Udland

24 timer hvor Trump gjorde det de færreste troede muligt

For præcis et år siden vandt Donald Trump det amerikanske præsidentvalg og chokerede verden. Her er beretningen om det døgn, der forandrede USA.

- Donald, det er Hillary.

Det var tidligt onsdag morgen den 9. november 2016, og Hillary Clintons rådgiver havde netop indtastet nummeret på Donald Trump.

Få minutter tidligere, klokken 01.35, havde nyhedsbureauet AP meddelt, at staten Pennsylvania var gået til republikanerne. Hillary Clinton vidste, at det var slut, men hun havde svært ved at tænke klart. 

Jeg vil gerne takke dig mange gange. Du var en god modstander

Donald Trump til Hillary Clinton efter valgsejren

- Tillykke, Donald. Godt gået, sagde hun så.  

- Jeg vil gerne takke dig mange gange. Du var en god modstander, lød det fra Trump i den anden ende af røret.

Resten af opkaldet huskede hun bagefter kun i brudstykker, fortæller Hillary Clinton i sin bog 'What Happened'.

Donald Trump komplimenterede hendes familie og kampagne, og sagde noget om, hvor svært opkaldet måtte være. Hun lovede at gøre hans overgang til præsident så gnidningsfri som muligt.

Så lagde de på.

Hillary Clinton, hendes familie og nærmeste rådgivere sad forstenede tilbage i hotelværelset på Peninsula Hotel i New York. De kunne ikke tro det.

For få timer siden havde hun været på vej til at blive USA’s første kvindelige præsident. Nu sad hun og så Donald Trumps sejrstale på tv. Hun havde ikke forberedt sig mentalt på, at det her kunne ske.

Få minutter derfra – foran Hilton Hotel - kunne kontrasten ikke være større. Her lyste et hav af røde 'Make America Great Again'- kasketter op i novembernatten, og kampråbene kunne høres flere blokke væk.

- USA, USA, råbte Trumps tilhængere euforisk, da sejren var hjemme.

På 24 timer var USA blevet forandret.

Med røde Trump-kasketter på var der jubel på valgnatten hos republikanerne, der fulgte resultaterne fra hovedkvarteret på Hilton Hotel i New York.

Tirsdag 8. november kl. 01.00, Grand Rapids, Michigan:

Det var natten før valget.

Klokken havde passeret midnat, men det så ikke ud til at påvirke de fremmødte i salen i Grand Rapids, Michigan.

Mange havde ventet siden klokken ni om morgenen for at være med Donald Trump det allersidste stykke af vejen. På trods af at deres kandidat var bagud i meningsmålingerne, var tilhængerne optimistiske.

- Han bliver vores næste præsident, lød det selvsikkert fra en af støtterne, Sarah Soudek, til New York Times.

Det var egentlig ikke meningen, Donald Trump skulle dukke op her i Michigan.

I løbet af de sidste 48 timer havde han i en hvirvelvind af en slutspurt rejst fra Florida til North Carolina, Pennsylvania og New Hampshire – gennem mange forskellige stater og flere tidszoner.

Den 70-årige præsidentkandidat virkede træt, skrev flere medier.

Men i sidste øjeblik havde hans rådgivere besluttet, at det var hér – i det amerikanske rustbælte - at hans kampagne skulle slutte.

Donald Trump på talerstolen i Grand Rapids, Michigan, i slutspurten til den amerikanske præsidentvalgkamp 2016.

Michigan havde ikke valgt en republikansk præsidentkandidat siden 1988, men Trump og hans kampagnestab håbede, at statens fabriksarbejdere, mange af dem tidligere demokrater, ville ændre på det faktum.

Og det var netop dem, Donald Trump talte til, da han langt om længe trådte ind på scenen klokken halv et om morgenen tirsdag den 8. november. 

- Det her er vores uafhængighedsdag. I dag slår den amerikanske arbejderklasse igen, sagde han, mens salen jublede.

