BLOG: Trump får USA's psykologer og psykiatere til at bryde gammel regel

I oktober gik nogle få hundrede mennesker i en særlig demonstration i New York i USA.

Demonstrationen var særlig, fordi den var et brud på ’Goldwater-reglen’.

På overfladen lignede det en ud af hundredvis af demonstrationer, der hver dag foregår i landet og især i de store byer. Små grupper med hver sine særinteresser, der går på gaden i nogle timer, og som så går hjem temmelig ubemærkede.

Men denne demonstration var speciel. De mennesker, der deltog, var alle fremtrædende professionelle psykiatere og psykologer.

Deres budskab: Donald Trumps mentale tilstand er en fare for USA, og han er mentalt set, ikke i stand til at lede landet.

Hvad er der galt?

Fra den dag Donald Trump indledte sin valgkamp for at blive USA’s præsident, er der grupper i USA, som har været bekymrede. Deres bekymring var helt enkel: Hvad er der egentlig galt med ham?

Det var ikke hans politiske dagsorden, som optog dem, men mere den måde han optrådte på.

De var alle begrænsede af, at sammenslutningen af amerikanske psykiatere i mange år har holdt sig til ’Goldwater-reglen’.

Det er en intern ed, alle psykiatere i USA normalt følger. Den indskærper overfor eksperter i mentale sygdomme, at de ikke bør stille en diagnose af offentlige personer, som de ikke personligt har undersøgt ansigt til ansigt.

Reglen blev indført i 1964 af sammenslutningen af amerikanske psykiatere, efter flere end 1.000 psykiatere havde udtalt, at den republikanske kandidat Barry Goldwater var uegnet til embedet som præsident. Det var magasinet Fact, som havde lavet en meningsmåling blandt amerikanske psykiatere for at finde ud af, om de mente, Goldwater havde psyken til at bestride præsidentembedet.

De psykiatere der deltog, mente ifølge NYTimes.com, at han havde flere personlighedsfejl, deriblandt paranoia, en gudelignende opfattelse af sig selv, og én læge kaldte ham ’en farlig galning’.

Goldwater tabte valget og sagsøgte magasinet, der havde offentliggjort undersøgelsen, og blev tilkendt en erstatning på en halv million dollar.

Flere læger angreb undersøgelsen for at være uvidenskabelig, for at være ensidig og påvirket af de deltagende psykiateres personlige modstand mod Goldwater.

Derfor indførte man reglen, og derfor har mange af disse eksperter indtil videre afstået fra offentligt overhovedet at diskutere emnet Trump.

Derfor demonstrationen

Men nu er der sket noget af en kovending i form af en ny bog.

27 psykiatere, psykologer og andre eksperter i mentale sygdomme har i bogen argumenteret for, at de har et moralsk ansvar som borgere for at advare om Trump. Dette ansvar mener de, er vigtigere end deres professionelle neutralitet og Goldwater-reglen.

De kom fra hele USA og deres motto er ’Duty to Warn’ – en pligt til at advare, som faktisk er en juridisk forpligtelse for psykologer og psykiatere.

- Vi registrerer, at Trumps underliggende frygt for, at han er værdiløs og svag, viser sig i, hvordan han modsætter sig og bekæmper enhver form for kritik, sagde Harry Segal, psykolog fra Cornell Universitetet til New York Post under demonstrationen.

- Uanset hvor lille et emne er, kan han ikke lade det ligge, sagde Harry Segal.

Michelle Golland, en klinisk psykolog, trækker en endnu mere hård linje op:

- Her i USA lider vi faktisk under hans selvoptagne og narcissistiske personlighed. Han har ingen empati. Man kunne se det, på den måde han omtalte borgmesteren i San Juan Puerto Rico på (som blev ramt af en kraftig orkan tidligere i år, red.). Hun har PTSD og vores præsident mishandler hende. Derved bliver hun et offer igen. Sådan opfører en narcissist sig, siger Michelle Golland.

