Udland

EU-ledere skælder ud på journalister: - Deres billede af Brexit er alt for negativt

Både Merkel, Macron og Tusk langede ud efter den britiske presse, da de mødtes til EU-topmøde i Bruxelles.

Den britiske presse tegner et skævt og negativt billede af Brexit-forhandlingerne. Sådan lød det fra flere af Europas topledere, da de var samlet til EU-topmøde i Bruxelles torsdag og fredag.

Ifølge den tyske forbundskansler Angela Merkel, skal man ikke tro på alt, hvad den britiske presse skriver om Brexit.

- I modsætning til hvordan det fremstilles i den britiske presse, så er mit indtryk, at disse forhandlinger bevæger sig støt fremad, sagde Merkel på et pressemøde natten til fredag efter afslutningen på EU-topmødets første dag, der sluttede med en arbejdsmiddag og blandt andet et oplæg fra den britiske premierminister Theresa May om netop Brexit-processen, sagde Angela Merkel.

Rygterne om dødvande er overdrevne

På det franske pressemøde afviste den franske præsident Macron også rygterne om, at forhandlingerne skulle være gået i stå og antydede, at sådanne rygter skyldes mediernes forsøg på at skabe røre. Donald Tusk, EU-rådets præsident, mener også, at forhandlingerne går bedre, end man får indtrykket af:

- Mit indtryk er, at rygterne om dødvande i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien er overdrevne. Og selvom der ikke er gjort nok fremskridt, betyder det ikke, at der slet ikke er gjort fremskridt, lød det fra Tusk på pressemødet efter topmødets afslutning fredag eftermiddag.

Ifølge Svenning Dalgaard, TV 2s internationale korrespondent, er den britiske presse meget mere EU-skeptisk, end den europæiske presse, når de skriver om Brexit:

- Jeg bruger selv kun aviserne Financial Times og The Guardian, når jeg skal blive klogere på Brexit, mens en del af de andre britiske aviser, efter min mening, giver alt for meget medløb til Boris Johnson (den nuværende britiske udenrigsminister), som er notorisk imod Theresa May og stærkt fortaler for et hårdt Brexit, siger Svenning Dalgaard, som var kollega med Boris Johnson, da denne var EU-korrespondent i slutningen af 80’erne.

Ikke mere kritisk end andre

Bruno Waterfield, EU-korrespondent for the Times of London, mener dog ikke, at den britiske presse er urimelig, når den skriver om, hvordan det går med de svære forhandlinger mellem EU og Storbritannien:

- Michel Barnier (EU’s chefforhandler) sagde i sidste uge efter den femte forhandlingsrunde, at man på det finansielle spørgsmål er nået til en blind vej, og at det er ”ekstremt bekymrende”. Og efter Firenze-talen, hvor Theresa May tilbød 20 milliarder pund til EU, fik May intet igen. Vi rapporterer bare, hvad folk siger, og det er tydeligvis negativt, siger Bruno Waterfield med henvisning til den regning, som længe har været et vigtigt stridspunkt i forhandlingerne.

Det drejer sig om de penge, der kommer til at mangle i EU-budgettet, når briterne forlader unionen – og også om penge til en lang række projekter, som EU mener, Storbritannien har været med til at vedtage og derfor bør betale til, også selvom de forlader EU i 2019.

Jennifer Rankin, EU-korrespondent for The Guardian, mener heller ikke, at den britiske presse er mere kritisk end i andre lande:

- Jeg tror, det er meget almindeligt, at pressen, uanset hvorhenne, leder efter konflikter og brud og rifter. Jeg føler ikke, at den britiske presse er mere kritisk i forhold til Brexit-forhandlingerne end pressen i andre lande, siger hun og tilføjer:

- Vi hører mange forskellige ting fra forhandlingerne. Nogle gange kan det virke som om, det går dårligere, end det egentlig gør, men jeg tror faktisk, at der sker ret meget bag kulissen.

Topmødet sluttede med, at de resterende 27 EU-lande som ventet vedtog, at forhandlingerne ikke er nået langt nok til, at man kan åbne op for næste fase, nemlig diskussionen om det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU27.