Snart ville det vise sig, om han fik ret.

Tirsdag 8. november kl. 03.30, Westchester, New York:

Det var stadig mørkt, da hjulene på Hillary Clintons privatfly ramte landingsbanen i Westchester, New York, klokken halv fire om morgenen.

- Hillary, Hillary, råbte de fremmødte tilhængere, da Clinton smilende steg ud af det blå- og hvidmalede fly til tonerne af Katy Perrys ’Fight Song’.

500 dages heftig valgkamp var slut.

Den foregående aften havde hun stået foran flere end 30.000 mennesker ved Independence Hall i Philadelphia med et hav af Hollywood-stjerner og kendte politikere – inklusive Barack og Michelle Obama – ved sin side.

Michelle Obama og Barack Obama på scenen i Philadelphia sammen med Hillary Clinton.

Hun havde sluttet natten af i Raleigh i delstaten North Carolina, hvor Lady Gaga og Jon Bon Jovi sang duet.

Stemningen var god, og i flyet havde Clinton, Bon Jovi og kampagnestaben moret sig med at optage en video med tidens populære 'mannequin-challenge' (hvor man står fastfrosset i en bevægelse – som en mannequin – mens det kun er kameraet, der bevæger sig red.). Videoen sluttede med høje grin og teksten ”Stå ikke stille, stem".

Hillary Clinton havde ikke sovet i næsten 24 timer, men selvom hun var træt og udkørt, følte hun sig godt tilpas.

Meningsmålingerne så gode ud.

I Philadelphia havde præsident Obama givet hende et knus og sagt: ”Du har den. Jeg er stolt af dig".

Nu kunne hun ikke gøre mere. Og efter et kort bad i hjemmet i Chappaqua nord for New York tog hun og Bill Clinton hen for at stemme på den lokale skole.

- Det er en meget ydmyg fornemmelse, sagde Clinton, da CNN spurgte, hvordan det var at sætte krydset ved sit eget navn.

- Jeg ved, at der er så meget ansvar, der kommer med dette, og så mange mennesker har forventninger til valgresultatet... Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til det, hvis jeg er heldig nok til at vinde i dag, fortsatte hun.

Hillary Clinton og hendes mand, den tidligere præsident Bill Clinton, på vej ud fra Grafflin Elementary School i Chappaqua, hvor de afgav deres stemme.

Mens folk knipsede billeder, tog selfies og optog videoer, afgav Hillary Clinton sin stemme.

Klokken var 8.00 om morgenen.

Nu var det op til resten af vælgerne.

Tirsdag 8. november, kl. 11.00, Midtown Manhattan, New York City:

Donald Trump blev mødt med høje buh-råb, da han trådte ud af bilen.

- New York hader dig, lød det vredt fra én i den menneskemængde, der havde samlet sig foran Manhattans Public School 59, kun få blokke fra præsidentkandidatens hjem i Trump Tower.

Sammen med sin hustru Melania og datter Ivanka var Donald Trump mødt op for at sætte sit kryds.

- Svær beslutning, jokede han, da reporterne spurgte, hvem der fik hans stemme.

Donald Trump stemmer til præsidentvalget

- Vi ser, hvad der sker. Det bliver en interessant dag, sagde han.

Det sidste var der, på det tidspunkt, stadig ikke mange, der troede han fik ret i.

I de tidlige timer den 8. november så det ud til at blive Clintons dag.

Flere end 46 millioner amerikanere havde allerede afgivet deres stemme i USA’s tidlige stemmeafgivningssystem, og det lod til at være en smule i Clintons favør.

Tirsdag formiddag viste en New York Times-måling, at den tidligere udenrigsminister havde 85 procents chance for at vinde præsidentvalget. På den anerkendte valganalytiker Nate Silvers net-medie FiveThirtyEight lå hun på 71,8 procent.

