Da den dræbende tåge lettede, var teatersæderne fyldt med døde sorte enker

Tamara Starkova har læst bogen bag musicalen, så hun ved med det samme, at noget er rivende galt.

På scenen står en soldat og skyder op i luften. Bevares, der er soldater i bogen, og derfor er det også naturligt, at der er soldater på scenen.

Men på det her tidspunkt i historien burde soldaten på scenen være iklædt en tysk uniform fra Det Tredje Rige.

Det er han ikke.

Derfor ved Tamara, at der er ved at ske noget. Hvad hun til gengæld ikke ved, er, at hun i løbet af tre dage bliver skudt i maven og mister det meste af sin familie.

Starkova-familien går ikke så tit ud. Siden Tamaras datter var lille, har den nu 16-årige pige lidt af højt blodtryk og et skrøbeligt helbred.

Hun elsker at danse, tegne og sy. Hendes lillebror, Sergej på 11 år, syntes ikke, det lød særligt sjovt at komme i teatret for at se en musical, så han er blevet hjemme og bliver i stedet passet af tanten.

Derfor er det Tamara Starkova, hendes mand og datteren, der onsdag den 23. oktober 2002 er taget i Dubrovka-teatret i det centrale Moskva for at se musicalen Nord-Ost.

Forestillingen er den første Broadway-lignende musical i landet, og billetprisen er skyhøj. Derfor er gæsterne også mestendels udenlandske turister og russere fra den øvre middelklasse. Samtlige 900 billetter er også denne aften revet væk.

Inden da har Tamara læst bogen bag musicalen, der handler om en stum, hjemløs dreng, der overlever to verdenskrige, belejringen af Leningrad og en polarekspedition for at vinde en smuk kvindes hjerte.

Derfor ved hun, at noget er helt forkert.

Den 42-årige børnelæge bliver helt stiv i kroppen.

Klokken 21.05 midt under den udsolgte forestilling i Dubrovka-teatret stormer 42 svært bevæbnede tjetjenske mænd og kvinder pludselig ind i salen og holder 912 teatergæster, skuespillere og servicepersonale som gidsler.

Deres krav er simpelt – komplet russisk tilbagetrækning fra Tjetjenien. 

I kølvandet på Sovjetunionens fald

Efter Sovjetunionen gik i endelig opløsning i 1991, dannede 15 tidligere stater i fællesskabet deres egne, selvstændige lande.

Det fik også Tjetjenien til at ønske selvstændigheden, men svaret fra Rusland var omgående et rungende nej.

Nogle af Ruslands vigtigste olie- og gasledninger løber gennem landet, der ligger ved Det Kaspiske Hav. Og dem ville Rusland bevare fuld kontrol over. 

Konflikten eskalerede og udviklede sig til to krige med over 200.000 døde til følge. Den anden krig var i fuld gang i oktober 2002.

- Ring til jeres kære og sig farvel

I teatersalen vender Tamara sig mod sin mand, der er politimand, og hvisker:

- Hvad sker der?

Han griner og driller hende med, at hun er tøset. Og da manden på scenen skyder op i luften igen, forsikrer manden igen sin kone om, at det er det, moderne teater handler om.

Men da manden på scenen hamrer kolben fra sit gevær ind i ansigtet på én af skuespillerne, stivner husbondens smil.

Hele salen bliver tavs. Ingen forstår, hvad der sker.

Tamaras mand vender sig stille mod hende og hvisker "terrorister".

Manden på scenen er den 25-årige tjetjener Movsar Barajev. Han fortæller den lamslåede sal, at de nu er gidsler, der kun vil blive frigivet, hvis Rusland går med til at trække sig ud af Tjetjenien.

- Ring til jeres kære og sig farvel, for I ser dem ikke igen.

Bag scenen lykkes det enkelte skuespillere og teatergæster at flygte ud af bygningen. Samtidig sidder folk i salen lamslåede tilbage efter meddelelsen.

Men så kommer bomben.

- Er I klar til at dø? Vi sprænger det her sted i luften, råber en af gidseltagerne.

En af de kvindelige gidseltagere, klædt helt i sort, sætter sig midt i salen ved siden af en bombe på omkring 50 kilo. Det udløser med det samme spredte skrig, for nu kommer det første bevis; alle kan blive dræbt på et splitsekund.

