Her er dommedagsflyet, der følger Trump på afstand, mens han er i Asien
De fleste kender nok Air Force One, USA's præsidents fly. Men et andet fly følger ham altid, når han rejser udenlands: 'Dommedagsflyet'.
Juleaftensdag 2009 landede præsident Barack Obama med Air Force One på Hawaii på Hickam Air Force Base, som deler landingsbaner med Honolulu International Airport. Med ombord på præsidentens ikoniske jumbojet var hans hustru, Michelle, og de to døtre, Malia og Sasha.
Familien ville tilbringe julen på Obamas fødeø, Hawaii, som de ofte havde gjort før. Den amerikanske presse, som altid følger præsidentens bevægelser intenst, var til stede i hobetal.
Hvad færre bemærkede var, at et helt særligt fly næsten samtidigt landede i Hilo International Airport, godt 300 kilometer derfra.
Flyet var det såkaldte ’Dommedagsfly’; eller som besætningen ombord foretrækker at kalde det, nemlig ved sit rigtige navn, ’Nightwatch’ – 'Nattevægteren'.
Flyspotterne kunne straks afsløre, hvilket fly det drejede sig om – især på grund af den karakteristiske bule på toppen af flyet lige over området, som normalt er forbeholdt 1. klasses-passagerer på kommercielle jumbojets.
Men det er langt fra det eneste helt særlige ved flyet. Det bærer nemlig også på en næsten otte kilometer lang antenne.
Nightwatch stod standby
Uanset hvor USA’s præsident befinder sig, skal han have adgang til at kunne kontrollere og i værste fald udløse USA’s atomvåben. Derfor følger dette helt særlige fly, en ekstremt avanceret militær kommandocentral skjult i en Boeing 747, USA’s præsident på længere rejser som den Donald Trump er i gang med i skrivende stund.
Så mens familien Obama nød vejret og Hawaii, stod hundredvis af militærfolk standby.
Over 100 af dem var besætningen på Nightwatch.
Klar til at huse præsidenten i tilfælde af en atomkrig. Som for eksempel det værste skrækscenario i øjeblikket, nemlig at Nordkorea beslutter sig for at affyre deres ultimative våben – atombomben.
Hvor Air Force One er komfortabelt og lækkert, er Dommedagsflyet et rent militærfly. Nightwatch er lang sikrere og langt bedre indrettet til at føre kommandoen over USA’s militær og, i værste fald, landets atomvåben.
Kæmpe setup bag kulissen
Nightwatch var også tæt på, da præsident Obama første gang besøgte København i 2009 i forbindelse med sin kampagne for at få de Olympiske Lege til Chicago i 2016.
Jeg ved ikke, hvor Nightwatch landede, muligvis var det i Frankfurt. Så mens Air Force One og Obama ramte asfalten i København, stod Dommedagsflyet klar nogle hundrede kilometer væk.
Der er et enormt setup bag kulisserne, hver gang en amerikansk præsident rejser udenlands eller langt fra Washington DC.
En større flåde af forskellige fly fragter alt fra præsidentens køretøjer, sikkerhedsvagternes biler, ambulancer, ofte helikoptere og kommunikationsudstyr. Flere hundrede militær- og sikkerhedsfolk fra Secret Service følger præsidenten overalt. Dertil kommer hans egen stab.
Han skal altid have adgang til maksimal sikkerhed og til at kunne styre landet og kommunikere døgnet rundt, verden over.
Derudover følges flyvninger med det store Boeing 747-præsidentfly altid af et backup-fly – samme type, blot med et andet nummer på haleroret.
Og så er der den hemmelige flåde af fly, deriblandt Nightwatch.
Militær kommandostation
Den almindelige Air Force One er udstyret med en lang række bekvemmeligheder, så flyvningerne er så behagelige som muligt for præsidenten, hans familie og den medfølgende stab og pressekorpset.
Fra dette fly kan præsidenten i et vist omfang kommunikere med sine øverste militære chefer og lede landet, også under en konflikt. Men Nightwatch er en fuldt udbygget ren militær kommandostation – en rå udgave af de bløde lædersæder i Air Force One.
Hvis præsidenten flyver med Nightwatch, får flyet i øvrigt automatisk kodenavnet Air Force One – navnet følger præsidenten.
Siden 1960'erne har militæret i USA bygget særlige fly, som kunne evakuere præsidenten i tilfælde af en atomkrig eller store kriser, så han kan udfylde rollen som den øverstkommanderende for de væbnede styrker, heriblandt for atomarsenalet.
De militære planlæggere vurderede under Den Kolde Krig, at de kommandocentraler, der lå i underjordiske bunkere, måske ikke ville kunne modstå et angreb med atomvåben. Det var grunden til, at de udviklede flyvende kommandostationer og kommunikationsplatforme.
De øverste militære chefer, præsidenten og medlemmer af regeringen skulle kunne arbejde med sikre kommunikationssystemer i flyet.
