Udland

Modemagasiner afbryder samarbejde med kontroversiel stjernefotograf

Efter rygter om at Terry Richardson har udnyttet modeller seksuelt, afviser modeblade at arbejde med ham. DANNY MOLOSHOK / Scanpix Denmark

Fotografen Terry Richardsen beskyldes for at udnytte kvindelige modeller seksuelt.

Modefotografen Terry Richardson har arbejdet med nogle af de største navne i musik- og modebranchen.

Hans billeder har prydet forsider verden over fra Vogue til Rolling Stones Magazine.

Når hans finger er på linsen, stilles der skarpt på kvindekroppen, der som regel bærer enten lidt eller slet intet tøj.

Men nu kan det være slut med forsider, som Terry Richardson står bag.

Det internationale mediehus Condé Nast International vil ikke længere arbejde sammen med fotografen efter beskyldninger om, at han udnytter modellerne seksuelt. Det skriver The Telegraph.

Han bruger mindreårige piger og manipulerer dem til at smide tøjet

Rie Rasmussen, model

Mediehuset laver internationale udgaver af 143 magasiner verden over – herunder de toneangivende GQ, Vogue og Vanity Fair.

Arbejder med Beyoncé, Lady Gaga og Miley Cyrus

I en mail sendt ud til mediehusets nationale afdelinger, opfordrer virksomhedens administrerende direktør James Woolhouse magasinerne til at afbryde samarbejdet med Terry Richardson.

- Condé Nast vil ikke længere arbejde sammen med fotografen Terry Richardson, lyder det i beskeden.

- Eventuelle aftaler, der er indgået med Richardson, eller billeder, der er taget men endnu ikke publiceret, skal destrueres eller erstattes med andet materiale, opfordrer James Woolhouse.

Den 52-årige New York-baserede fotograf har blandt andet arbejdet sammen med stjerner som Beyoncé, Lady Gaga og Miley Cyrus. Terry Richardsen instruerede eksempelvis musikvideoen til Miley Cyrus’ sang ’Wrecking Ball’ i 2013, hvor hun optrådte nøgen. En scene, som sangerinden senere har fortalt, hun fortryder.

Skuespiller og sangerinde Miley Cyrus fortryder musikvideoen med 'Wrecking Ball'.

Rygter har svirret længe

Det er ikke første gang, der svirrer rygter om Terry Richardsons adfærd. I 2010 stod en række kvinder frem og fortalte om episoder med fotografen, hvor han skulle have rendt nøgen rundt på settet og have udnyttet kvinderne seksuelt.

Samme år arbejdede den danske topmodel Rie Rasmussen sammen med ham under modeugen i Paris. Her forsøgte hun at konfrontere ham og skælde ham ud.  

- Han bruger mindreårige piger og manipulerer dem til at smide tøjet, så han kan tage nøgenbilleder af dem, som de senere skammer sig over. De unge piger er bange for at sige nej, fordi deres agenter har booket dem til jobbet, og de er for unge til at overskue det hele, sagde Rie Rasmussen til Ekstra Bladet.

Den danske model Rie Rasmussen mener, at Terry Richardson udnytter unge modeller.

Afviser rygterne

Terry Richardson afviser at have udnyttet kvinder, som en del af sit arbejde som fotograf.

- Jeg har aldrig udnyttet et arbejdstilbud eller en trussel om at klage til at tvinge nogen til at gøre noget, de ikke ville, skrev han i et indlæg til Huffington Post i 2014.

Beskyldninger mod Terry Richardson kommer i kølvandet på, at Hollywood-instruktøren Harvey Weinstein er anklaget for en række sexkrænkrelser i filmbranchen.

Flere end 40 kvinder påstår, at de er blevet udsat for overgreb og chikaneringer af Harvey Weinstein. Blandt dem er skuespillerinderne Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow.