Udland

Macron vil Frankrigs 'syge sexisme' til livs

Emmanuel Macron taler i anledning af FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.

Præsidenten ønsker blandt andet, at politiet skal udskrive bøder til dem, der kommer med nedsættende eller seksuelle tilråb til kvinder på gaden.

Lørdag blev FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder markeret verden over. Alligevel var det især én mand, der løb med opmærksomheden, nemlig den franske præsident, Emmanuel Macron. 

I en næsten time lang tale på præsidentpaladset i Paris kaldte han det franske samfund "sygt af sexisme" og erklærede, at det vil være "hans store målsætning" at bekæmpe vold mod kvinder i løbet af sin valgperiode. Det skriver The Washington Post.

Politi og hospitaler skal have fokus på vold

Præsidentens tale ramte lige ned i tendensen med at gøre opmærksom på overgreb mod kvinder, der blev udløst af en række skuespillerinders anklager med Hollywood-produceren Harvey Weinstein.

Præsidenten forstår ikke, hvad der foregår i landet. 

Caroline De Haas, feminist

Men Emmanuel Macron vil ikke bare gøre opmærksom på problemerne. I løbet af sin tale præsenterede han flere konkrete tiltag.

Han vil blandt andet have indført specialenheder på hospitalerne til at tage sig af ofre for vold, og det skal efterfølgende være muligt for kvinder at indsamle beviser for overgreb hos blandt andet læger og på hospitaler, uden at der er lagt sag an i det konkrete tilfælde.

Derudover vil han give politiet beføjelser til at udstede straksbøder, hvis der bliver råbt nedsættende om eller vist seksualiserende adfærd over for kvinder. 

Møder kritik

Præsidentens nye mærkesag har fået flere franske kvindeorganisationer til at juble. Men ikke alle. 

Den prominente franske feminist Caroline De Haas kritiserede efterfølgende Macron på Twitter for ikke at vide, hvor grelt det står til:

- Præsidenten forstår ikke, hvad der foregår i landet. Det er spredte foranstaltninger, nogle imødekommer vores krav, men uden økonomiske midler til at fuldføre dem, skriver hun.

Nabolandet misunder initiativerne

Mens de franske kvinder udtrykker sig frit om både Macron og landets problemer med sexchikane, ville formanden for det italienske underhus ønske, det samme var tilfældet i Italien. 

Hun brugte FN's mærkedag til at opfordre de italienske kvinder til at tage bladet fra munden.

- Weinstein-sagen har ikke inspireret kvinder til at tale frit om sexchikane eller overgreb her, som det har i USA og i andre dele af Europa, lyder det fra Laura Boldrini. 

- Jeg vil gerne tro, at det er fordi, det ikke foregår i samme omfang her, men jeg er bange for, at det ikke tilfældet, siger hun i håb om, at hun ligesom Emmanuel Macron kan sætte fokus på bekæmpe af vold mod kvinder.  

Vil ikke mistænkeliggøre alle

Flere af Emmanuel Macrons initiativer var allerede forventet i forbindelse med en lov, parlamentet skal behandle næste år.

Blandt andet en ny lavalder for hvornår mindreårige juridisk set kan give samtykke til sex. 

- Hvad der har været helligdomme, bliver en jagtmark, simpelthen fordi (mænd) kan bruge ... alder, myndighed, deres post eller bare tvinge andre, siger den franske præsident, der dog samtidig advarer mod, at Frankrig bliver et samfund, hvor ethvert forhold mellem mand og kvinde skal mistænkeliggøres.