Han anklages for at stå bag tusinders død og blev anholdt efter 15 års flugt
Ratko Mladic er tiltalt for at have hovedansvaret for drab på over 8000 bosniske muslimer. Onsdag falder der dom i sagen mod ham.
- Alle, som ønsker at forlade stedet, vil blive transporteret væk, store som små, unge og gamle. I skal ikke være bange – bare tag det roligt. Lad kvinderne og børnene tage af sted først… Ingen vil skade jer.
Sådan lød de umiddelbart forsonende ord fra de bosniske serberes general Ratko Mladic, da han stod overfor tusindvis af kvinder og børn i udkanten af den bosniske by Srebrenica.
Det var den 11. juli 1995.
Én af dem, der hørte ham, var Fadila Efendic – dengang en kvinde i trediverne.
- Nogle dage før begyndte vi for alvor at blive bange. Der var så meget skyderi i området. Jeg spurgte min mand, hvad der ville ske.
- Enten slipper vi ud herfra, eller også slår de os alle sammen ihjel, svarede manden.
De opholdt sig i 'dødens venteværelse'
På den serbiske Radio Beograd hørte de en bosnisk-serbisk general blive interviewet.
- Srebrenica er som et stort venteværelse. Alt, de kan gøre, er at sidde og vente på os. For vi kommer til Srebrenica for at afslutte vores opgave, lød det.
Få dage senere flygtede Fadila sammen med sin datter til en nærliggende FN-base.
- Jeg sagde til min mand, at han og vores søn skulle flygte. Men han kunne ikke forestille sig, at omverdenen ville lade noget ske med os. Jeg overbeviste ham om, at kun vi selv kunne hjælpe os. Så min mand og min søn forsøgte at flygte gennem skovene. Jeg har ikke set dem siden.
Fadila og hendes datter endte i en forladt batterifabrik, som var lavet om til flygtningelejr.
- Alle lå på gulvet. Gamle, unge, børn. I et hjørne var en kvinde ved at føde, og i et andet hjørne var en kvinde ved at dø. Jeg tror, hun døde af rædsel og skræk. En anden kvinde hængte sig selv, fortæller Fadila.
To dage senere blev hun og datteren kørt væk.
- Vi troede, at vi skulle dø. At vi blot ville blive kørt ned ad bakken – for at blive dræbt. Vi så flere døde mænd i vejkanten. Et sted så vi en større gruppe mænd blive ledt ind i et varehus. En af dem råbte mit navn. Jeg turde ikke vende mig. Vi var skræmt fra vid og sans.
Fadila kom frem til et sikkert område.
Over fem år senere fandt FN hendes mand. Eller rettere resterne af ham.
- Det meste af hans lig lå i en massegrav. Hans hoved blev fundet i en anden, fortæller hun.
- Fire år senere fandt de resterne af min søn. Det var to knogler fra hans ben.
Derfor foregik massakren i Srebrenica
Fadila Efendics søn og mand var blandt de 8000 bosnisk-muslimske drenge og mænd, som på fire dage blev henrettet af de bosnisk-serbiske soldater under den jugoslaviske borgerkrig.
Det var general Ratko Mladic, senere ofte omtalt i internationale medier som 'Slagteren fra Srebrenica', som stod i spidsen for de bosnisk-serbiske soldaters fremrykning mod Srebrenica.
På dette tidspunkt i krigen var byen udpeget som en såkaldt ’sikker zone’ af FN. Meningen var, at civile skulle kunne søge tilflugt i zonen – og være i sikkerhed.
I Srebrenica var en håndfuld hollandske FN-soldater ansvarlige for sikkerheden. Men de var få, og de havde ikke våben til at kunne stå imod den serbiske fremrykning. FN havde vurderet, at alene det faktum, at de var FN-soldater, ville afskrække de serbiske styrker fra at angribe. Det var en fejlvurdering.
I juli 1995 havde krigen varet i tre år og tre måneder. En alliance mellem kroaterne og muslimerne og deres miltære fremstød betød, at serberne mistede store områder i den vestlige del af Bosnien, og at de tabte deres område i Kroatien.
