Sanktioner har ikke den store effekt på Nordkoreas styre - TV 2 fandt dansk sodavand

Busturen har varet i små to timer, da bussen drejer af hovedvejen mod Wonsan og ind på en idyllisk, men mennesketom rasteplads.

En bred dæmning regulerer vandstanden i den sø, der ligger for foden af bjergene, der knejser op til alle sider.

TV 2s hold er på vej i bus mod Nordkoreas østkyst, hvor vi blandt andet skal besøge en sommerlejr for børn og et solskinsramt skisportssted lidt højere oppe i bjergene. Formålet med turen er at få lov til at møde nogle af de lokale og forhåbentlig få deres syn på den globale konflikt, deres nation lige nu er centrum for.

Samtidig vil vi gerne se, hvordan de internationale sanktioner påvirker det lukkede land, der - i hvert fald officielt - er afskåret fra at importere langt de fleste ting.

Vi bestemmer ikke selv ruten. Det gør vores værter - det nordkoreanske sportsministerium. Det er de tre guider derfra, der helt og holdent bestemmer, hvad vi må filme, og hvad vi ikke må filme. Hvem vi må tale med og ikke må tale med. Hvor vores bus stopper. Og det er dem, der har besluttet, at vi nu skal køre ind på rastepladsen.

Fik serveret en Sprite fra Fredericia

Her er der mulighed for at købe kaffe og sodavand. Vel at mærke sodavand af mærker, der ikke burde være tilgængelige i et lukket land.

Forbudte mærker, der stammer fra USA. Men de to Sprite, vi får serveret, er ikke fra USA. Indholdet er produceret i Fredericia. Det står på dåsen, der desuden fortæller, at her er tale om en læskedrik, der kun indeholder naturlige aromaer, og som ikke er tilsat konserveringsmidler.

Disse oplysninger ville ikke give den store mening for en nordkoreaner, for de står på dansk. Dåsen, vi sidder med, er tiltænkt det danske marked, men er på en eller anden måde blevet smuglet ind over grænsen og er endt på en øde rasteplads et sted på hovedvejen mellem Wonsan og Nordkoreas hovedstad Pyongyang. Hvordan den er endt her, finder vi nok aldrig ud af.

- Vi har vores alternative metoder, fortæller Ju Jong Hyok, der er den ældste af vores guider i Nordkorea. Det er ham, der har arrangeret hele vores rejse. 

- Vi har vores egen måde at beskytte os selv på. Og vores egen måde til at udvikle vores økonomi.

Han fortæller samtidig om “gamle allierede”, der hjælper med at få ting så som udenlandske sodavand ind i landet. 

Han nævner ingen navne, men der er ikke så mange at vælge imellem. Hvis sodavanden skal have krydset grænsen til lands må den være kommet fra enten Rusland eller Kina. 

Dåsen er fremstillet på Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

TV 2 har været i kontakt med Kasper Elbjørn, som er pressechef for Carlsberg Danmark, og spurgt til den danske Sprite i Nordkorea.

- Det er pudsigt. Det har vi ingen forklaring på.

Kan du afvise, at Carlsberg har solgt sodavand til Nordkorea?

- Det kan jeg klart afvise.

Den grønne sodavandsdåse er et håndgribeligt eksempel på, at en hel stribe af FN-sanktioner mod Nordkorea ikke for alvor har sat en prop i transporten af varer over grænsen. Og sikkert er det, at sanktionerne ikke har fået regimet til at ændre strategi.

Årtier med sanktioner

Nordkorea har været underlagt en hel stribe af sanktioner i årtier. USA indførte sine egne tilbage i 1992. FN’s Sikkerhedsråd fulgte trop efter regimets første atomprøvesprængning i 2006. De blev suppleret af nye FN-sanktioner i 2009, 2013, 2016 og to stramninger i 2017.

Formålet har været at få regimet i Pyongyang til at indstille ambitionerne om at blive en atommagt. Det er som bekendt ikke lykkedes.

Eksperter har to mulige bud på hvorfor. 

Første teori er, at sanktionerne simpelthen ikke har ramt Nordkorea hårdt nok. At landet, som Ju Jong Hyok siger, har sine “egne veje”.