De kvindelige gidseltagere har bælter med sprængstof rundt om maven og skal bevogte gidslerne.

Tamaras datter begynder at græde. Hun forsøger at trøste hende og distrahere hende ved at fortælle gamle, sjove familiehistorier.

Når nogle af gidseltagerne i løbet af aftenen og natten skyder mod loftet, dækker Tamara og hendes mand datterens krop med deres egne.

Moskva på den anden ende

General Pronitsjev er under pres. Et så voldsomt angreb i Ruslands hjerte er uhørt, og alle chefer er hasteindkaldt.

Gaderne omkring teatret bliver hurtigt spærret af, og der bliver oprettet en kommandocentral. Pronitsjev, der er med i ledelsen for den russiske sikkerhedstjeneste FSB, får ansvaret for operationen, og han indser hurtigt, at han står over for en nærmest umulig opgave.

Præsidenten, Vladimir Putin, har gjort sin position lysende klar: Vi forhandler ikke med terrorister.

Efter tre timer får Pronitsjev langt om længe telefonisk kontakt med gidseltagernes leder, Movsar Barajev.

Barajev går med til at løslade omkring 150 gidsler -  børn, svagelige, ældre, gravide og udlændinge.

Men nærmest som har Movsar Barajev forudset, at de russiske myndigheder overvejer at storme bygningen, slutter han samtalen med ordene:

- For hver af os, I dræber, vil vi dræbe 50 gidsler.

Mystisk manifest delt verden rundt

Hvis de russiske myndigheder havde nogen som helst forhåbninger om at skjule angrebet for den internationale presse, er det væk nu.

For kort tid efter at tjetjenerne har indtaget teatret, udsender deres leder en video til pressen, hvori han med monoton stemme opridser gruppens manifest. I manifestet siger han blandt andet: 

Folk er ikke vidende om de uskyldige, der dør i Tjetjenien.

Derfor har vi valgt denne fremgangsmåde. Denne fremgangsmåde er for det tjetjenske folks frihed, og det gør ingen forskel, hvor vi dør, og derfor har vi besluttet, at det skal være her i Moskva.

Vi vil tage hundredvis af syndere med os i døden. Hvis vi dør, vil andre komme og følge os – vore brødre og søstre, som er villige til at ofre deres liv, efter Allahs forskrifter, for at frigøre deres nation.

Videoen bliver vist vidt og bredt og skaber uro. For det virker ikke til, at disse gidseltagere på nogen måde har tænkt sig at afvige fra deres krav.

Mystisk kvinde slipper igennem afspærringerne

Olga Romanova vil ind i teatret - ind til gidslerne. 

Den 26-årige kvinde, der stadig bor hjemme ved sine forældre, er overbevist om, at hun kan tale med gidseltagerne og overtale dem til at frigive nogle af gidslerne. Hvis ikke alle, så i det mindste kvinderne og børnene.

Mens hun har passet sit arbejde som salgsassistent i en parfumebutik, har hun fulgt med i nyhederne og hørt om den forfærdelige gidselsituation i teatret.

Da hun senere på aftenen sidder i festligt lag med venner, beslutter hun sig for, at der må kunne gøres noget.

Da hun fortæller moren om sin plan, tigger moren hende om ikke at tage af sted.

Men det er forgæves, 

Klokken 3.30 i ly af natten tager hun af sted. Hun kender området godt, og derfor lykkes det hende at snige sig gennem afspærringerne til Dubrovka-teatret, uden at politiet eller myndighederne opdager hende.

Første skridt af missionen er en succes.

Inde i teatret finder hun hurtigt frem til salen med terroristerne og gidslerne. Men så går det galt.

For terroristerne tror ikke på hende eller hendes historie.

Hun prøver at overbevise dem, men det er forgæves. Gidseltagerne er overbeviste om, at hun er en FSB-spion, der er sendt ind for at samle informationer til myndighederne.

Samtidig begynder Olga Romanova at opildne nogle af gidslerne til at gøre modstand mod gidseltagerne. Det skaber stor forvirring i salen.

- Hvad er I bange for, hvorfor sidder I bare her og lytter til dem? Han er bare en klovn, og det hele er en stor farce, råber Olga Romanova.

