Udland

Berlusconi i sensationelt comeback - men nu kommer en ny retssag i vejen

Trods de de mange negative overskrifter om Berlusconi, har han samlet højrefløjen i en koalition, der står til at vinde næste års parlamentsvalg.

Den tidligere italienske premierminister, Silvio Berlusconi, er tilbage i centrum af italiensk politik, efter hans parti, 'Forza Italia', og støtter vandt regionsvalget på Sicilien stort i starten af november.

Men den flamboyante forretningsmand bliver nu igen, igen ramt af en retssag, kort før han kan gøre sit endelige comeback til næste års parlamentsvalg.

Resten af Italien siger bare: ”Mamma mia! Forsvinder han aldrig fra scenen hernede?"

Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien

Han er tidligere blevet idømt syv års fængsel for at have haft sex med en mindreårig prostitueret, der er kendt under kunstnernavnet 'Ruby Hjerteknuser'. Hun var stamgæst ved hans famøse bunga-bunga fester, som han holdt for helt unge piger i sin store villa nogle år tilbage. Han blev senere frifundet igen ved en appelret.

Men I sommer blev han tiltalt for at have bestukket en masse af pigerne fra festerne til at vidne falsk i retssagen – inklusiv hovedpersonen 'Ruby Hjerteknuser', der altid har vidnet i Berlusconis favør.

Nu er det så kommet frem, at han angiveligt også skulle have bestukket pianisten til festerne, den italienske musiker Danilo Mariani, til at give falsk vidnesbyrd. Danilo Mariani har i sit vidneudsagn sagt, at der ikke blev drukket heftigt til bunga-bunga festerne, og at der ikke skete noget vildt. Der blev højst drukket et glas champagne og givet hånd.

Deler vandene

Retssagen kører i februar næste år. Et uheldigt tidspunkt, da det er kort tid før, han forventes at stille op til parlamentsvalget, der formentlig kommer til at foregå i begyndelsen af marts.

TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, der følger italiensk politik tæt, forklarer, hvordan Berlusconi igen og igen kan komme tilbage:

- Han er the comeback kid. Han har formået at samle højrefløjen i en koalition, som faktisk i målingerne lige nu står til at vinde det næste valg. Derfor er den her retssag, som er en af mange om de her falske vidneforklaringer, han har bestukket folk til at aflægge, et slag for ham lige nu, siger hun.

Selvom Berlusconis bedrifter højst sandsynligt havde været en dødsdom for en dansk politikers karriere, er det ikke nødvendigvis sådan i Italien, fortæller Eva Ravnbøl:

- Berlusconi deler befolkningen, som han altid har gjort. De, som holder med ham og støtter ham, synes, at alt det her med bunga-bunga fester, og hvad han laver, når lyset er slukket, er hans egen sag. Og resten af Italien siger bare: ”Mamma mia! Forsvinder han aldrig fra scenen? Skal han blive ved med at prøve at løse landets problemer? Nu har han prøvet i over 20 år, og det er aldrig lykkedes.”

Men Berlusconi har ifølge Eva Ravnbøl noget, som folket godt kan lide, fordi han har en form for karisma og er en self made man, der har klaret sig godt. Han har et forretningsimperium og ejer blandt andet tv-stationer, supermarkeder, byggefirmaer og mediehuse.

- Og så har han altså et eller andet, der appellerer til folk. Han vil lave den her liberale frigørelse. Han vil fjerne bureaukrati og sænke skatterne. Det har han hele tiden villet gøre. Venstrefløjen har spændt ben for ham, men nu skal det lade sig gøre den her gang i 2018.