjaldt personer, der ikke har en forbindelse til USA, og nu har Højesteret altså givet grønt lys for det i fuldt omfang.

Hos lavere retsinstanser har dommerne blandt andet ment, at indrejseforbudet fortrinsvis var rettet mod lande med overvejende muslimsk befolkning, og har derfor ikke villet godkende det i sin fulde udstrækning.