Flyene blev radikalt udviklet i 80'erne under Ronald Reagan, hvor man formulerede konceptet ’continuity of government’ – muliggørelsen af, at landets øverste ledelse altid kunne fungere.
Flyet var en afgørende del af atomafskrækkelsen, især over for Sovjetunionen. Selvom det skulle lykkes fjenden at slå til først med atomvåben, var Nightwatch garantien for, at USA kunne dirigere et gengældelsesangreb, der med stor sandsynlighed ville gøre en ende på vores civilisation, som vi kender den.
Dermed var atombalancen opretholdt.
Enhver fjende ville vide, at det ikke ville være muligt for dem at udrydde hele USA’s atomarsenal på én gang, og at præsidenten eller en af hans stedfortrædere fra netop Nightwatch ville kunne iværksætte et altødelæggende modangreb.
For at sikre det er flyet udstyret med en lang række helt særlige tekniske kapaciteter.
Klar døgnet rundt – kan flyve i dagevis uden at lande
Nightwatch kan også bruges i håndteringen af konventionelle konflikter og krige og voldsomme naturkatastrofer eller et meteornedslag hjemme i USA. Ifølge forbes.com kan den føderale beredskabsstyrelse FEMA i dag rekvirere flyet som midlertidig kommandopost.
- Hvis kommandocentrene på jorden i USA har et problem eller ikke virker, så letter vi med det samme, fortæller kaptajn W. Scott 'Easy' Ryder, som er chef for Nightwatch-flyene, til ABC News.
- Vi har altid et fly klar døgnet rundt, året rundt, siger kaptajnen.
Den formelle betegnelse er E-4B. Til daglig bruges flyet af USA’s forsvarsminister, når han er på rejse.
Ofte er det hold af pressefolk, som følger ministeren, også med på rejserne i flyet.
Det amerikanske luftvåben råder over fire fly af denne type. Prisen pr. fly anslås at være 1,5 milliarder danske kroner.
Alle fire fly er byggede, så de kan modstå konsekvenserne af et atomangreb. Således kan de modstå det, der kaldes EMP – Electric Magnetic Pulse – en voldsom bølge af elektromagnetisk energi, som kan ødelægge elektriske installationer, for eksempel i fly.
Alle ledninger på flyet er også beskyttede mod EMP. Selv flyets indtag af frisk luft til kabinen og cockpittet kan filtrere farlige radioaktive partikler fra et atomangreb.
Vinduerne i cockpittet beskytter piloterne mod EMP og livsfarlige mikrobølger – de er simpelthen dækket af den samme type glas, som findes i mikrobølgeovne.
Flyet kan holde sig i luften i flere døgn, fordi det kan modtage ekstra brændstof fra de snesevis af brændstoffly, som det amerikanske flyvevåben råder over. Det er testet til at kunne holde sig i luften mindst 150 timer, mere end seks døgn, så længe det får jævnlige forsyninger af brændstof, og at de smøremidler, der er overalt i de mekaniske dele, stadig fungerer.
Blandt andet den næsten otte kilometer lange antenne.
Flere kilometer lang antenne
Én af flyets specialiteter er, at det også kan kommunikere med USA’s atomubåde.
Det sker ved hjælp af en ekstremt lang antenne, der er placeret bagest i flyet. Den kan rulles ud og trækkes efter flyet. Når den er fuldt udrullet, har den en længde på næsten otte kilometer.
Fuldt udrullet kan den transmittere kodede beskeder til ubådene.
En anden speciel antenne er "bulen" på toppen af flykroppen, lige bag ved øverste etage på jumbojetten. Den indeholder en SHF-radioantenne – Super High Frequency – ifølge aviamagazine.com, som kan kommunikere med mange forskellige militære enheder.
Der er to besætninger til at flyve selve flyet, så de konstant kan afløse hinanden. Udover dem har flyet plads til 94 personer. Det er blandt andre 30 soldater, som bemander kampstationerne, militære ledere, præsidenten eller forsvarsministeren og deres topfolk.
Cockpittet er på det øverste dæk, bemandet med fire mand – to piloter, en flytekniker og en særlig plads til en navigatør.
I modsætningen til nye og moderne passagerfly er det et analogt cockpit.
Gammeldags cockpit
Der er ikke noget med for mange smarte computere og moderne teknologi, som er for følsomme overfor en EMP, som populært sagt kan smadre megen elektronik.
Hovedetagen er næsten 500 kvadratmeter stor. Den er opdelt i fem operationsområder.
Forrest er der et køkken og siddepladser til de stewards, der betjener flyets beboere og sikkerhedsvagter. Så er der et kriserum, som flyets beslutningstagere inklusive præsidenten kan bruge til møder med videolinks og alle de andre kommunikationsmuligheder. Der er også et almindeligt møderum, et område til kommunikationskontrol og et hvile/soverum med 14 køjer.
Og så – lige her til slut – er det måske værd at bemærke:
Russerne har selvfølgelig også sådan et fly!
