Udland

OVERBLIK: Disse emner er de tyske partier uenige om

Spørgsmålet om indvandring er blandt emnerne, der skaber problemer i de tyske regeringsforhandlinger.

De tyske regeringsforhandlinger er sent søndag aften brudt sammen, efter at det liberale parti FDP har trukket sig fra samtalerne.

Forhandlingerne består - ud over FDP - af den konservative CDU/CSU-alliance og Miljøpartiet De Grønne.

Her nogle af de emner, der skaber størst uenighed blandt partierne.

* Indvandring:

Flygtninge og migranter har været en af de mest højspændte diskussioner i Tyskland de seneste par år.

Kansler Angela Merkels (CDU) liberale politik på området har ført til, at over en million asylansøgere er kommet til landet siden 2015.

Det har skubbet mange vælgere til det yderlige højre, hvor partiet Alternative für Deutschland (AfD) har høstet frugterne.

CDU og CSU har lagt op til at sætte en grænse på 200.000 asylansøgere om året, og det ser Miljøpartiet De Grønne ud til at acceptere. Partiet står dog fast på sit krav om at sikre bedre muligheder for familiesammenføring.

* Klima:

Alle de involverede partier er enige om at sikre, at Tyskland formår at holde sit løfte om en nedskæring på 40 procent af landets CO2-udslip. De er dog uenige om, hvordan det skal gøres.

Miljøpartiet De Grønne mener, at kul samt alle biler, der kører på brændstof, skal fases ud frem til 2030. De andre partier er dog bekymrede for, hvad det vil betyde for den tyske bilindustri og dens ansatte.

* Europa:

Alle partierne ved forhandlingsbordet er for et europæisk samarbejde, men de er meget uenige om, hvordan samarbejdet skal fungere.

Miljøpartiet De Grønne er eksempelvis positivt stemt over for den franske præsident Emmanuel Macrons forslag om at indføre et stort fælles budget for landene i eurozonen. CDU er skeptisk, og FDP er direkte uenig i den idé.

I forhold til Tyrkiet har CSU lagt op til at sætte en stopper for al snak om, at tyrkerne kan blive en del af EU.

Miljøpartiet De Grønne mener til gengæld, at døren skal holdes åben, til når præsident Recep Tayyip Erdogan ikke længere sidder på magten i Tyrkiet.

* Skatter:

FDP ønsker at sænke skatten og vil blandt andet afskaffe den såkaldte solidaritetsskat, der blev indført i 1991 for at støtte det østlige Tyskland.

Miljøpartiet De Grønne ønsker flere investeringer i det offentlige.

Kilde: AFP.