De bosniske serbere var i den grad presset geografisk og manglede ganske enkelt plads til de mange serbere, der var på flugt.
Som man kan se på kortet, lå det muslimske Srebrenica lige midt i det serbisk-kontrollerede område, ligesom de andre muslimske enklaver, Zepa og Gorazde, også gjorde.
I foråret 1995 udstedte den bosnisk-serbiske politiske leder, præsident Radovan Karadzic, en ordre kaldet Direktiv 7 til Mladic og hans soldater.
Den gav ordre om at adskille Srebrenica fra Zepa og gøre livet uudholdeligt for de bosniske muslimer i Srebrenica.
- Livet skal være ubærligt, og der skal skabes en fornemmelse af total usikkerhed, med intet håb om at kunne overleve for indbyggerne, kommanderede Karadzic.
Utålelige forhold inde i Srebrenica
I juli 1995 blev tilværelsen drastisk forværret i Srebrenica.
Befolkningen blev mere og mere desperate. Det bosnisk-serbiske militær gjorde alt for at forsinke konvojer med nødhjælp, mange sultede, og unge kvinder endte som prostituerede for at skaffe bare lidt penge til sig selv og familien.
Situationen var utålelig.
Huse blev brændt ned, flere kvinder voldtaget, og mænd myrdet. Overgreb, som de hollandske FN-soldater i enkelte tilfælde var vidner til.
Frygten for, hvad der yderligere ville ske, spredte sig blandt de bosniske indbyggere, og mere end 10.000 mænd valgte at flygte fra Srebrenica natten mellem den 11. og den 12. juli.
Kolonnen af mænd blev ledet af de mest garvede muslimske soldater, som havde været med til at forsvare området, inden det faldt i hænderne på de bosniske serbere. De begav sig ud på en lang og farefuld færd.
Det skulle vise sig at være indledningen til den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig.
På dette tidspunkt havde 40.000 bosniere søgt tilflugt og sikkerhed i Srebrenica. Nu blev de tvunget ud.
FN havde udråbt området til en sikker zone. Men den 11. juli 1995 var det det eneste, Srebrenica ikke var – en sikker zone.
De serbiske styrker havde omringet byen. De få hollandske FN-soldater var magtesløse.
Foruden styrkerne var også general Ratko Mladic, der beroligede kvinderne ved blandt andet at dele vand ud. Det viser optagelser fra serbisk tv.
Mændene endte på flugt
Mens Mladic delte vand ud til nogle få bosniske kvinder, havde op imod 10.000 muslimske mænd besluttet sig for at forsøge at komme ud af området og videre til det sikre område i og omkring Tuzla i det centrale/nordlige Bosnien-Herzegovina.
Kvinderne og børnene blev kørt ud af området.
Men i de efterfølgende timer og dage indfangede de serbiske styrker mere end 8000 drenge og mænd, og ifølge anklagen blev de henrettet og smidt i massegrave. Ifølge anklagen fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, ICTY, på ordre fra Ratko Mladic, som har nægtet sig skyldig.
Det lykkedes godt 3000 muslimske mænd at nå frem til Tuzla efter syv dages vandring gennem bjerge, ekstrem sommerhede og konstant i frygt for at blive opdaget.
Men mange nåede ikke frem.
8106 mænd blev dræbt.
I flere år efter massakren i Srebrenica dukkede massegrave jævnligt op i regionen. Internationale retsmedicinere arbejdede i dagevis med at afdække snesevis af lig.
Senere kunne CIA dokumentere en del af, hvad der var sket, da de præsenterede krigsforbryderdomstolen ICTY for afgørende satellitbilleder.
Hvem er Ratko Mladic?
Ratko Mladic blev født i 1943 i den lille serbiske by Bozinovic godt 40 kilometer sydøst for hovedstaden Sarajevo.
Ratko Mladic var den øverstkommanderende for de bosnisk-serbiske styrker under borgerkrigen i Jugoslavien.
Han voksede op i et miljø af intens nationalisme og en tradition for krig. Og da han fyldte to år, blev hans far dræbt af den stærkt nationalistiske kroatiske gruppe Ustase. Ustase kæmpede side om side med nazisterne i et område sydvest for Sarajevo.
