Udland

Britisk minister går af efter sag om møder i Israel

Udviklingsminister Priti Patel går af og undskylder for hemmelige møder om bistand til det israelske militær.

Den britiske udviklingsminister, Priti Patel, meddeler, at hun træder tilbage.

Efter et besøg i Downing Street 10 onsdag aften har Patel udsendt en erklæring om, at hun går af. Det sker efter, at hun har fået kritik for at holde møder i Israel, uden at hendes regering kendte til det.

Hun undskylder i et brev over for premierminister Theresa May og den øvrige regering.

- Jeg giver min uforbeholdne undskyldning til dig og til regeringen for det, der er sket, og jeg indgiver min afskedsbegæring, hedder det i brevet til May fra Patel, som er den anden minister, der forlader den britiske regering inden for en uge.

Pressede på for bistandsmidler til israelsk hær

Under en ferie i Israel i august havde Patel 12 hemmelige møder med israelske politikere - uden at hun informerede sin regering.

Derefter pressede hun på for at få sendt bistandsmidler til den israelske hær i Golanhøjderne, selv om det ville være i strid med britisk politik at give pengestøtte til den israelske hær i besatte områder.

Anden minister, der går af

Patel er en markant tilhænger af brexit og er populær i store dele af det konservative parti.

Det er den anden minister, som den britiske regering mister på kort tid.

I sidste uge forlod Michael Fallon sin post som forsvarsminister. Det var i kølvandet på en sag, hvor han er beskyldt for "upassende opførsel" over for en kvinde. Sagen lå 15 år tilbage i tiden.

Tirsdag blev Boris Johnson presset til at undskylde bemærkninger, som han har fremsat om en fængslet kvindelig nødhjælpsarbejder i Iran. Hans udtalelser siges at have forværret nødhjælpsarbejderens situation over for de iranske domstole.