- Millionæren – og nu kandidaten – har kun tilbage at håbe på, at offentlige og private meningsmålinger er forkerte, alt imens han søger efter et mirakel, skrev Time Magazine.

Men valgstederne var endnu ikke lukket, og dagen var kun begyndt.

Tirsdag 8. november, kl. 14.00, Javits Convention Center, Manhattan:

Det var en lun, solrig dag i New York, og på fortovet foran Javits Convention Center var der festivalstemning.

De mange fans havde medbragt klapstole, bannere og masser af 'I’m With Her'-merchandise. Selvom de havde ventet siden de tidligste morgentimer, og køen allerede strakte sig forbi flere blokke, var stemningen præget af forventningens glæde.

Hillary Clinton-støtter i Jacob K. Javits Convention Center i New York tidligt på aftenen, da humøret stadig var højt.

At komme ind til Hillary Clintons valgfest i Javits Convention Center med det symbolske glasloft over dem var ventetiden værd, mente de fleste. De var overbeviste om, at de i aften skulle høre sejrstalen fra USA’s første kvindelige præsident.

- Jeg er slet ikke nervøs, sagde Dan Hurd, der stod allerforrest, til det danske netmedie Kongressen.com. Han havde været der siden klokken fem om morgenen og så frem til at blive ”en del af historien,” som han sagde.

Få timer senere, på den anden side af Manhattan, ankom Hillary Clinton, hendes familie og nærmeste rådgivere til Peninsula Hotel på Fifth Avenue, kun en kort spadseretur fra der, hvor Donald Trump ville holde sin valgfest. For første gang i 70 år var begge præsidentkandidater samlet i New York.

Fremmødet var massivt, da Hillary Clinton ankom til Peninsula Hotel forud for valgfesten.

Charlotte, Clintons 2-årige barnebarn, var klædt i en kjole med et stort H efterfulgt af en pil, der pegede fremad – Clintons kampagnelogo.

Hun var en del af den tale, Hillary Clintons rådgivere var i gang med at lægge sidste hånd på. De havde forberedt to taler. Men det var sejrstalen, Clinton fokuserede på.

Den ville handle om det ’glasloft’, der nu var knust. Hun ville slutte af med at spole tiden tilbage til dengang, hendes mor var barn, og en kvindelig præsident virkede som en umulighed. Og hun ville tale direkte til den unge pige, der voksede op og blev hendes mor:  

- Selvom det kan være svært at forestille sig, så vil din datter vokse op og blive USA’s præsident, ville hun sige.

Tirsdag 8. november, kl. 18.30, Hilton Hotel, Manhattan:

De var bagud i meningsmålingerne, men det så ikke ud til at påvirke stemningen til Trumps valgfest på Hotel Hilton.

Da de første resultater rullede ind over Fox News-skærmen omkring klokken 19.00, var humøret i hotellets balsal højt.

Tilhængerne brød ud i jubel, da det stod klart, at Trump – som forventet – havde vundet Indiana og Kentucky, og der var høje buh-råb, da Vermont, ligeledes som forventet, gik til Clinton.

Trump-støtter jubler over de positive valgresultater.

Republikanere i røde kasketter gik rundt med store smil på læben, og unge fans tog selfies med den fremtrædende højreorienterede internetkendis Milo Yiannopoulos fra den såkaldte alt-right-bevægelse eller foran en stor kage formet som en virkelighedstro byste af Donald Trump. På scenen var to 'Make America Great Again'-hatte stillet frem i glasmontre på hver sin side af talerstolen.

- Jeg tror, han kan stå distancen, sagde Trump-tilhængeren John Antoniello fra Staten Island til Huffington Post, da klokken var 19.30.

Få minutter senere vandt Trump West Virginia.

Men i Trump Tower, hvor præsidentkandidaten holdt til med familien og de nærmeste rådgivere, var de stadig nervøse.