Til sidst får en af gidseltagerne nok af snakken. Han trækker Olga Romanova ud af en sidedør i teatersalen og retter sin AK-47 mod hende. Han trykker tre gange på aftrækkeren.

Hun er død på stedet.

- Chef, jeg kommer ikke på arbejde i dag

Inde i salen kan Tamara tydeligt høre de tre høje knald. Stemningen i salen bliver trykket.

Rundt omkring i hjørnerne kan man høre folk tale lavmælt. Gidseltagerne har nemlig med vilje ikke samlet mobiltelefoner ind, da de stormede teatersalen, og derfor er mange nu i kontakt med deres pårørende og myndighederne.

Det er en bevidst taktik fra gidseltagernes side, fordi de ønsker mest mulig omtale af angrebet for at lægge pres på den russiske regering.

Tamara bliver optimistisk, da hun får lov til at bruge sin telefon. Så optimistisk, at det første opkald, hun foretager, er til sin arbejdsplads. Hun fortæller, at hun ikke kommer ind på job dagen efter, fordi hun sidder fanget i teatret.

- Hvordan i alverden kom du derind? Lyder det i den anden ende af røret.

- Jeg købte en billet, svarer Tamara Starkova.

Forhandlinger i hårdknude

Ude i myndighedernes kommandocentral har Pronitsjev også hørt de tre skud, der dræbte Olga Romanova.

Han har beordret sine mænd til at få sneget kameraer ind i bygningen, og selvom det er lykkedes, viser billederne kun salen og ikke områderne omkring.

Da Pronitsjev derfor ikke kan finde ud af, hvad der er sket, går han videre med at udtænke sin plan.

Imens er flere nødhjælpsorganisationer ankommet, og klokken lidt over otte torsdag morgen får to læger fra Læger Uden Grænser, to nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors og seks russiske parlamentsmedlemmer adgang til salen.

I løbet af dagen får de nogle gidsler og liget af Olge Romanova med ud, men ellers står forhandlingerne i stampe.

Gidseltagerne vil tale med en repræsentant for landets præsident. Men det er udelukket, lyder den klare ordre fra Putin.

De Sorte Enker

En stank breder sig i salen.

Det er lykkes en række gidsler at flygte gennem et vindue på et toilet, og derfor har gidseltagerne nu bestemt sig for at holde alle personer i den store teatersal.

De bliver tvunget til at bruge orkestergraven som toilet – mænd til venstre, og kvinder til højre.

Maden er også ved at slippe op. Den chokolade og det tyggegummi, der er tilbage fra bygningens kantine, bliver smidt rundt mellem gidslerne, når deres vogtere har tid og lyst.

Det fylder Tamara med vrede. ’Vi er ikke hunde’, tænker hun og forbyder datteren at række ud efter almisserne.

- Lad være med at nedgøre dig selv. Hvis noget af det lander i dit skød, kan du spise det, men ellers skal du lade det være, formaner hun. 

Imens er flere af gidseltagerne begyndt at give interviews til russisk fjernsyn. Blandt andet taler medierne med en af de kvindelige gidseltagere, der afslører, at mange af kvinderne er højtuddannede.

Og så fortæller den sortklædte kvinde, at de fleste af kvinderne, der er med i aktionen, har været gift med tjetjenske oprørere, der er blevet dræbt i kamp med russiske soldater.

Det får medierne til at døbe kvinderne ’De Sorte Enker’.

Og enkerne er meget anderledes end mændene.

For mens mændene løber rundt, råber og med mellemrum skyder op i luften, er kvinderne høflige, når de spørger om ting.

Tamara taler med en af kvinderne, der har mistet sin mand og sit barn, og Tamara tænker, at enhver mor i sådan i situation vil være i stand til at gøre, som kvinden gør.

I løbet af et døgn, vil hun vide, præcis hvordan det føltes at være i kvindens situation.

Stilstand

Viserne slentrer i ring på urskiven, og der er stadig ingen udsigt til en løsning. General Pronitsjev arbejder på højtryk med alle de kendte russere, der kontakter operationsledelsen og tilbyder at forhandle med gidseltagerne.

Både den tidligere præsident Gorbatjov og den kendte journalist Anna Politkovskaya tilbyder sig i flokken.

