Udland

Undergrundsstationer i London kortvarigt lukket

Meldinger om skyderi på metrostation i London viste sig at være grundløse.

Undergrundsstationen Oxford Circus i London blev fredag aften evakueret af bevæbnet britisk politi.

Politiet modtog anmeldelser om skud, men oplyser i en pressemeddelelse omkring 18.40, at der ikke er fundet tegn på hverken skyderi, gerningsmænd eller ofre.

Flere videoer på sociale medier viste mennesker, der flygter fra undergrundsstationen. Flere skrev, at de søgte tilflugt i butikker nær Oxford Circus.

Også den nærliggende Bond Street Station blev lukket af politiet. Begge stationer blev kort før klokken 19 genåbnet.

Londons Metropolitan Police opfordrede folk i nærheden af Oxford Circus til søge tilflugt i bygninger i nærheden og blive der. 

Blev behandlet som mulig terror

Metropolitan Police skriver i en pressemeddelelse, at man reagerede som var der tale om en terror-relateret hændelse i det centrale London.

En journalist fra BBC, Helen Bushby, var i området og beskrev, hvordan massevis af mennesker  flygtede væk fra Oxford Circus. Hændelserne i London sker på tilbudsdagen Black Friday, hvor mange mennesker er i byen for at shoppe. 

ifølge BBC-reporteren var der folk, der "skreg og græd", og kunder løb væk fra butikkerne i området, såsom Topshop på Oxford Street.