Forsøg på at danne venstrefløjsregering i Island kollapser

Den Grønne Venstrebevægelses formand siger, at regeringsforhandlingerne gik frem, men de er nu brudt sammen.

De seneste dages bestræbelser på at danne en venstrefløjsregering i Island efter parlamentsvalget i forrige uge fører tilsyneladende ikke til noget.

Præsident Gudni Jóhannesson havde givet lederen af den Den Grønne Venstrebevægelse, Katrin Jakobsdottir, mandat til at forsøge at danne en regering.

Men forhandlingerne er brudt sammen, rapporterer tv-kanalen RUV.

Jakobsdottir har forhandlet med Piratpartiet, Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet.

De fire partier kan tilsammen mønstre 32 ud af 63 mandater i parlamentet.

Den Grønne Venstrebevægelse blev det næststørste parti ved valget 28. oktober.

Til RUV fortæller Katrin Jakobsdottir, at sammenbruddet i forhandlingerne er en stor skuffelse. Det var ellers forløbet fint, siger hun.