I løbet af dagen lykkes det at få frigivet nogle få ekstra gidsler. Men der er ingen store fremskridt, og det virker, som om tingene går i ring.

Det er derfor heller ikke den største overraskelse, da endnu en person, en mand, bliver skudt, efter han er gået gennem politets afspærring og ind til salen med gidslerne.

Det er fredag aften, der er gået 48 timer, og der er ikke fundet en løsning endnu. 

Imens general Pronitsjev tænker, får han en melding om, at gidseltagernes leder nu endegyldigt er ved at miste tålmodigheden og truer med at henrette gidsler, når klokken slår midnat.

Det er er der kun få timer til. Pronitsjev er nødt til at give dem noget lokkemad, noget, der kan få dem til at tro, at de er på vejr mod at få deres krav mødt.

Han fortæller derfor gidseltagerne, at det russiske styres repræsentant i Tjetjenien er på vej og vil komme ind i salen klokken 11 næste formiddag. Det dæmper gemytterne.

Pronitsjev har en plan klar – de russiske myndigheder er nødt til at storme teatret og befri gidslerne.

Men hvordan skal han gøre det, uden at en af de sorte enker udløser en selvmordsbombe og får hele bygningen til at styrte sammen? Fra sine eksperter og fra vidner i salen hører han, at der er mere end 25 bomber i teatret og mere end rigeligt sprængstof til at omdanne bygningen til en bunke ruiner.

Hvad skal han gøre?

Pludselig kommer en af militærrådgiverne med et kontroversielt, men effektivt forslag.

Forslaget går ud på at smide bedøvelsesgas ind i salen og på den måde paralysere gidseltagerne. På den måde kan de få afsluttet angrebet, uden at gidseltagerne kan styrte teatret i grus.

Gassen, der skal bruges, er opiumsbaseret Fentanyl, som formentlig blev udviklet af KGB under Den Kolde Krig. Den bliver ofte brugt i kombination med andre medikamenter til at bedøve patienter før operationer.

Men det er ikke uden problemer at bruge gassen. For det er svært at dosere gassen, når den skal bruges på så stort et lokale, fordi det ikke er ligetil at fordele den jævnt.

Alligevel bliver planen vedtaget.

Om mindre end 10 timer er 170 personer døde.

Et blødende skudsår

Apatien rammer nu for alvor Tamara og hendes familie. Hun og manden er stoppet med at beskytte datteren, når gidseltagerne med mellemrum skyder rundt i lokalet over deres hoveder.

De har næsten ikke fået noget at spise eller drikke, og Tamara tænker, at det er ligegyldigt, om de er levende eller døde. Gidseltagerne kan bare sprænge dem i luften, det hele er lige meget.

Men ud af øjenkrogen ser Tamara pludselig en mand bevæge sig hurtigt gennem den store sal. Og det skal vise sig at blive skæbnesvangert for hende.

Manden er 30-årige Denis Gribkov, og han kan går i panik. Det hele skal løses eller i det mindste have en ende.

Han hopper over flere sæderækker i et desperat forsøg på at nå frem til den sorte enke, der sidder og bevogter den store bombe midt i salen.

Panikken breder sig lynhurtigt, og Tamara er skræmt. Det ser hendes mand.

I en pludselig kraftanstrengelse kaster han sig mod Denis Gribkov for at stoppe ham. De to mænd kæmper og forsøger begge at overvinde den anden.

Alle ser lamslåede til.

Og så kommer lydene. 

Tamara ser op og kan opfange, at en af gidseltagerne har skudt efter Denis Gribkov. Men han ser ikke synderligt skadet ud.

Så ser Tamara en mand, der ser ud til at være blevet ramt af de vildfarne skud. 

Det er først på det tidspunkt, det går op for hende, at blodet flyder ud af hendes torso. Hun er blevet skudt i torsoen, og nu har hun desperat brug for akut lægehjælp, hvis hun skal overleve.

Men det er ikke de tanker, der fylder i hendes hoved. I stedet tænker Tamara, at hun med stor sandsynlighed vil dø, men det er godt – for så kan hendes datter måske få lov til at forlade teatret med hendes lig.

Det næste, Tamara opfatter, er hendes mands brøl af raseri. Noget af blodet fra Tamaras skudsår er sprøjtet over på datterens ansigt, og nu tror manden, at hun er død.

