Udland

Debatten om Spanien raser i EU's hovedstad: - Disse udtalelser er uansvarlige

Efter åben kritik af Spaniens håndtering af krisen i Catalonien langer talsmand for det spanske regeringsparti nu hårdt ud efter belgiske politikere.

Der bliver skudt med skarpt mellem de spanske og de belgiske politikere.

Søndag kom den belgiske indenrigsminister, Jan Jambon, med åben kritik af den spanske regerings håndtering af krisen i Catalonien, og det har fået talsmanden for det spanske regeringsparti helt op i det røde felt:

- Disse udtalelser er uansvarlige og farlige for det nødvendige samarbejde mellem EU-landene, tordnede Esteban Gonzalez Pons, talsmand i Europaparlamentet for Partido Popular, det spanske regeringsparti.

- Et af de grundlæggende principper i EU er den gensidige tillid mellem medlemslandene, og hvis ministeren Jambon betvivler det spanske retssystem, så har ministeren uden tvivl en problematisk opfattelse af de europæiske demokratier, rasede den spanske politiker og talsmand.

- Nationalistisk og anti-europæisk

At den belgiske indenrigsminister udtaler sig til fordel for den catalanske selvstændighedsbevægelse er ikke overraskende, mener Gonzalez Pons. Jambon tilhører nemlig det flamske nationalistparti N-VA, som ligesom de catalanske separatister i Spanien er tilhængere af mere selvstændighed til den flamske region i Belgien.

- Jambon tilhører et nationalistisk og anti-europæisk parti, som er imod EU’s værdier. Dette parti har en fremmedfjendsk historie, de er imod lighed og imod flygtninge. Derfor ville det være ønskværdigt, at han (Jambon .red) ikke forsøger at belære et demokratisk land som Spanien.

- Hvad venter Europa på?

Under et interview søndag havde den belgiske indenrigsminister kritiseret den spanske regerings håndtering af krisen i Catalonien. Jambon stillede blandt andet spørgsmål til brugen af politivold under afstemningen for uafhængighed den 1. oktober samt fængslingen af først catalanske ledere og senere regeringsmedlemmer fra det catalanske selvstyre:

- Det er alle ting, der foregår i en europæisk stat, og jeg bemærker, at alle vælger at tie stille. Jeg undrer mig over, hvad Europa venter på for at udtale sig. Hvis det samme skete i Polen eller i Ungarn (som begge er i konflikt med EU for at bryde unionens grundlæggende værdier), så tror jeg, der ville have været en anden reaktion.

EU: - Vi blander os ikke

EU har igennem hele krisen holdt fast i, at det er et internt, nationalt anliggende, som Spanien skal løse selv. EU-landenes regeringer har alle bakket op om denne linje, men i Belgien er der nu flere og flere politikere, der åbent kritiserer den spanske regerings metoder.

Mandag formiddag bakkede N-VA-partiets formand, Bart De Wever, op om Jambons udtalelser og svarede skarpt igen på den spanske talspersons hentydninger til det flamske partis historie:

- Om man er enig eller ej med catalanerne er egentlig ikke det vigtigste. Men man spærrer ikke folk inde, bare fordi de udfører deres demokratiske ret. … Og til kommentaren om et partis fortid, så ville det klæde Partido Popular at tie stille. Der er stadig mange personer i partiet, som har en fortid i Franco-regimet, svarede De Wever med hentydning til det konservative, spanske partis historiske rødder i diktaturet under Franco.

- Rajoy har opført sig som Franco

Mariano Rajoy, den spanske premierminister, fik søndag også hård kritik fra Belgiens forrige premierminister og nuværende formand for socialistpartiet, Elio di Rupo:

- Jeg ville blive chokeret, hvis Puigdemont blev fængslet. … Selvom separatistlederen har misbrugt sin stilling, så har Rajoy opført sig som en autoritær frankist (tilhænger af Franco-diktaturet).

På Twitter fik det straks Gonzalez Pons til tasterne:

- Hvordan kan du være så ignorant, @eliodirupo? Ved du ikke, at dit parti PSOE (det spanske socialistparti, som sidder sammen med det belgiske socialistparti i Europaparlamentet) støtter de spanske dommere? Sådan opfører Spanien sig ikke mod Belgien, rasede han i et tweet.

- En forhenværende premierminister, @eliodirupo, burde være mere respektfuld med et land, der er en ven og en allieret. Desværre har han nu mistet al min respekt, lød det i et senere tweet.

Selvom debatten raser på sit højeste i EU’s hovedstad, så nægtede EU-kommissionens talsmand mandag fortsat, at EU vil blande sig i Spaniens ”interne problemer”.