Udland

Trump peger på Powell som ny centralbankchef

Donald Trump og Jerome Powell. CARLOS BARRIA / Scanpix Denmark

Trump vil have bestyrelsesmedlem i den amerikanske centralbank til at overtage chefstolen fra Janet Yellen.

USA's præsident, Donald Trump, har som ventet nomineret Jerome Powell til posten som ny chef for den amerikanske centralbank.

Powell er "stærk, engageret og intelligent", siger Trump på en pressekonference torsdag aften dansk tid, hvor han offentliggør nomineringen.

Powell har vundet respekt på begge sider af det politiske spektrum, siger Trump, der opfordrer Kongressen til hurtigt at godkende den nominerede centralbankchef.

Han er i forvejen medlem af centralbankens bestyrelse.

Den nuværende centralbankchef Janet Yellens embedsperiode udløber til februar næste år.

Det var ventet, at Trump ville pege på den 64-årige Powell. Det er ligeledes ventet, at Kongressen vil godkende ham som Yellens efterfølger.