- Jeg har lige fået en besked fra en af hans rådgivere, der skriver: "Det ser ikke godt ud", skrev journalist Adam Nagourney på New York Times’ live-blog.

Trump skal vinde Florida for at nå Det Hvide Hus. Men at vinde Florida er ikke nok

Journalist, Adam Nagourney på New York Times' live-blog klokken 20.27

Nu var alles øjne rettet mod svingstaten Florida, hvor de tidlige målinger viste, at det ville blive tæt løb. Men klokken 20.30 var den stadig “too close to call".

- Trump skal vinde Florida for at nå Det Hvide Hus. Men at vinde Florida er ikke nok, skrev New York Times' reporter Adam Nagourney igen på live-bloggen klokken 20.27.

Der var stadig lang vej igen for ’Team Trump’, og de tidlige målinger fra Florida og andre vigtige svingstater var nervepirrende tætte.

Men så begyndte der at ske noget.

Tirsdag 8. november, kl. 20-22.30, Peninsula Hotel, Manhattan:

Hillary Clinton var gået i seng.

Ventetiden var ulidelig. Hun var udmattet og havde besluttet sig for at tage en lur.

Da hun vågnede, var stemningen på lavpunktet. Hun kiggede over på sin kampagnechef, John Podesta, der så bestyrtet ud.

Mens hun sov, havde hun vundet staterne Virginia og Colorado, men Florida, North Carolina og Ohio så nu ud til at være uden for rækkevidde.

Familie og venner havde samlet sig. Nogle bestilte whisky og is fra hotellets køkken.

Nu var der kun tilbage at håbe på Michigan, Wisconsin og Pennsylvania – stater, som demokraterne havde vundet siden Ronald Reagan. Det var dem, der var blevet døbt demokraternes ”fire wall”. En branddør, der skulle holde Trump ude og sikre Clinton sejren.

Der var stadig håb.

Scenen var klar til Hillary Clintons forventede sejrstale.

Tirsdag 8. november, kl. 21.00, Fox News’ studie, Manhattan:

Klokken var blevet 21.05, da Fox News-vært Chris Wallace vendte sig mod medværtinden Megyn Kelly og for første gang sagde på live-tv, hvad de fleste allerede tænkte:

- Jeg ser det nu som en mulighed, at Donald Trump kan blive den næste amerikanske præsident.

Jeg siger ikke, han vinder, folkens, men det er en mulighed

Chris Wallace, tv-vært, Fox News

Han sad i Fox News’ valgstudie, der lå på gadeniveau få blokke fra Trumps valgfest på Hilton Hotel. Udenfor havde tv-stationen sat store skærme op, hvor befolkningen kunne følge aftenens dækning. Fra studiet kunne Chris Wallace høre jubelbrølet fra Trumps tilhængere, da hans ord nåede ud til dem. Han vendte sig om og talte direkte til dem:

- Jeg siger ikke, han vinder, folkens, men det er en mulighed.

Tirsdag 8. november, kl. 21.30, Javits Convention Center:

Det samme budskab rullede over skærmen hos demokraternes valgfest i Javits Convention Center.

- Kan Donald Trump blive præsident? spurgte de i tv-stationens valgpanel, og man kunne nærmest høre et kollektivt gisp blandt de tusindvis af Clinton-tilhængere, der sad på gulvet i konferencecentret og så med.

Forhåbentlig vil vi stadig have Vestkysten, der kan trække Hillary igennem

Robert Weisz, Hillary-støtte

- Forhåbentlig vil vi stadig have Vestkysten, der kan trække Hillary igennem, sagde demokraten Robert Weisz forhåbningsfuldt til The New Yorker, mens han kiggede nervøst på skærmen.

- Jeg ved ikke. Jeg er ikke så sikker længere, lød det fra en anden Hillary-tilhænger, Lisa Baron.

