Udland

Catalonien og Norditalien er ikke alene - her kæmper de også for selvstændighed

Lige nu er der flere områder i Europa, der ønsker selvstændighed. Og kampen om løsrivelse i Catalonien har pustet til ilden.

Ønsket om selvstændighed brænder med fornyet styrke i hjertet hos flere uafhængighedsbevægelser i Europa. Alene i oktober har den spanske region Catalonien stemt om løsrivelse fra Spanien, mens to af Italiens regioner har stemt for mere selvstændighed fra landets centralstyre.

Det er specielt økonomien der gør, at de italienske regioner i Norditalien ønsker mere autonomi, siger Eva Ravnbøl. Video: Mie Leonora Heiberg

I Italien var det regionerne Lombardiet og Veneto, der ved folkeafstemninger søndag stemte for mere autonomi fra centralregeringen i Rom. Det skete med et overvældende flertal på over 90 procent i begge regioner.

- Det har været en kæmpe triumf. Der er åbenbart en meget stor trang og stor lyst til at få mere selvbestemmelse i de her to regioner, som er de rigeste i Italien, siger TV2s korrespondent i Italien Eva Ravnbøl.

Det er grundlæggende allesammen bevægelser som vil lave om på historien

Uffe Østergaard, professor

Og de italienske regioner er ikke de eneste med separatistiske drømme. Over hele Europa er der regioner eller områder, der kæmper for mere selvstændighed fra moderlandet. Blandt andet Flandern i Belgien, Korsika i Frankrig og Skotland i Storbritannien.

Her giver vi et overblik over nogle af de mest omtalte selvstændighedsbevægelser i Europa (artiklen fortsætter efter listen): 

Disse områder i Europa kæmper også for mere selvstændighed

  1. Flandern og Vallonien Belgien

    Belgien er splittet mellem den hollandsktalende region Flandern og den fransktalende region Vallonien. Regionerne har begge separatistbevægelser, der taler for en opdeling af landet.

    Belgiens største parti Ny Flamsk Alliance er dannet fra en separatistbevægelse og ses som tilhænger af gradvis flamsk uafhængighed.

    Vallonien markerede sig sidste år ved at nægte at give sit samtykke til en frihandelsaftale mellem EU og Canada.

    De seneste år er kløften mellem de to regioner blevet større på grund af store økonomiske forskelle.

  2. Korsika i Frankrig

    På den franske ø og region i Middelhavet ønsker mange af indbyggerne autonomi fra Frankrig for at kunne bevare det korsikanske kultur og sprog.

    Selvstændighedsbevægelsen Korsikas Nationale Befrielsesfront har siden 70’erne været stået bag flere angreb mod blandt andet banker og turistattraktioner på øen, men indstillede sidste år sine operationer.

    Også bevægelser i de franske regioner Bretagne, Occitania, Alsace og Savoy har ønsker om mere selvstændighed.

  3. Skotland i Storbritannien

    I Skotland, der en ud de fire selvstyrende nationer i Det Forenede Kongerige Storbritannien, hersker der også ønsker om selvstændighed.

    Ved en folkeafstemning for tre år siden stemte et flertal af skotterne for at blive i Storbritannien. Men det har afstemningen om Storbritanniens exit fra EU ændret på. Her stemte et flertal i Skotland for at blive i EU, mens briterne stemte sig ud.

    Derfor ønsker det skotske parlament en ny folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien.

    Der findes også uafhængighedsbevægelser i Wales, Cornwall og Nordirland.

  4. Baskerlandet i Spanien

    Den selvstyrende spanske region i det nordlige Spanien har sit eget sprog og distinkte kultur.

    Den militante separatistgruppe ETA har ført en væbnet kamp for selvstændighed gennem flere år, som sluttede i 2010 med en våbenhvile, der senere blev permanent. Nu kæmper Det Baskiske Nationalistparti for en afstemning som den, der blev afholdt i Catalonien 1. oktober.

    Udover Catalonien, ønsker bevægelser regionerne Galicien og Aragon mere selvstændighed i Spanien.

