Udland

Ny menneskeabe opdaget dybt inde i junglen - øjeblikkeligt den mest truede i verden

Tapanuli-orangutangen er nu den mest truede store menneskeabe i verden.

Hidtil har man troet, at der kun fandtes to orangutang-arter i verden. Men skovbrug og et nyt vandværk truer med at udrydde den nye art på årtier.

Dybt inde i den indonesiske jungle har forskere gjort et opsigtsvækkende fund, der nu måske betyder, at de biologiske lærebøger skal skrives om.

Hidtil har man nemlig troet, at der kun fandtes to orangutang-arter i verden - Borneo-orangutangen og Sumatra-orangutangen.

Men nu er en helt ny art af orangutanger blevet bekræftet af et internationalt forskerhold.

Pongo tapanuliensis eller Tapanuli-orangutangen, der lever på den nordlige del af øen Sumatra, har efter grundig forskning vist sig at adskille sig betydeligt fra de to andre arter.

Med kun 800 af de såkaldte Tapanuli orangutanger er arten den mest truede store menneskeabe i verden, siger forskere.

Allerede i 1930’erne var der meldinger om en anderledes orangutang dybt inde i junglen. I 1997 blev de anderledes orangutanger genopdaget, men det er altså først nu, forskere har fundet ud af, at der er tale om en ny art. Det fandt de ud af ved grundig dna-forskning.

- Jeg var overrasket over den forskel, der var på Tapanuli-orangutangen og Borneo- og Sumatra-orangutangen – både genetisk, morfologisk og adfærdsmæssigt, siger doktor Marina Davila-Ross, der er en del af det internationale forskerteam bag opdagelsen til The Guardian.  

På hjemmesiden Current Biology beskriver forskerholdet, hvordan de blandt andet har haft mulighed for at undersøge en død Tapanuli-orangutanghan, der blev dræbt af landsbyboere.

Hvis vi ikke tager de nødvendige skridt for at beskytte Tapanuli-orangutangerne, kan vi se deres opdagelse og udryddelse i vores levetid.

Dr. Benoit Goossens

Forskerne sammenlignede kraniet og kæberne fra Tapanuli-hannen med 33 andre han-orangutangers fra 10 forskellige instututioner i hele verden.

Og her fandt de blandt andet ud af, at Tapanuli-orangutangens kranie var mindre end de to andre arters.

Derudover har forskerne også konkluderet, at Tapanuli-orangutangerne har særegne kald og en distinkt farve hår med en anden tekstur.

Nyheden om en ny art menneskeabe er meget stor inden for videnskaben, fortæller Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden, WWF.

- Det er kæmpestort. Menneskeaber har altid været noget helt specielt, fordi vi selv tilhører dem. De er vores nærmeste slægtninge. Sidste gang man fandt en ny menneskeabe var med dværgchimpansen i 1929.

Ifølge generalsekretæren var der ingen eksperter, der troede, at man ville kunne finde flere menneskeaber, end de seks man i forvejen kendte til, skriver Ritzau. 

Øjeblikkeligt truet

Men med til offentliggørelsen af den nye art følger også en trist og alarmerende sidehistorie.

For med kun 800 af de såkaldte Tapanuli-orangutanger er arten den mest truede store menneskeabe i verden, siger forskerne, der har opdaget den.

Ifølge The Telegraph frygter forskerne, at Tapanuli-orangutangen uddør inden for årtier.

Her offentliggeøres den nye Tapanuli-orangutangart. Hidtil har man troet, at der fandtes to orangutang-arter i verden, Borneo-orangutang og Sumatra-orangutang.

Orangutangen bliver dræbt for deres kød, og samtidig er de nu truet af et forslag om et hydroelektrisk vandkraftværk, der vil oversvømme store dele af deres habitat.

 - Minearbejde, jagt, træfældning og menneskelig påvirkning truer alt sammen disse abers liv. Det er afgørende, at vi arbejder for at bevare skoven, for hvis vi ikke tager de nødvendige skridt for at beskytte Tapanuli-orangutangerne, kan vi se deres opdagelse og udryddelse i vores levetid, siger doktor Benoit Goossens fra Cardiff University’s School of Biosciences ifølge The Telegraph.

Forskerne bag opdagelsen af den nye art vurderer, at de tre orangutang-arter deler en fælles forfader, men at de for 3,4 millioner år siden begyndte at dele sig i forskellige arter.

De store menneskeaber er en gruppe af menneskelignende aber. Gruppen består af orangutang, gorilla, bonobo-chimpanse og chimpanse.