Trump skyder mod senator i sexchikane-sag: – Hvor er hans hænder på det næste billede?
Senator Al Franken opfører sig upassende overfor kvinder, mener præsident Donald Trump.
Han røg selv i vælten, da en lydfil med ordene "grab them by the pussy" kom frem sidste år.
16 kvinder beskyldte ham samtidig for at krænke dem.
Alligevel langer præsident Donald Trump nu ud efter den demokratiske senator Al Franken for upassende adfærd i hans tid som komiker, før han trådte ind i politik.
Al Franken er blevet beskyldt for at krænke sin kvindelige kollega Leeann Tweeden under en tur til Mellemøsten, hvor de var afsted for at underholde de amerikanske tropper.
Her blev der blandt andet taget et billede af den daværende komiker, som rørte ved Leeann Tweedens bryster, mens hun sov.
- Billedet af Al Frankenstein tager sig virkelig dårligt ud og siger tusind ord. Hvor er hans hænder på billede 2, 3, 4, 5 & 6, mens hun sover?, skriver Donald Trump på Twitter.
Præsidenten følger op ved at referere til en vittighed om voldtægt, som Al Franken lavede i 1995, mens han skrev sketches for underholdningsprogrammet 'Saturday Night Live'. Her foreslog han en scene, hvor han ville give nyhedsreporteren Lesley Stahl fra CBS piller og tage hende med ind i et skab og voldtage hende.
- Og så tænker man på, at han sidste uge underviste alle, som ville høre om sexchikane og respekt for kvinder, lyder det fra Trump.
Præsidenten blev selv fanget på bånd i 2005 i en samtale med Access Hollywood-vært Billy Bush, hvor han snakkede om at forgribe sig på kvinder. Her sagde han, at han bare kunne tage kvinder, for når man er en stjerne, så kan man gøre hvad som helst.
Stak tungen ind i munden
Leeann Tweeden har først turdet fortælle sin historie nu, efter flere kvinder er stået frem og har fortalt om krænkelser i forbindelse med kampagnen #MeToo, som kommer i kølvandet på en række kvinders anklager om sexmisbrug fra Hollywood-produceren Harvey Weinstein.
Hendes historie fandt sted i 2006, hvor hun som flere gange tidligere var rejst til en amerikansk base for at underholde de amerikanske soldater.
Denne gang altså med den tidligere komiker og nuværende demokratiske senator Al Franken.
Her skrev han en sketch, hvor han skulle kysse Leeann Tweeden. Hun mistænke ham snarere for at være ude efter et kys end at ville underholde, så hun planlagde, at hun ville dreje hovedet i sidste øjeblik eller putte sin hånd over hans mund, så publikummet ville grine endnu mere.
Men Al Franken insisterede på at øve kysset inden, og til sidst gav hun sig.
- Han kom mod mig, tog sin hånd bag om mit hoved, maste sine læber mod mine og stak aggressivt sin tunge i min mund. Jeg skubbede ham straks væk med begge mine hænder og sagde, at hvis han nogensinde gjorde det mod mig igen, så ville jeg ikke være så rolig omkring det, siger Leeann Tweeden til radioen KABC, hvor hun i dag er morgenvært.
Da de skulle vise sketchen, gjorde hun som planlagt og vendte kinden til i stedet. Hun fortalte ikke nogen om episoden.
Men ifølge Leeann Tweeden stoppede det ikke der.
På hjemturen faldt hun i søvn, og det var her, at billedet, som det hele handler om, blev taget.
Stadig iført hjelm og uniform sidder Leeann Tweeden oprejst i en stol. Al Franken står bøjet ind over hende og kigger direkte i kameraets linse, mens han tager på hendes bryster.
- Du vidste præcis, hvad du gjorde. Du tvang mig til at kysse dig uden mit samtykke, forgreb dig på mine bryster, mens jeg sov og fik nogle andre til at tage et billede af det, selvom du vidste, jeg ville se det senere og skamme mig, skrev Leeann Tweeden.
Donald Trump afviser anklager – Al Franken undskylder
Al Franken har tidligere været kritiseret for sine grænsesøgende vittigheder i sin tid som komiker, men indlægget fra Leeann Tweeden har alligevel gjort indtryk på ham, siger han.
Derfor har han bedt om at blive efterforsket af senatets såkaldte etiske komite.
- Jeg respekterer kvinder. Jeg respekterer ikke mænd, som ikke gør. Og det faktum, at mine handlinger har givet folk anledning til at tvivle på det, det skammer jeg mig over, skriver Al Franken i et opslag på Facebook, hvor han undskylder til Leeann Tweeden for sin opførsel.
- Jeg ved ikke, hvad der foregik i mit hoved, og det er også lige meget. Der er ingen undskyldning. Jeg ser på billedet nu og er forarget over mig selv. Det er ikke sjovt. Det er fuldstændig uanstændigt, fortsætter han.
De 16 kvinder, som har beskyldt Donald Trump, har ikke modtaget nogen undskyldning. Udmeldingen fra det Hvide Hus er, at kvinderne lyver.
Samtidig har Donald Trump længe truet med at sagsøge dem, som anklager ham for at være krænkende.
Trusler, han endnu ikke har gjort alvor af.