Hun er én af de fagfolk der har deltaget i bogen, som udkom i begyndelse af oktober under titlen ’Det farlige tilfælde Donald Trump’.

Duty to warn

Gruppen kalder sig ’Duty to Warn – pligten til at advare. De mener, at deres indsigt og viden gør, at de er forpligtede til at komme med deres vurdering.

Normalt er psykiatere og psykologer pålagt tavshedspligt vedrørende deres patienter. Men efter en sag i Californien i 1976, blev det en pligt for psykoterapeuter til at advare – Duty to Warn. Den pligt er siden skrevet ind i de fleste staters lovgivning.

Under retssagen kom det frem, at lægerne ikke havde advaret en ung kvinde om, at hendes nære ven muligvis udgjorde en fare for hende. Han endte med at slå hende ihjel.

Den ledende dommer skrev i rettens beslutning, at ’vi konkluderer, at den nuværende politik om at beskytte tavshedspligten mellem læge og patient må vige i det omfang, det er afgørende at bryde tavsheden, for at forhindre fare for andre’.

- Beskyttelses-privilegiet ender, hvor faren for offentligheden begynder.

Ondartet narcissist

En af bidragyderne til den nye bog er psykoterapeuten John Gartner, som underviser på Johns Hopkins universitet. Han er stifter af den politiske støttekomite Duty to Warn.

Den støtter ifølge newsweek.com alle medlemmer af kongressen, som vil arbejde for at rejse en rigsretssag mod præsident Trump.

- Hvis jeg kan finde en republikaner, betale vi dobbelt, siger han.

- Vi har anvendt konkrete, synlige tendenser i vores konklusion. Nemlig at Donald Trump har et gennemgåede mønster, hvor han udnytter og misbruger andres rettigheder. Den vurdering er baseret på hans baggrund, alle hans udsagn og dokumenterede citater fra hans nærmest omgivelser, siger Gartner.

- Når ondartede narcissister får magt, bliver de åbenlyst værre, mener han.

- Trump udviser den mest destruktive og farlige samling af psykiatriske symptomer for en leder. Det værste er, at hvis vi som professionelle havde fortalt befolkningen sandheden i tide, kunne det måske være undgået. Men vi fulgte jo alle Goldwater-reglen, siger Gartner til Newsweek.

Vi hører hvad han siger

En anden psykolog er James Gillian, som i 25 år har arbejdet med massemordere, dybt kriminelle og programmer på hospitaler, der håndterer de mest voldelige amerikanske kriminelle.

Han har analyseret Trumps udsagn for at se, om der er faresignaler.

- Jeg ved mere om den psykologiske side af vold end de fleste. Når jeg siger, at Trump er farlig, så er det eneste spørgsmål der står tilbage: Er det en underdrivelse?

Ifølge theintercept.com føler han ikke, at han er med til at overtræde Goldwater-reglen:

- Vi fortæller ikke befolkningen noget, som Trump ikke selv allerede har fortalt dem. Vi har ikke opfundet noget. Vi lytter til, hvad han siger, vi hører ham, og minder befolkningen om det, siger Gillian.

Psykologen Philip Zimbardo fra Stanford Universitet har også bidraget til bogen.

- Trump ude af balance, han er en særlig personlighedstype: en utøjlet eller ekstrem person fokuseret på sin egen tilfredsstillelse eller lykke og en narcissist, skriver Zimbardo.

Vennerne siger fra

Ingen tvivl om, at Donald Trump er en helt særlig præsident, med sin helt egen måde at gøre tingene på. USA er dybt splittede over ham, mens mange målinger for eksempel i Europa ikke giver ham mange positive point. Men nu er det jo ikke Europa, han er præsident for, men USA.

Her er selv hans venner i det republikanske parti i tvivl om hans personlighed.

