Samuelsen retter skarp kritik mod Sverige efter dansk EU-nederlag
Sverige har svigtet det nordiske samarbejde, siger Anders Samuelsen efter afstemning om EU-lægemiddelagentur.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) langer ud efter Sverige, efter Danmark tabte kampen om at blive ny værtsnation for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
- Jeg er noget skuffet over svenskerne, siger han på vej ud fra afstemningen mellem EU-landene i Bruxelles til TV 2.
EU-agenturet gik i stedet til hollandske Amsterdam, der vandt i en lodtrækning over Milano i Italien.
Kan det ikke være, at svenskerne tænker mere europæisk end skandinavisk i deres valg?
- Nej, det tror jeg ikke, er tilfældet, siger Anders Samuelsen.
- Svenskerne svigter på rigtig mange felter. Det gør de i forhold til det nordiske samarbejde.
Skuffelse i Malmø
Skuffelsen har også bredt sig i den svenske by Malmø, der ligger tæt på København. Her ærgrer det en ledende socialdemokrat, at den svenske regering havde arbejdet tættere med den danske regering om at sikre agenturet.
Det vil have været til gavn for Malmø, mener Katrin Stjernfeldt Jammeh, formand for den socialdemokratiske gruppe i Malmøs kommunalbestyrelse.
- Egentlig er det her et meget bedrøveligt resultat. De nordiske lande er for små til ikke at samarbejde. Når vi lægger vores fælles tilgange til det sammen, så bliver vi meget attraktive og stærke på kompetence, siger hun til nyhedsbureauet TT.
- Fremover er vi nødt til at tage ved lære af det.
Udenrigsminister: Sverige svigter Malmø
Danmark røg ud i anden runde, hvor kun Amsterdam og Milano gik videre. Men den danske udenrigsminister er sikker på, at Danmark kunne være nået længere, hvis Sverige ikke havde stemt på Italien.
- De svigter Malmø ved ikke at være med til at bakke det danske agentur op og arbejde for det danske agentur, som ville have haft yderligere chancer for at komme helt til målstregen, siger han.
Hvis Danmark havde fået EU-agenturet, ville Copenhagen Towers i Ørestad i København huse agenturet. Knap 900 ansatte ville også følge med, hvilket ville føre til flere arbejdspladser tæt på Malmø.
- Det må være svært for den svenske regering nu at forklare sig, siger Anders Samuelsen.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der også var med under afstemningen i Bruxelles, havde også håbet på svenskernes støtte.
- Danmark var virkelig med og blev også belønnet. Men jeg havde da gerne set, at der var et nordisk sammenhold, fordi jeg har da også stået i situationer, hvor vi har kæmpet for svenske sager, siger hun.
Hun mener, at det havde været en fælles nordisk interesse, at agenturet var kommet til Danmark.
Skuffelse breder sig i Danmark
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som også deltog i forhandlingerne i Bruxelles, har udtrykt, at han er ærgerlig over, at Danmark ikke fik EU-agenturet.
- ... men vi kæmpede bravt, tilføjer han på sin Twitter-profil.
Tine Roed, som er direktør i Dansk Industri, har også kommenteret det danske tab:
- Der er ingen tvivl om, at vi i dag er skuffede. Vi havde meget gerne set, at EMA blev rykket til Danmark, og det er stadig vores opfattelse, at København var det stærkeste bud, hvis placeringen var sket alene ud fra objektive kriterier, skriver hun til Ritzau.
Også Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen, håbede på dansk sejr:
- Gang på gang er vi blevet bekræftet i, at København var et rigtig godt bud, og regeringen har med special envoy Lars Rebien i spidsen gjort en kæmpe indsats.
Agenturet er sammen med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed placeret i London. Men de skal begge have nye hjem, når briterne forlader EU.
Danmark nåede blandt top tre ved afstemningen mandag.