Udland

Fronterne trukket op i Spanien - vil fyre den catalanske ledelse

Den catalanske selvstyreregering vil senere komme med et modsvar.

Hvis det spanske senat i Madrid godkender aktiveringen af artikel 155 i landets forfatning, vil første skridt fra centralregeringen være at fyre den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, og ministrene i lokalregeringen.

Det fortalte Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, på talerstolen under et møde i senatet fredag formiddag, ifølge nyhedsbureauet AP. 

Mariano Rajoy sagde, at det, der sker i Catalonien, er:

- En klar overtrædelse af loven, demokratiet, af rettigheder – og det har konsekvenser.

Fakta om Catalonien

- Catalonien ligger i det nordøstlige Spanien ved grænsen til Frankrig.

- Indbyggere: 7,5 millioner catalanere ud af Spaniens befolkning på næsten 50 millioner.

- Hovedstad: Barcelona (1,6 millioner indbyggere).

- Sprog: Catalansk, der er et romansk sprog, som adskiller sig fra spansk.

- Økonomi: Catalonien er den rigeste og en af de mest veludviklede regioner i Spanien. Turisme, kemiske virksomheder, metalindustri, banker og handel vejer tungt.

- Regionen har eget parlament, regering og regionspræsident.

- En tredjedel af Spaniens turister holder ferie i Catalonien.

Fra talerstolen sagde premierministeren også, at de særlige beføjelser, regeringen vil få under artikel 155, ikke er ment som en fratagelse af rettigheder for de catalanske borgere, men som en beskyttelse af dem.

Med den seneste melding eskalerer konflikten mellem den spanske centralregering og selvstyreregeringen i Catalonien.

Det spanske senat mangler stadig at stemme om aktiveringen af artikel 155. Det sker ifølge Reuters klokken 14. 

Senere fredag mødes netop selvstyreregeringen for at diskutere deres næste træk i konflikten.

Partier i regionen, der ønsker catalansk uafhængighed, har fremlagt et beslutningsforslag om at udråbe republikken Catalonien, skriver Reuters.

Lang konflikt bag

Meldingen fra premierministeren er den seneste udvikling i en årelang strid mellem den spanske centralregering og den regionale regering i Catalonien om regionens status som selvstyrende. 

Artikel 155

* Artikel 155 giver regeringen mulighed for at tage "alle nødvendige foranstaltninger", hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen eller eksempelvis "handler på en måde, der er meget skadelig for Spaniens generelle interesser".

* Hvad det vil sige at tage "alle nødvendige foranstaltninger", er i artikel 155 ukonkret.

* Eksperter vurderer, at paragraffen i den verserende sag blandt andet kan bruges til at opløse Cataloniens regionale parlament og tage kontrol over det catalanske politi.

Striden eskalerede den 1. oktober, da over 90 procent af de catalanske vælgere stemte for at løsrive sig fra resten af Spanien.

Valgdeltagelsen var dog blot på 43 procent, og flere steder forhindrede de spanske myndigheder de catalanske indbyggere i at stemme.

Omkring 900 personer kom ifølge catalanske myndigheder til skade i kampe med politiet. Men tallet er stadig omstridt.

Den spanske Højesteret havde forinden erklæret afstemningen for forfatningsstridig. Og også den spanske konge udtalte sig negativt om afstemningen. 

Allerede lørdag oplyste den spanske premierminister på et pressemøde, at der ville komme valg i Catalonien i løbet af seks måneder, hvis den spanske centralregering valgte at aktivere artikel 155. 

Artiklen kan indskrænke eller ultimativt afskaffe Cataloniens selvstyre. 

Hvis det spanske senat godkender aktiveringen af artikel 155, træder den formelt i kraft lørdag.