Under de indledende valg i det republikanske parti, hvor de skulle opstille en kandidat til præsidentvalget, sagde en af de fremtrædende republikanske senatorer Marc Rubio, at Trump er ’sindssyg’ – ikke som en klinisk diagnose, men mere som en alment menneskelig konstatering.

Det spiller selvfølgelig ind her, at under primærvalgene, er partiernes egne kandidater næsten ligeså stærke fjender, som de er, når de efterfølgende går til kamp mod det andet partis kandidat.

Jeg vil dog tillade mig at mene, at det var temmelig opsigtsvækkende karakteristikker, hans egne kom med.

For eksempel en anden fremtrædende republikansk senator Rand Paul, kaldte ham en ’vrangforstillet narcissist’ – altså ekstremt selvoptaget.

Endnu en fremtrædende republikansk senator Ted Cruz, kaldte ifølge theintercept.com Trump ’ekstremt amoralsk’ og en ’narcissist på et niveau, som jeg ikke tror dette land nogensinde har oplevet før’.

Mitt Romney, højtstående republikansk politiker og tidligere partiets præsidentkandidat mente, at Trump ’ikke har det temperament, der kræves af en eftertænksom og stabil leder’.

Jeb Bush, som også er en højtstående republikaner, søn af en tidligere præsident og bror til en anden sagde det direkte: ’Manden trænger til terapi’.

Indenfor de seneste måneder har den republikansk senator Susan Collins sagt, at hun er bekymret for præsidentens mentale helbred og senator Bob Corker, som ikke stiller op igen, har sagt, at ’Trump har ikke demonstrereret den stabilitet eller nogen form for den kompetence, der er nødvendig for et succesfuldt præsidentembede’.

Disse kommentarer dækker måske i et vist omfang over en politik uenighed, personlig frustration og eget behov for at markere sig. Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være en del af årsagen til meget alvorlige bekymringer.

Men det, som efter min mening gør dem interessante er, at se dem i lyset af den nye bog.

Hver tredje amerikaner mener, ifølge surveyusa.com, at Trumps mentale helbred er dårligt.

To ud af tre spørger ifølge pollingreport.com sig selv jævnligt, om hans temperament er i orden.

Besat af sig selv

Forordet i bogen er skrevet af Robert Jay Lifton. Han bestod eksamen som psykiater i Brooklyn, New York fra 1949-1951.

Siden arbejdede han for det amerikanske luftvåben i Japan og Korea indtil 1953. Derefter har han blandt andet været underviser og forsker på Harvard Universitet.

- Jeg mener, der er en helt overordnet trang til at ødelægge i hans karakter og i hans psykologiske tendenser, siger Lifton i et interview med commondreams.com.

- Jeg har selv fokuseret på det, jeg kalder solipsistisk virkelighed.  Det er en teori, hvor ens eget jeg er det eneste eksisterende. Andres bevidsthed kan ikke alene betvivles, men også benægtes, vurderer Lifton.

- Den eneste virkelighed han er i stand til at forstå, har at gøre med hans eget ego og beskyttelsen af ham selv. Det er farligt. For en præsident, der er så besat af sig selv, er farlig ikke bare for ham selv, men resten af verden, mener Robert Jay Lifton.

Trump til fare

Men hvorfor har forfatterne overhovedet skrevet en bog, når de kender til Goldwater-reglen?

Bogen er ifølge Intercept.com udtænkt og redigeret af professor Bandy Lee, retspsykiater ved Yale Universitet.

- Vi er en gruppe af eksperter i mentale forhold, og vi er alle enige om, at der er tale om et emne af afgørende interesse for befolkningen, siger professor Bandy Lee.

  - De har ret til at vide, hvad vi mener: At Trump som præsident er til fare for offentligheden og det internationale samfund, siger hun.

- Vi foregiver ikke, at der er tale om en egentlig diagnose. Det at vurdere en persons farlighed, er forskelligt fra at diagnosticere en person med henblik på en behandling. Mental sygdom gør i sig selv ikke en person uegnet til at udføre en pligt eller offentlig opgave.