Flere år senere forklarede han til en FN-kommandør i området, hvorfor han var så insisterende på at bekæmpe kroaterne.
- Min søn er den første af mange generationer, der faktisk kender sin far. Fordi der har været så mange angreb på det serbiske folk, kender børnene ikke deres fædre, fortalte Mladic.
Som serbisk nationalist hadede han også muslimerne, som under Det Ottomanske Rige kontrollerede det serbiske område og havde benyttet sig af ekstremt voldelige metoder for at undertrykke det serbiske folk og deres katolske tro.
Nød soldaterlivet
Den faderløse Mladic kom som 15-årig ind på det jugoslaviske militærakademi, hvor han blev færdiguddannet i 1965 – 22 år gammel. Herefter blev han medlem af det jugoslaviske kommunistparti, som langt de fleste gjorde, hvis de ville frem i verden og gøre karriere.
Den jugoslaviske hær var på det tidspunkt den fjerdestørste i Europa. Mladic blev udstationeret til delrepublikken Makedonien og gjorde karriere fra delingsfører til oberst og leder af en panserbataljon – og sidenhen chef for en brigade.
Tidligere soldaterkammerater husker den unge Mladic som en ’supermand’.
Han var nemlig god til at svømme, dykke og løbe og var en god skytte, skriver Der Spiegel.
I januar 1991 blev han næstkommanderende for et hærkorps i en anden delrepublik, Kosovo.
Da Jugoslavien var ved at falde fra hinanden senere i 1991, rejste Mladic til byen Knin, hvor han som general overtog kommandoen over den lokale serbiske hær under borgerkrigen med kroaterne.
Krigen i Krajina udløste kaos. Tidligere naboer kæmpede mod hinanden, militser udkæmpede blodige lokale kampe, og fordi de færreste havde rigtige uniformer, kom mange til at skyde deres egne, før det gik op for dem, at de var på den samme side. Det serbiske mindretals mål var at sætte sig på hele Krajina.
For Mladic var dette et soldaterliv, han nød. Han krydsede frontlinjen flere gange, hvor han vekslede mellem at bruge sine egne papirer og identitetspapirer fra kroatiske officerer, han havde kendt.
Selv en kroatisk soldat, som genkendte Mladic ved et checkpoint, lod sig overbevise om, at Mladic faktisk var den kroatiske officer, hvis papirer han brugte.
Ved en anden episode havde serbiske specialstyrker opgivet at demontere en større bombe i en bus. Mladic gik selv ombord i bussen og klippede ledningerne til detonatorerne over.
Historier som disse og mange andre var med til at cementere Ratko Mladics ry som en modig og uforfærdet kriger, der satte sit liv på spil for den serbiske sag.
Vejen til Srebrenica
I maj 1992 havde de bosnisk-serbiske ledere i den grad fået øje på Ratko Mladic, og de fik ham overført fra den jugoslaviske forbundshær til den bosnisk-serbiske hær.
Allerede tidligt i krigen lagde de bosnisk-serbiske styrker en jernring om Sarajevo. Byen ligger nærmest nede i en gryde omgivet af bjerge.
Serberne kontrollerede bjergene og dermed stort set hele byen.
- Den dominerende del af en væbnet konflikt er angreb, fortalte Mladic til en journalist fra New York Times og fortsatte:
- Jeg er en offensiv type, og det er en egenskab, som man sætter stor pris på i den øverste kommando for Den Serbiske Republik.
1425 dages belejring og snigskytterne
Belejringen af Sarajevo varede fra april 1992 til februar 1996.
1425 dage.
Serberne kunne holde Sarajevo i et jerngreb med 13.000 soldater forskanset i de omkringliggende bjerge. Herfra beskød de efter behag byen med artilleri, mortergranater, kampvogne og lette våben.
Og selvom den bosnisk-muslimske hær inde i byen rådede over adskillige tusinde soldater, kunne de ifølge en FN-rapport kun yde begrænset modstand. De havde væsentligt dårligere og svagere våben og led konstant af mangel på forsyninger.
