BLOG: Det løber mig koldt ned ad ryggen, når de nævner Mladic’ navn
BLOG: Som ung journalist var krigene og rædslerne på Balkan et skifte i mit og mange andre mediefolks daværende liv og har været det lige siden.
Når jeg hører navnet Ratko Mladic, må jeg tilstå, at det løber mig koldt ned ad ryggen.
Og med dagens livstidsdom over den tidligere general er der sat et punktum i et kapitel i den blodige historie om borgerkrigene på Balkan i begyndelsen af 1990'erne.
Mladic blev kendt skyldig i medvirken til folkemord samt en række andre anklager - herunder forbrydelser mod menneskeheden.
Os, der arbejdede i Bosnien, oplevede de bosnisk-serbiske soldaters jerngreb om Sarajevo og byens flere hundredetusinde skræmte indbyggere, som hver dag måtte løbe mellem snigskytternes sigtebaner.
De udsatte sig på den måde for risikoen for at blive ramt af sprængstykkerne fra en mortergranat. Bare for at hente vand, brød, lidt få varer på markedet eller for at komme i skole og på arbejde.
Vi mødte kvinderne og børnene fra byen Srebrenica, som Mladic havde gjort fædreløse, men vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det, de fortalte, kunne være rigtigt. Det var lige før, vi ikke helt troede på dem – så frygtelige var deres fortællinger.
Fortsat ubesvarede spørgsmål
Der har næppe været nogen tvivl om udfaldet af retssagen mod Mladic.
Mange af hans højtstående officerkammerater er allerede dømt for deres roller – blandt andet i belejringen af Sarajevo og massakren i Srebrenica.
Det har været lang tid at vente for hans nulevende ofre.
Det er 21 år siden, krigen i Bosnien-Herzegovina stoppede. Efter næsten fire års krig, over 140.000 dræbte (antallet er omdiskuteret, red.), over en halv million sårede og 2,2 millioner flygtninge.
Der er stadig familier, som savner at få at vide, hvad der skete med deres kære. Amnesty anslår, at godt 10.000, hovedsageligt bosniske muslimer, stadig ikke er fundet. Mange kroater og serbere mangler også at få at vide, hvor deres familiemedlemmer er.
Krigen havde også danske tab
FN mistede 165 af sine soldater under selve borgerkrigen.
10 danske soldater mistede livet under krigene og umiddelbart derefter.
Dertil kommer, at hundredvis af danske FN-veteraner fra dengang stadig bærer rundt på traumer fra krigen.
Over 12.000 danske soldater var udsendt for FN med et meget svagt mandat under selve krigen. De havde ingen mulighed for at handle, hvis de var vidner til overgreb, voldtægter eller drab. Det bedste, de kunne gøre, var at udfylde en situationsrapport, som endte et eller andet sted i det militære bureaukrati i FN.
De var i realiteten magtesløse.
Mediefolkenes arbejde
I lyset af ovenstående kan det måske virke en smule patetisk at fortælle lidt om, hvordan det var at arbejde som journalist og fotograf i krigen.
Det, som ikke er patetisk, er, hvad vi oplevede som de primære mål for de serbiske snigskytter i Sarajevo.
Det var civilbefolkningen og så os, journalisterne fra hele verden, der ville fortælle historien.
Vi mødte også kvinderne og børnene, som med nød og næppe var sluppet ud af Srebrenica, mens deres mænd, brødre, sønner blev holdt tilbage og efterfølgende likvideret – det skete for flere end 8000 af dem.
Krigsforbrydelserne stod i kø
Alle sider i den forbandede krig begik krigsforbrydelser.
Det er der ingen tvivl om.
Men ifølge en rapport, som blev fremlagt for Krigsforbryderdomstolen i Haag, var serberne ansvarlige for hovedparten af overgrebene, mens kroaterne og de bosniske muslimer stod for et lavere antal.
I juli 1995 kørte jeg sammen med en af mine gode kolleger, Vaughan Smith, og hans daværende bosniske hustru fra Split i Kroatien til Tuzla i det nordlige Bosnien.
På alverdens redaktioner kom der stille og roligt flere og flere oplysninger frem om, at noget helt frygteligt var sket i den over tre år gamle borgerkrig.
Vaughan og jeg havde på det tidspunkt arbejdet tæt sammen i flere år. Han var tidligere kaptajn i den britiske hær og dermed en mand, jeg havde 100 procent tillid til. Jeg følte mig meget tryg over at arbejde sammen med en professionel soldat, som havde valgt journalistikken. Og som nu var én af verdens bedste krigsfotografer.
Selvom det absolut ikke var min første tur i krigen, var Vaughan væsentligt mere erfaren end jeg. Både i konflikten og krigen.
Turen frem til Tuzla foregik sjældent af normale veje. Krigen og frontlinjerne havde skåret sig ind i de normale ruter, og parterne havde bogstaveligt talt gravet nye veje ind i de mange bjerge på ruten.
Belært af tidligere erfaringer kørte vi i en pansret personbil. En ganske fornuftig model, fordi den på ingen måde så pansret ud. Det var rigtig godt, fordi de snesevis af checkpoints, man altid skulle passere, var erfaringsmæssigt lidt mere mistænksomme, hvis man kørte i en åbenlyst pansret bil.
Kvinderne og børnene
Da vi nåede Tuzla, begyndte vi at tale med kvinderne i den store teltlejr ved lufthavnen udenfor byen.
De fortalte stort set alle den samme historie.
At de var blevet tvunget ud af Srebrenica, at de var blevet adskilt fra deres sønner og mænd, og at de frygtede, hvad der var sket med dem.
Det er nok en journalistisk last at være mistroisk over, hvad man hører. Jeg selv havde simpelthen ikke fantasi til et forestille mig, at det, kvinderne fortalte os, kunne være rigtigt.
Da vi forlod Tuzla, var vi klar over, at alle kvinderne havde talt sandt.
Vi havde mødt resultatet af den mest modbydelige krigsforbrydelse i Europa siden 2. Verdenskrig.
Alle, der har oplevet krig, ved én ting – krigen forlader dig aldrig.
I dag blev der sat et punktum.