På pladsen udenfor konferencecentret fortsatte resultaterne nådesløst med at tikke ind. Folk kiggede vantro på hinanden, og selv de stater, Hillary Clinton vandt, medførte ikke længere den samme jubel. 

Der var ellers linet op til en stjernespækket aften på den lille scene i midten af pladsen.

Men det begyndte så småt at gå op for folk, at det ikke ville blive den festaften, de havde regnet med.

Sangerinden Katy Perry gik på scenen klædt i en glitrende rød kjole og bekendtgjorde, at hendes forældre havde stemt på Trump.

- I aften stemte mine forældre på Trump. Men ved I hvad? Vi skal stadig alle sidde ved det samme bord til Thanksgiving, sagde hun.

Sangerinden Katy Perry på scenen til Hillary Clintons valgfest i Javits Convention Center i New York.

Der var kun spredte klapsalver.

Hos New York Times talte reporter Maggie Haberman med en af Trumps rådgivere.

- En Trump-medarbejder har lige sagt, jeg skal vænne mig til at sige det her: ”præsident Trump", skrev hun på mediets valgblog.

Kort forinden havde New York Times bekendtgjort, at Trump nu var favorit.

Den demokratiske ”fire wall” i Michigan, Wisconsin og Pennsylvania var stadig i spil, men det så mere og mere sort ud for Clintons præsidentdrømme.

Tirsdag 8. november, fra kl. 22.30, Trump Tower, Manhattan:

Klokken 22.27 tweetede Ivanka Trump.

- Ser stemmerne komme ind fra HQ (hovedkvarteret, red.), skrev hun og uploadede et billede af hele familien Trump, Mike Pence, hans kone og de nærmeste rådgivere. Deres opmærksomhed var rettet mod en tv-skærm, og de så spændte ud.

Men de alvorlige miner kunne ikke skjule, at Trumps vej til Det Hvide Hus snart så ud til at være sikret.

Kampagneleder Kellyanne Conway beskrev da også på et tidspunkt Trump som ”fuld af energi og optimistisk".

Han havde heller ikke grund til at være andet.

Omkring klokken 22.30 vandt han staten Ohio, og da det kort tid efter stod klart, at han også havde vundet North Carolina, gik tilhængerne foran Hotel Hilton amok i en tidlig sejrsrus.

- Lock her up, lock her up, råbte de euforisk om Hillary Clinton, da de fik resultaterne ind på deres mobiltelefoner.

En halv times tid senere så den også ud til at være hjemme i Florida – staten, som New York Times havde bekendtgjort, at Trump skulle vinde for at få nøglerne til Det Hvide Hus.

Trumps latinostøtter i Miami fejrer udsigten til sejr.

Nu var resten af verden også begyndt at forstå, hvor det bar henad, og aktiekurserne faldt med flere procenter fra Tokyo og Hong Kong til Wall Street og andre større markeder over hele verden.

Alle stater var endnu ikke blevet opgjort, da CNN’s Jake Tapper bekendtgjorde:

- Det var Donald Trump mod stort set alle eksperterne… det ser ud til, at Trump fik ret, sagde han.

Da det var omkring midnat, meddelte Fox News, at den nordlige stat Wisconsin, der ellers havde været demokratisk i flere årtier, også var gået til Trump.

Ingen havde endnu bekendtgjort det officielt, men alt pegede på, at USA’s næste præsident hed Donald Trump.

Foran Hilton Hotel var Trumps støtter ved at blive utålmodige.

- Call it, call it, råbte de.

Men egentlig var det ligegyldigt. For deres sejrsfest var allerede begyndt.

Onsdag 9. november, klokken 02.00, Javits Convention Center, Manhattan:

John Podesta så presset ud, da han trådte ind på scenen.

Hillary Clintons kampagnechef gik resolut hen mod talerstolen, der stod i midten af en del af scenen, der var formet som et stort kort over USA.

Nede i salen sad de Clinton-tilhængere, der endnu ikke var gået hjem, og kiggede tomt mod scenen.