Det mest frygtede våben, serberne rådede over, var deres snigskytter. For dem var byen det rene skydetelt. Fra de serbiske områder kunne de se ud over det meste af byen med 500.000 indbyggere.
De kunne dræbe så mange, de ønskede.
Indbyggerne var tvunget til at bevæge sig ud af deres boliger. For der manglede alt.
Strøm, vand, mad, diesel og andre af livets fornødenheder skulle hentes. Ofte måtte man ud flere gange om dagen, fordi varerne lige pludselig dukkede op det ene sted og så det andet.
Et ungt par blev symbolet på den vanvittige og blodige krig og på snigskytternes kyniske holdning til menneskeliv.
Bosko Brkic og Admira Asmic havde, ifølge CNN, været kærester, siden de var børn. Bosko var født af serbiske forældre, Admira af bosniske muslimer. Bosko boede i selve Sarajevo, mens Admira boede hos sine forældre i en lille serbisk landsby en halv times kørsel fra Sarajevo.
Den 19. maj 1993 forsøgte de sig. De ville bevæge sig ud af det bosnisk-muslimsk dominerede område, løbe over en bro og og nå frem til et serbisk kontrolleret område, hvorfra Bosko mente, at de kunne flygte videre ind i selve Serbien og i sikkerhed.
De nåede aldrig over.
Ifølge FN blev næsten 14.000 mennesker dræbt under belejringen af Sarajevo. Ud af dem var mere end 5000 civile.
Den bosniske regeringshær tabte mere end 6000 soldater, mens serberne mistede over 2000.
Datteren begik selvmord med Mladic' pistol
Mladic led også sine egne tab under krigen.
Det hus, han ejede sammen med sin bror udenfor Sarajevo, brændte ned i maj 1992.
Men den største ulykke skete, da hans datter Ana på 23 år begik selvmord den 23. marts 1994 i Beograd. Hun læste medicin og havde læst en meget kritisk artikel om sin far i et serbisk magasin.
- Mladic er båret af et raseri og en brutalitet og er uden tvivl ansvarlig for de forbrydelser, som hans hær begår, skrev forfatteren, der tidligere havde været redaktør af magasinet Folkets Hær.
Ifølge The Times, som i februar 2006 skrev en artikel om selvmordet, skød Ana sig med en pistol, Mladic havde fået som en præmie på militærskolen.
Mladic selv sagde til venner og bekendte, at Ana var blevet dræbt af hans fjender.
Selvmordet forandrede Mladic. Den anerkendte udenrigskorrespondent Janine di Giovanni hos The Atlantic snakkede med flere af dem, der kendte ham. En af dem sagde blandt andet:
- Han endte med at blive et blodtørstigt uhyre, lød det fra en af officererne, der ikke ønskede at stå frem med navn.
En anden topofficerer fortalte Newsweek:
- Nogle mener, at han blev nærmest sindssyg. Mladic havde to faser i sit liv – før og efter hans datter Anas død. Han kom sig aldrig. Han var en knækket mand.
Bomber mod serberne
Efter folkedrabet i Srebrenica i juli 1994 fortsatte kampene i Bosnien. Den internationale offentligheds vrede havde imidlertid nået et enormt niveau på grund af folkedrabet.
Og efter mere end 100.000 døde og over to millioner flygtninge satte NATO og FN ind med angreb mod de serbiske stillinger i Bosnien-Herzegovina.
Angrebet blev kaldt Operation Deliberate Force – 'Bevidst Kraft'.
Den største luftkampagne i nyere tid mod mål i Europa blev sat i værk.
400 fly blev indsat, og 5000 soldater deltog. Godt 300 bosnisk-serbiske mål blev angrebet – og de fleste blev ødelagt.
NATO-fly gennemførte flere end 3500 missioner og kastede over 1000 bomber.
I løbet af få uger ændrede disse offensiver krigsforløbet i Bosnien og tvang de bosniske serbere til forhandlingsbordet.
I efteråret 1995 mødtes de stridende parter og internationale repræsentanter til forhandlinger på en amerikansk luftvåbenbase i Dayton, Ohio. Fredsaftalen, som kom ud af disse forhandlinger, er blevet kendt som Daytonaftalen.