Pilen peger her på Kina og Rusland, der historisk set er allierede med Nordkorea, og som begge har en strategisk interesse i at fastholde uvenskabet mellem USA og Nordkorea.

De er ikke interesserede i, at landet åbner op og måske en dag bliver lagt sammen med Sydkorea, for det vil i givet fald betyde, at det amerikanske militær får direkte landadgang til den russiske og kinesiske grænse.

Derfor har de i vid udstrækning valgt at ignorere de sanktioner, de selv har været med til at indføre igennem FN-systemet. Varerne er derfor fortsat med at vælte ind over grænsen også livsvigtig kul og brændstof - og derfor har sanktionerne ikke for alvor kunnet mærkes.

Se også

Amerikansk forsvarsminister: Vi ønsker ikke krig med Nordkorea

En anden mulig forklaring er, at regeringen simpelthen er ligeglade. De ser stort på, at sanktionerne går ud over lokalbefolkningen og deres tilgang til selv de mest basale fornødenheder - for eksempel arbejder de fleste landmænd udelukkende ved håndkraft, fordi det er svært at skaffe maskiner - fordi det for dem er vigtigere med vold og magt at klamre sig til de højeste embeder fremfor at se deres landsmænd få en bedre tilværelse.

Uanset om årsagen primært skyldes den første eller anden forklaring, har alle nordkoreanere, vi møder, en holdning til sanktionerne. Alle vi spørger ved udmærket godt, at et samlet verdenssamfund har udtalt kritik af deres våbenprogram.

- Alle i vores land selv de små børn ved godt, at vi er ramt af sanktioner, fortæller vores guide.

Når vi spørger dem, vores guider giver os lov til at tale med, om hvordan sanktionerne påvirker dem i deres dagligdag, er svaret: Det gør de ikke i særlig høj grad. 

Stolte af selvforsyning

Nordkorea er et land, der bryster sig af at være selvforsynende. Landets første leder Kim Il-Sung grundlagde den lokale afart af kommunisme kaldet Juche - en ideologi, der lægger særlig stor vægt på national selvforsyning.

Det har siden grundlæggelsen været en del af deres ideologi, og er det stadig, hvad enten det så er af nød eller af lyst. Men når man ser sig om i hovedstaden Pyongyang, er der tydeligvis tale om en by, der har gennemgået en økonomisk optur i løbet af det seneste årti. Sanktioner eller ej. 

Højhusene er skudt op over alt, og når vi spørger vores regeringsansatte guider hvordan, lyder forklaringen, at Nordkorea har gjort det selv. Egne materialer, egne arbejdere. Uden hjælp fra omverdenen. Og omverdenens krav om at stoppe våbenprogrammerne ser de stort på. Det har sanktionerne ikke gjort nogen forskel på.

Se også

Ekspræsident Jimmy Carter vil rejse til Nordkorea og mægle

Og ser man på de små spor i Nordkoreas gader: En dansk Sprite, tyske biler i gadebilledet og japansk inventar på en lokal restaurant tyder det også på, at transporten af varer heller ikke er blevet stoppet trods løfter fra Kina og FN’s sanktioner.

For Nordkorea har tilsyneladende stadig sine egne alternative metoder.

Sådan arbejder vi i Nordkorea

TV 2’s hold er rejst til Nordkorea for at forsøge at dække den internationale krise og en række andre historier blandt andet det lokale maratonløb. Derfor er det Nordkoreas sportsministerium, der er vores officielle værter.

De har bestemt hele programmet ned i mindste detalje. Vi har undervejs mulighed for at komme med forslag til steder, vi gerne vil besøge og personer, vi gerne vil tale med. Det er dog helt og holdent nordkoreanerne, der bestemmer, hvad vi må se, hvem vi må tale med, og hvad vi må filme.

For alle de personer, vi taler med, gælder det, at de risikerer hårde straffe, hvis de taler imod Nordkoreas regime. Og alle bliver overvåget af vores guider, når de udtaler sig til os.

Det er derfor ikke muligt at arbejde på traditionelle journalistiske vilkår, og alle udtalelser skal ses i lyset af disse meget specielle arbejdsvilkår.