12.000 amerikanske soldater deltager i øvelse - kan udløse en atomkrig, siger Nordkorea

Nordkorea kalder luftøvelsen for en provokation, der kan udløse en atomkrig.

Seks amerikanske F-22 fighter-jetfly brølede mandag hen over den sydkoreanske himmel som led i den hidtil største militære luftøvelse mellem Sydkorea og USA.

Og tallene taler for sig selv. Øvelsen, der går under navnet 'Vigilant Ace', får deltagelse af flere end 230 luftfartøjer. De deltagende luftfartøjer bliver fløjet fra otte forskellige amerikanske og sydkoreanske militære baser. Så mange som 12.000 amerikanske soldater, herunder marine- og flådesoldater, deltager sammen med sydkoreanske tropper i øvelsen.

- Ikke tale om en provokation

Øvelsen sker kun fem dage efter, at Nordkorea affyrede et missil med en potentiel rækkevidde på over 13.000 kilometer. Ved den episode erklærede styret, at landet nu er i stand til at ramme hele det amerikanske fastland med sine missiler.

Og den store amerikanske aktivitet i luftrummet over Sydkorea falder ikke i god jord hos det nordkoreanske udenrigsministerium, der fordømte øvelsen.

Lørdag sagde en talsmand, at den amerikanske præsident, Donald Trump, "beder om en atomkrig" og skubber yderligere til den allerede akutte situation på Den Koreanske Halvø.

Nordkoreas stats-tv berettede om USA's luftøvelse med Sydkorea med stor kritik. Øvelsen finde sted fra den 4. til den 8. december. Video: Anne Nordestgaard Dyrehauge

Over for CNN understreger det amerikanske luftvåben, at Nordkorea ikke har grund til at tolke øvelserne, der er årlige, som en provokation.

Den fælles øvelse skal forbedre beredskabet for at kunne sikre fred og stabilitet på Den Koreanske Halvø, har det amerikanske militær oplyst forud for øvelsen.

- Vi vil ikke tillade det vanvittige og morderiske regime at true USA

National sikkerhedsrådgiver for USA's præsident H.R. McMaster var dog ikke lige så ydmyg i formuleringen, da han for få dage siden udtalte sig til Fox News, efter Nordkorea senest affyrede et missil.

- Præsidenten har givet os tilladelse til at løse krisen med Nordkorea så hurtigt som muligt. Om nødvendigt vil præsidenten og USA ordne situationen, for han har sagt, at han ikke vil tillade det vanvittige og morderiske regime at true USA, siger han.

Nato, EU, Sydkorea og Japan har desuden fordømt Nordkoreas handling i kraftige vendinger og utvetydigt bakket op om USA.

Militærøvelsen er planlagt til at slutte fredag.