Trump får britisk skældud for at dele islamkritiske videoer

Den britiske premierminister Theresa May kritiserer den amerikanske præsident, men afviser at trække besøgsinvitation tilbage.

USA’s præsident Donald Trump har onsdag videreformidlet tre opsigtsvækkende videoer på det sociale medier Twitter.

Optagelserne hævder at vise vold begået af muslimer. Blandt andet hævder en af videoerne at vise en 'muslimsk migrant', som med spark og slag angriber en 'hollandsk dreng med krykker'.

Videoerne er ikke verificerede og er delt fra en konto, der tilhører Jayda Fransen, der er næstformand i den ultranationalistiske gruppe Britain First.

Gruppen er optaget af at bekæmpe hvad de kalder islamisering af Storbritannien, og den anses af mange som meget kontroversiel.

Præsidentens beslutning om at dele videoerne har derfor medført kritik fra begge sider af Atlanten, og britiske politikere har krævet en undskyldning fra Trump, skriver nyhedsbureauet Reuters.

May: Forkert af præsidenten

En talsmand for den britiske premierminister Theresa May udtaler, at ”det er forkert af præsidenten” at dele videoerne.

- Britain First søger at splitte samfund gennem deres brug af hadefuld tale, der indeholder løgne og fyrer op under spændinger, siger talsmanden Jack Slack.

Flere oppositionspolitikere har på Twitter krævet, at en invitation til Trump om at besøge Storbritannien bør trækkes tilbage.

-  Han er ikke vores allierede eller ven. Donald Trump, du er ikke længere velkommen i mit land og i min by, skriver Labour-politikeren David Lammy.

Premierminister Mays kontor oplyser imidlertid, at invitationen til den amerikanske præsident ikke trækkes tilbage.

Det Hvide Hus nedtoner videoer

Donald Trump har ikke oplyst, hvorfor han har valgt at dele videoerne på sin Twitter-profil.

Flere repræsentanter fra Det Hvide Hus har dog forsvaret præsidentens handlinger.

Talskvinde Sarah Huckabee Sanders har nedtonet sagen og forklaret, at Trump ønskede at "promovere stærke grænser og stærk national sikkerhed".

- Uanset, om det er en virkelig video, så er truslen virkelig, og det er det, præsidenten taler om, siger hun.

En anden talsmand, Raj Shah, understreger, at præsidenten længe har sat fokus på øget sikkerhed og problemstillinger ved immigration, og at videoerne ikke adskiller sig fra dette.

- Der er aldrig et forkert tidspunkt at tale om sikkerhed og tryghed for det amerikanske folk, siger Raj Shah.

Islamkritiker jubler over Trump-deling

Nyhedsbureauet Reuters har onsdag været i kontakt med Jayda Fransen, som fortæller, at hun har videoerne fra forskellige steder på internettet, som er blevet delt på hendes profiler på sociale medier.

- Jeg er begejstret, og det viser, at præsidenten deler mit mål om at rejse opmærksomhed om emner som islam, siger hun til Reuters.

På sin Twitter-profil jubler hun tilsvarende over, at Donald Trump har delt videoerne med sine 44 millioner følgere.

- Gud velsigne dig, Trump! Gud velsigne Amerika, skriver hun .

Jayda Fransen blev for nylig tiltalt for 'truende, grove og fornærmende ord eller handlinger' under en tale, hun holdt i Belfast, skriver BBC. Hun skal for retten den 14. december.