Tesla bygger verdens største batteri på under 100 dage
Tech-giganten har lagt sidste hånd på et gigantisk lithiumbatteri, der beskrives som verdens kraftigste.
Hvis vi ikke er færdige på hundrede dage, så gør vi det gratis. Sådan lovede Tesla's direktør, Elon Musk, efter virksomheden havde kastet sig ud i at bygge verdens største batteri i den australske delstat, Sydaustralien.
Nu er batteriet færdigt, og der er stadig tid til at teste det, inden de hundrede dage er gået den 1. december.
Batteriet er et såkaldt lithium-ion-batteri med en kapacitet på 100 megawatt, og det får strøm fra en vindmøllepark.
Det skal hjælpe med at sikre, at man undgår strømsvigt i Sydaustralien.
Stort strømsvigt satte gang i projektet
Delstaten sparkede kæmpebatteri-projektet igang, efter hele staten oplevede et strømsvigt i sommeren 2016. 90 forskellige bud på en løsning blev indsamlet, og Tesla vandt opgaven.
Der bliver brugt rigtig meget energi i sommermånederne, fordi det er så varmt, at folk skruer op for deres aircondition. Den australske sommer, der ligger i de europæiske vintermåneder, er lige om hjørnet.
Sydaustraliens premierminister Jay Weatherill har lovet, at batteriet er klar til sommeren.
- Mens andre bare snakker, leverer vi på vores energiplan og sikrer, at Sydaustralien er mere selvforsynende. Vi skaffer sikkerhed i strømforsyningen og billig energi til sydaustralierne her i sommer, skriver han i en pressemeddelelse.
Også Tesla direktøren ønskede sit eget hold og den australske delstat tillykke i et tweet.