Udland

Endnu en filminstruktør anklaget for sexkrænkelser – 38 kvinder står frem

Manuskriptforfatter og filminstruktør James Toback står blandt andet bag den Oscar-nominerede film ’Bugsy’ og senest ’The Private Life of a Modern Woman’.

Et tocifret antal kvinder anklager filminstruktør for sexchikane.

I kølvandet på de mange anklager om sexchikane, der den seneste tid er blevet rettet mod filmbossen Harvey Weinstein, er endnu en sag om krænkelser i filmbranchen dukket op i amerikansk presse.

Det drejer sig om den 72-årige manuskriptforfatter og filminstruktør James Toback, der nu også er blevet beskyldt for at have misbrugt sin stilling til at forgribe sig på kvinder det meste af sin karriere. Det skriver Los Angeles Times.

Intet mindre end 38 kvinder er stået frem.

- Alle vil gerne arbejde, så de finder sig i det. Det var også derfor, jeg fandt mig i det, lyder det blandt andet fra skuespilleren Echo Danon, der spillede med i James Tobacks film ’Black and White’.

Lokker med stjernestatus

Den amerikansk instruktør har ifølge beskyldningerne en helt særlig fremgangsmåde, når han finder nye ofre. I hvert fald går det igen i flere af kvindernes fortælling, at han har passet dem op på gaden og lovet dem en stjernebestøvet karriere.

Når de efterfølgende er mødtes med ham, er det endt i enten spørgsmål med seksuelle undertoner, eller at instruktøren har gnedet sig op ad kvinderne eller rørt ved sig selv.

- Han præsenterede det som om, at det bare var sådan, man gjorde, siger skuespillerinden Adrienne LaVally, der mødtes med filmforfatteren på et hotelværelse tilbage i 2008.

- Jeg følte mig som en prostitueret og en stor skuffelse for mig selv, mine forældre og mine venner. Jeg fortjente ikke at fortælle det til nogen.

Den 72-årige benægter dog alle beskyldningerne og siger, at han aldrig har mødt nogen af kvinderne. Og hvis han har, så har det ifølge ham selv kun været i få minutter.

Store konsekvenser

Til sammenligning er den udstødte filmmand Harvey Weinstein blevet sat i forbindelse med i alt otte sager om sexchikane, hvor han har indgået forlig. Og det har fået store konsekvenser for ham.

Han er blandt andet blevet forladt af sin kone, smidt ud af det firma, han selv har været med til at starte, og senest er han også blevet bortvist fra Oscar-akademiet.

Det øgede fokus på sexchikane i filmbranchen har fået flere til at stå frem. Også hjemme i Danmark, hvor sangerinden Björk for nyligt anklagede den verdenskendte filminstruktøren Lars von Trier for at have krænket hende.