- Det, der for os er tegn på farligheden, er alvoren eller tyngden af symptomerne og så, at der er så mange af dem. Impulsiv, hensynsløs, manglende evne til at acceptere facts, raseri-reaktioner, en tiltrækning af vold og en tilbøjelighed til at opfordre til vold – alle sammen faresignaler, siger professor Bandy Lee.

Ikke professionelt

Men ikke alle psykiatere bryder sig om, at professionelle kommer med udtalelser, som mere eller mindre kan minde om en diagnose.

- At placere en psykiatrisk betegnelse på en person man er imod, kan måske være et uimodståeligt værktøj for nogen i branchen, har Dr. Paul Appelbaum, professor i psykiatri, medicin og jura ved Columbia Universitet tidligere sagt til New York Times.

- Det er muligt, at dem der gør det, er overbeviste om, at de kan redde nationen fra en frygtelig skæbne. Men det tager altså en højt uddannet og erfaren terapeut flere måneder, nogle gange mere, bare at komme i nærheden af en diagnose.  Det kræver, at de møder patienten ofte og stiller undersøgende spørgsmål for, at man kan afgøre, om der er tale om en decideret sygdom, mener Dr. Appelbaum.

Ikke i Danmark

Formanden for de danske psykiatere overlæge Torsten Bjørn Jacobsen, bryder sig ikke om, hvad nogle af hans kolleger i USA gør:

- Nu er der i dette tilfælde slet ikke tale om et læge patient forhold. Det gør det næsten mere angribeligt at informationen, der lægges til grund, må anses for mangelfuld.  Man bruger simpelthen diagnoser til at dømme nogen ude, og det har aldrig været formålet med diagnoser, siger Torsten Bjørn Jacobsen til TV 2.

- Hvad værre er, det rammer alle psykiatriske patienter, at de bliver forbundet med farlighed og manglende dømmekraft, hvilket ingenlunde er tilfældet eller rimeligt. Man ikke dømme nogen uegnet til en stilling eller embede på baggrund af en diagnose. Det handler om hvordan man varetager det enkelte embede – og det er vel i sidste ende et politisk spørgsmål, mener Torsten Bjørn Jacobsen.

- Diagnoser er udviklet for at samle sygdomme i meningsfulde kategorier, der udsiger noget om årsager, udløsende, faktorer, forløb og behandling. (Der er vi ikke helt endnu i psykiatrien, men der er en længsel mod at psykiatriske diagnoser kan blive regelrette sygdomsenheder). Indsamling af information og eventuelle prøver eller funktionstest skal som hovedregel ske efter samtykke. Oplysningerne som patienterne giver er personfølsomme, og det er derfor væsentligt at man kan påregne diskretion og at lægen iagttager sin tavshedspligt, sieger Torsten Bjørn Jacobsen.

Han understreger at diagnoser er et privat anliggende, som er omfattet af tavshedspligten.

- Informationen til at stille diagnosen skal være så fyldestgørende som muligt – man må gerne have andre kilder end patienten. Men man skal som minimum have talt med patienten og forklaret sit ærinde og indhentet samtykket.

- Hvis man efterfølgende bryder tavshedspligten, bør det også ske efter samtykke. I særlige tilfælde kan man fravige dette – efter den såkaldte værdispringsregel. Hvis en åbenlys og større almen interesse går forud for hensynet til den enkelte. Men det skal der i sagens natur ret meget til. Typisk vil det være at forhindre umiddelbar og nærliggende fare for andre, mener Torsten Bjørn Jacobsen

En kender af Trump

En af dem der kender Donald Trump temmelig godt, er den mand der skrev hans biografi ‘The Art of the Deal’ - kunsten at indgå en handel. Det er forfatteren og journalisten Tony Schwartz.

Bogen blev en kæmpe succes, solgte millioner og gjorde ham selv rig. Men i dag fortryder han.