- I tjetjenske svin, I har dræbt min datter.

Men hurtigt tørrer datteren blodet væk og beroliger sin far, mens de begge kigger på Tamaras blødende sår i maven.

Denis Gribkov bliver taget med ud af salen. Myndighederne finder senere hans lig med flere skudhuller.

Gidseltagerne er med det samme klar over, at de har begået en fejl. De har lovet at vente med at skyde gidsler, til de har talt med repræsentanten. 

De får kontakt til redningspersonale, der snart er på vej for at hente Tamara ud, så hun kan få livreddende behandling. Hun spørger, om hun måtte få sin datter med ud, og gidseltagerne siger ja.

Nu er der håb. Endelig.

Da hun ligger på båren på vej ud af teatret, græder både hun og manden. De holder hinanden i hånden, og Tamara ved, at det er sidste gang, hun ser ham.

- Farvel. Jeg elsker dig, er det sidste, hun siger, inden hun sammen med parrets ældste barn bevæger sig mod friheden.

Men noget er galt. Helt galt.

For da de når til bygningens udgang, skifter gidseltagerne mening. Datteren må ikke komme med, og Tamara er tvunget til, stærkt svækket og blødende, at forlade sin familie.

Det sidste, hun husker, er synet af datterens ryg, da hun bliver ført tilbage til helvedet i teatersalen. Så overtager hysteriet, gråden og til sidst bevidstløsheden.

Den dræbende dis

Tssssssssssssssscccchhhhhhhh…

En grå dis strømmer ind i salen.

Hvad er det, hvad sker der? Gidslerne og deres fangevogtere er lige undrende og bange.

Klokken 05.45 sætter general Pronitsjev sin plan i værk. Den bedøvende gas bliver pumpet ind i Dubrovka-teatret.

Et af gidslerne, Ivan Oganesyan, vågner midt i tumulten. Han ser den grå tåge bevæge sig ned gennem salen og hører en hvæsende lyd. Efter kort tid breder der sig også en mærkelig bitter smag i munden på ham.

Flere af gidseltagerne går i panik og skyder ud gennem vinduer og indgangspartier, fordi de tror, det er tåregas, der langsomt fylder salen.

Men det er en langt farligere og mere dødbringende dis, der breder sig som et uldent tæppe over de røde stolerækker.

Panikken breder sig i takt med gassen, og et lydtapet af skrig og gråd fylder den ildelugtende sal.

Et andet sted i salen er gidslet Anna Andrianova over telefonen direkte igennem i en radioudsendelse på stationen Echo of Moscow. Her fortæller hun, hvad der sker, så hele verden kan høre det:

- Det virker, som om russerne er begyndt på noget. Please, giv os en chance, hvis I kan gøre noget, så gør det, vil I ikke nok? (…) Det er, hvad vores regering har besluttet – ingen af os kommer herfra i live, siger hun live i radioen.

Mange af de mandlige gidseltagere flygter til andre dele af bygningen, men de sorte enker bliver siddende på deres poster og bevogter gidslerne. Èn efter en mister de bevidstheden – sammen med de fleste af gidslerne.

Gidseltagernes leder, Movsar Barajev, har sammen med en håndfuld af sine bedste mænd formået af forskanse sig i et lagerrum.  

Efter 25 minutter sender general Pronitsjev specialstyrkerne ind. De trænger ind gennem sidedøre, kælderdøre og til sidst gennem hoveddøren.

Der er kortlivede skudvekslinger i gangene, inden specialtropperne efter mindre end en time har tvunget sig adgang til teatersalen.

I sæderne sidder hundredvis af gidsler i akavede stillinger, mens de kvindelige gidseltagere alle er bedøvede.

De tjekker pulsen på de sorte enker. De, der stadig trækker vejret, bliver resolut likvideret med et skud i hovedet.

I lagerrummet bliver Barajev og de sidste overlevende gidseltagere hurtigt nedkæmpet. Ingen af gidseltagerne overlever ildkampen med specialtropperne, og ingen russiske soldater kommer til skade under aktionen.

Operationen er en ubetinget militær succes. Men det skal hurtigt vise sig, at den er en menneskelig katastrofe.