Den afsluttede krigen i Bosnien-Herzegovina.
Mladic var færdig.
15 år på flugt
Den politiske leder af de bosniske-serbere, Radovan Karadzic, forsøgte at fyre Ratko Mladic allerede i august 1995, men Mladic nægtede at gå af. Karadzic turde ikke gå videre. Han måtte indse, at Mladic havde kolossal opbakning i militæret og blandt de bosniske serbere.
Det var først, da præsident Biljana Plavsic kom til, at det lykkedes at fyre ham i november 1996.
Så gik Mladic delvist under jorden. Eftersøgt over hele verden – mistænkt for krigsforbrydelser.
Men ifølge BBC blev han i flere år beskyttet af en anden serbisk supernationalist, Serbiens præsident Slobodan Milosevic.
Mladic blev adskillige gange set i offentligheden.
Blandt andet på restauranter og andre offentlige steder i Serbien.
Det svirrede med rygter om, hvor Mladic befandt sig.
Anholdt i 2011
Men en hemmelig rapport fra den serbiske militære efterretningstjeneste blev lækket til den serbiske avis Politika i 2006.
Af den fremgik det, at Mladic indtil 2001, hvor Slobodan Milosevic blev anholdt, levede som en fri mand i Beograd. Efter Milosevics anholdelse gik Mladic endnu længere under jorden og gemte sig forskellige steder i Serbien og i den serbiske republik i Bosnien-Herzegovina.
Men i 2011 gik det galt.
Den lille by Lazarevo i Serbien vågnede op til noget af et særsyn om morgenen den 26. maj 2011.
Ifølge avisen Blic blev anholdelsen gennemført af over 20 betjente fra det serbiske specialpoliti i sorte uniformer, maskerede. Tilstede var også folk fra den serbiske efterretningstjeneste og repræsentanter fra ICTY.
Politifolkene slog til mod fire huse samtidig. Alle tilhørte de Mladic’ familie. Den intetanende Mladic var på vej ud i haven ved et af husene, da han blev overmandet af fire politifolk.
Han identificerede sig selv som Ratko Mladic og overlod de to pistoler, han havde på sig, til politifolkene.
Retssagen startede i 2011
Den 3. juni 2011 startede retssagen mod Ratko Mladic ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, Holland.
Ratko Mladic er ifølge anklageskriftet tiltalt for 11 forhold. Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelser af lovene om krigsførelse.
Nedenfor er de samlede anklager:
- Folkemord mod dele af den bosnisk-kroatiske og bosnisk-muslimske befolkning med det formål at fjerne disse to grupper permanent fra de områder, som serberne krævede som deres.
- Folkemord mod de bosniske muslimer i Srebrenica ved at dræbe mændene og drengene fra byen og ved at tvinge kvinderne, små børn og nogle ældre.
- Forbrydelser mod menneskeheden ved blandt andet at have myrdet, tortureret, slået og voldtaget bosniske muslimer og bosniske kroater.
- Udryddelse og drab på de to nævnte parter i de forskellige kommuner.
- Drab på bosniske muslimer i Srebrenica.
- Drab på civile i Sarajevo.
- Deportation af bosniske muslimer, bosniske kroater og andre ikke-serbere fra de forskellige kommuner.
- Deportation af bosniske muslimer, bosniske kroater og andre ikke-serbere fra Srebrenica.
- Terror og ulovlige angreb mod civile.
- Snigskyttebeskydning og granatbeskydning mod civile i Sarajevo.
- Gidseltagning af FN's militære observatører og andre fredsbevarende styrker.
Hvem der har hovedansvaret for, hvad der herefter skete i Srebrenica og Sarejevo, skal retten i Haag afgøre i disse dage.
Der afsiges dom i sagen den 22. november klokken 10.00 ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.
Artiklen bygger på information fra Srebrenica.org, icty.org, srebenicagenocide.wordpress.com, derspiegel.de, denstoredanske.dk, balkaninsight.com, worldatlas.com, BBC og CNN.