- Jeg kom læbestift på en gris, har Schwartz tidligere sagt til newyorker.com.

- Jeg fortryder. Jeg var medvirkende til at fremstille Trump på en måde, der gav ham meget opmærksomhed og gjorde ham langt mere tiltrækkende, end han er. Jeg mener helt ærligt, at med Trump, som har kontrol over USA’s atomvåben, er der er en temmelig stor risiko for, at det vil betyde enden på vores civilisation.

- Hvis jeg skulle skrive bogen i dag, ville titlen være ’Sociopaten’ siger Schwartz.

Ingen betydning i USA

Jeg har forelagt informationerne om Donald Trump for Mirco Reimer-Elster, cand.mag. i amerikanske studier og Ph.d. studerende på Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, hvor han forsker i amerikansk indflydelse på vesttysk udenrigspolitik under Den Kolde Krig. Mirco er desuden fast kommentator om USA for TV 2.

Har sådan en bog og den lille demonstration nogen effekt i USA?

- Nej, fagfolkene prædiker til koret så at sige. Venstrefløjen vil føle sig bekræftet, Trumps støtter vil atter føle sig bekræftet i elitens had til præsident Trump.

Har det en politisk effekt?

- Kun hvis Trump selv kommenterer debatten. Republikanerne har en interesse i at samarbejde med deres præsident.

Kan det på sigt få en betydning - for eksempel  i forbindelse med 25. amendment, altså at man kort fortalt kan erklære præsidenten for ude af stand til at bestride sit embede?

- Jeg ser ingen tegn på, at det 25. forfatningstillæg bliver aktuelt. Trump har ikke rodet sig ud i noget, der er helt crazy. Der skal vi ud i egentlig atomkrig eller den slags. Og Trumps kabinet - særligt vicepræsident Pence - ved, at Trumps vælgere vil straffe republikanerne ved de næste valg = bye, bye indflydelse.

Hvordan opfatter du selv Trump?

- Jeg opfatter Trump mest af alt som uortodoks. I hvert fald i sin retoriske ageren. Politisk mangler jeg endnu at se noget, som en anden republikansk præsident ikke også ville have kunne gjort. Opsige Paris-aftalen, klimapolitik generelt, skattereform, osv.

- Det, der er bekymrende for mig, er det normskred, som Trump står i spidsen for - særligt hans u-præsidentielle opførsel på Twitter. Men hvis Trumps præsidenttid har vist én ting, så er det, at checks and balances virker.

Er opfattelsen af ham ved at forandre sig i USA?

- Jeg synes ikke, at der sker de store skred i opfattelsen af Trump. Hans approval ratings har ligget stabil omkring de 38-40 procent efter fyringen af Comey (tidligere FBI-direktør, red.) i starten af maj måned. Hans base er loyal og følger også med ham, når han skifter politisk kurs, for eksempel vedrørende DACA. (DACA er ordningen, hvor børn blev bragt ulovligt af deres forældre til USA, men har lov til at blive, red.)

- At moderate republikanerne synes, han er en skændsel, men én man skal samarbejde med, er heller ikke nyt. Og halvdelen af USA - hvis ikke lidt mere - vil aldrig bryde sig om Trump. Begge lejre har krydset Rubicon.

Overordnet er der tre bredere tendenser, som er langt mere bekymrende. To af dem er Trump et symptom på, mener Mirco Reimer-Elster.

1. Den generelle manglende tillid til amerikanske samfundsinstitutioner. Særligt medierne.

2. Partierne bevæger sig længere og længere ud på deres respektive yderfløje. Det besværliggør politiske kompromisser.

3. Den generelle politiske dysfunktion er bekymrende. Se blandt andet Fukuyamas seneste artikel om det.

- Men med alt det sagt, så mener jeg ikke, at det er usandsynligt, at han kan blive genvalgt i 2020. Vi må se, om psykologerne turnerer frem med deres synspunkt i den offentlige debat til den tid, siger Mirco Reimer-Elster.