To gange nej får verden til at smuldre

Tamara har været bevidstløs i halvandet døgn, da hun langt om længe kommer til sig selv på hospitalsstuen.

Hun er stadig øm efter den omfattende operation, der har taget adskillige timer.

Hun tilkalder med det samme personale, der tror, hun vil vide, om hun vil overleve. Men Tamara tænker kun på sin familie.

- Sprængte de teatret i luften? spørger hun.

Sygeplejersken svarer nej og beordrer hende til ikke at tale mere. I stedet skal hun skrive sine spørgsmål på et stykke papir. Det gør hun med det samme..

Er min datter i live?

Er min mand i live?

Nej og nej. Begge er døde, dræbt at gassen, der blev pumpet ind i teatret af de russiske myndigheder.

Forvredne lig på asfalten

Klokken lidt over syv om morgenen den 26. oktober næsten 60 timer efter, at gidseltagerne stormede Dubrovka-teatret, er den sidste geværild forstummet. Hurtigt rykker redningsmandskabet ind for at evakuere de udmattede gidsler.

Men noget er helt, helt galt.

For rullende kameraer bærer redningsmandskabet den ene bevægelsesløse krop ud efter den anden. Nogle af gidslerne er allerede døde af en overdosis af bedøvelsesgassen, andre er i dyb koma.

I forvirringen og afmagten lægger redningsmandskabet kroppene i rækker og stakke på asfalten foran bygningen.

Og kroppene hober sig op.

Imens bliver de overlevende, men bedøvede, gidsler båret til de ventende ambulancer og to busser, der kører dem til behandling på byens hospitaler.

Her kæmper mange af de overlevende stadig mod den dødelig overdosis gas. Men først flere dage senere offentliggør de russiske myndigheder, at modgiften hedder Naxalone. Og den information er meget vigtig - for uden at vide hvilke stoffer gidslerne har i kroppen, er det så godt som umuligt for lægerne at behandle ofrene. 

For flere end 100 af gidslerne kommer oplysningerne for sent.

Et mørkt kongerige

Livet efter angrebet har været hårdt for Tamara. Hun har mistet det meste af sin familie, men hun holder fast i et håb for livet, fordi hun har sin søn, der sagde nej tak til at se musicalen på den skæbnesvangre oktoberaften.

- Min søn har været som en solstråle i et meget mørkt kongerige.

Specielt hårdt er det at tænke på øjeblikket, hvor hun så sin datter for sidste gang.

- Jeg er nødt til at stoppe med at afspille den scene i mit hoved om og om igen, ellers har jeg ikke styrken til at fortsætte.

Tilbage sidder Tamara Starkova med en masse spørgsmål. Hvordan kunne det ske? Kunne det være blevet forhindret? Hvad skal hun gøre nu.

Én ting er hun dog sikker på – hun vil have det meste ud af sit liv.

- Hvis min familie var død i en trafikulykke, ville jeg måske have begået selvmord. Men fordi jeg var i teatret, fordi jeg overvandt døden, føler jeg på en måde, at jeg er blevet genfødt. Jeg ser på livet, ting og mennesker med nye øjne.

Ifølge officielle tal døde 127 gidsler under angrebet eller som følge af manglende behandling af gaspåvirkningen. Flere slugte deres tunger eller blev kvalt i deres eget opkast. Derudover blev to gidsler skudt af gidseltagerne. 

69 børn blev forældreløse som følge af gidseltagningen og myndighedernes angreb.

Mange af de overlevende har i dag vejrtrækningsproblemer og skader på vitale organer.

De russiske myndigheder har aldrig forklaret, præcis hvilken gas de pumpede ind i teatret. Aktionen blev rost internationalt for sin effektivitet.

Denne artikel er blandt andet blevet til på baggrund af følgende artikler, dokumentarer, øjenvidneberetninger og bogkapitler: The Guardian, Findagrave.com, Associated Press, Wikipedia.org, Journal of Analytical Toxicology, bogen 25 berygtede terroraktioner, cbsnews.com, dokumentaren 'Terror In Moscow' , dokumentaren 'Situation Critical: Moscow Siege'. Derudover er artiklen blevet til på baggrund af nyhedsindslag fra dagene omkring terrorangrebet og råband fra internationale nyhedsbureauer.