Skuffelsen stod malet i ansigterne på de fremmødte.
Valgfesten fes ud for de mange fremmødte til Hillary Clintons valgfest.
Hillary Clinton-støtter i Javits Convention Center.

Flere var brudt grædende sammen.

- Folkens, jeg ved, I har været her i lang tid. Det har været en lang nat, og det har været en lang kampagne. Men vi kan vente lidt længere, kan vi ikke? begyndte Podesta med et svagt smil.

Tilhørerne i salen hujede og klappede, men det lød mere trist end opløftende.

Hillary Clinton ville ikke tale denne nat, fortalte Podesta. Hendes støtter måtte vente til i morgen.

- Der bliver stadig talt stemmer op, og alle stemmer gælder, fortsatte han.

Det så ud til, at Clinton ville vinde det samlede stemmetal. Men det stod nu smerteligt klart, at hun havde tabt præsidentvalget.

Onsdag 9. november, kl. 03.00, Trump Tower, Manhattan:

Donald Trump havde brug for et minut alene.

Han havde tilbragt det meste af aftenen i kampagnens hovedkvarter i Trump Tower, og han var nu på vej i elevatoren op til sin penthouselejlighed på de øverste etager sammen med Melania Trump.

- Han har brug for et øjeblik til at fordøje det hele, sagde en kilde fra kampagnen til ABC News.

Det er min store ære og mit privilegie at kunne introducere jer for USA’s kommende præsident, Donald Trump

Mike Pence, Vicepræsident, USA

I hovedkvarteret var folk ekstatiske, og kampagnefolk brugte ord som ”intens” og ”fyrværkeri”, når de skulle beskrive Trump Tower i de tidligste morgentimer den 9. november.

Kort før klokken kvart over tre onsdag morgen forlod den kommende præsident og hans følge endelig den gyldne bygning på Fifth Avenue.

Da den nu tidligere forretningsmand kørte ind foran Hilton Hotel, blev han modtaget af jublende tilhængere, der hang ud over afspærringerne på 6th Avenue og viftede med bannere og amerikanske flag.

Indenfor, i hotellets balsal, kunne Mike Pence kort efter sige de magiske ord, de alle havde ventet på:

- Det er min store ære og mit pivilegie at kunne introducere jer for USA’s kommende præsident, Donald Trump, sagde den nye vicepræsident, mens den tætpakkede sal brød ud i jubelråb og klapsalver.

Donald Trump med Mike Pence på scenen til republikanernes valgfest.

Til lyden af temaet fra filmen 'Air Force One' kunne Donald Trump omsider træde ind på scenen sammen med sin familie.

- USA, USA, råbte tilhængerne i balsalen.

Donald Trump strakte armene ud mod dem:

- Tusind tak. Undskyld jeg har ladet jer vente, men det var en kompliceret affære, jokede han, mens publikum hujede og piftede.

Han smilede og lavede en hurtig ’thumbs-up’.

"Hillary har ringet og lykønsket os"

- Jeg har netop modtaget et opkald fra udenrigsminister Clinton, fortsatte han. Mere behøvede han ikke at sige, før tilhængerne var klar med høje jubelråb. Han fortsatte:

- Hun lykønskede os - for det handler om os - med vores sejr.

På gulvet lignede publikum et rødt hav af 'Make America Great Again'- kasketter.

De klappede og råbte.

Morgenen var deres. Den var kulminationen på 24 timer, der forandrede USA for altid.

Gulvet i balsalen efter Donald Trumps valgfest.

Denne artikel er blevet til på baggrund af materiale fra 'What Happened' af Hillary Clinton, 'Glimt Af Et Præsidentvalg', red. Anders Agner Pedersen (Kongressen.com), Kongressen.comThe Guardian, The New Yorker, New York TimesCNNCBS NewsPeople.comHuffington PostWashington PostTime MagazineUS MagazineABC News.