Desuden findes der blandt andet uafhængighedsbevægelser i Schlesien i Polen, Aaland i Finland, Frisland i Holland og Tyskland, Bayern i Tyskland, Sardinien og Sydtyrol i Italien.

Kilde: Ritzau, Time, CNBC og The Washington Post.

Er blevet overset

Ifølge Uffe Østergaard, professor i Europæisk historie ved CBS, har separatistbevægelserne rødder helt tilbage fra dannelsen af nationalstaterne, som særligt tog fart i 1800-tallet.

- Det er grundlæggende allesammen bevægelser som vil lave om på historien. I udviklingen af de her territorialstater i Europa er der nogle, der har følt sig mindre godt repræsenteret. Specielt i forhold til sprog og kultur, siger Uffe Østergaard.

Derfor har uafhængighedsbevægelserne en stor interesse i udviklingen i Catalonien. For eksempel har Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon opfordret Spaniens centralregering til at respektere det catalanske folks beslutning, mens tusindvis fra den spanske region Baskerlandet har demonstreret til støtte for Cataloniens uafhængighed.

De vil gerne beholde langt de fleste af deres skattekroner selv og ikke give dem til centralregeringen i Rom

Eva Ravnbøl

- De holder øje med Catalonien. For de tænker: ’Hvis det lykkedes for dem, så kan det jo lykkes for andre.’ Og så åbner man for Pandoras æske, siger Uffe Østergaard.

De rige regioner vil ikke betale

I Italien er det landets to rigeste regioner, der i går stemte for mere autonomi. Lombardiet og Veneto står for en tredjedel af landets bruttonationalprodukt, og er derfor langt foran den sydlige del af Italien, som kæmper med høj arbejdsløshed og en skrantende økonomi.

- Det handler meget om, at de gerne vil beholde langt de fleste af deres skattekroner selv og ikke give dem til centralregeringen i Rom, som de mener administrerer dem dårligt, siger Eva Ravnbøl.

Og ønsket om mere selvstændighed bunder generelt ofte i økonomi hos uafhængighedsbevægelserne, siger Uffe Østergaard. For det er særligt de rige regioner, der kæmper om selvstændighed.

- Man kan kalde det for en velstandnationalisme. Og der er mange. Hvis du kigge rundt på europakortet kan du nemt tælle dig frem til 14-15 stater eller regioner af den type.

Modvilje mod nye stater

Kampen om selvstændighed for bevægelserne i Europa ser dog ud til at møde stor modstand. I Spanien har Catalonien har ikke fået den støtte, regionen håbede på fra EU. Og uden international anerkendelse er forhindringerne store på Cataloniens vej mod at blive en selvstændig stat.

- Den historiske erfaring er, at nye lande og nye grænser får man først efter en krig. Der er det udtryk for en rørende tillid til EU. at man prøver at skabe nye grænser uden krig. Men der lærer de, at den går ikke.

Og der er en god grund til, at tanken om catalansk løsrivelse ikke henter opbakning i EU.  

- Der er en regel der siger, at hver gang man anerkender et nyt mindretal, så avler det et nyt mindretal. Derfor er man nervøs for at anerkende mindretal i EU, siger Uffe Østergaard.

Forbundsstaterne står bedre

De forskellige nationalstater har håndteret viljen ønskerne om selvstændighed forskelligt. Frankrig tog for eksempel form som en centralstyret stat med tvungen fransk i skolerne, mens Tyskland er en forbundsstat hvor delstaterne nyder regionalt selvstyre.

Den sidste løsning er klart den mest velfungerende løsning i forhold til regioner eller stater, der ønsker selvstændighed, siger Uffe Østergaard.

- Det har især fungeret godt i Tyskland, hvor der er store forskelle mellem delstaterne. Men her taler man ikke om selvstændighed på samme måde, siger Uffe Østergaard.

- Flere håber og tror på, at der nu begynder at komme forhandlinger i det enkelte lande så centralstater bevæger sig mere i retning af føderale stater, altså forbundsstater, siger han.