Udland

Giftig røg i køkkenet flytter EU-topmøde

EU stats- og regeringschefer til middag aftenen før det Digital Topmøde i Tallinn den 29. september 2017. POOL / Scanpix Denmark

Topmødet er på grund af uheld flyttet fra ny, visionær Europabygning til gammel, slidt granit-mastodont.

Der er EU-topmøde i dag og fredag, og forestil jer følgende scenarie:

Der sidder 28 kusiner og fætre, onkler og tanter, brødre og søstre til en af de fire årlige storfamiliemiddage, og stemningen er noget forvirret. Den britiske kusine med de avancerede sko (Theresa May) har meddelt selskabet, at hun snart ikke orker mere kiv og kævl, og hun bryder sig i virkeligheden slet ikke om menuen.

Hun vil derfor snart forlade selskabet – men kan alligevel ikke helt tage sig sammen og siger, at bliver de andre mindre krævende – og ikke så dyre i drift – så kan hun da måske godt overtales til at forlænge sin familiemiddag-deltagelse et par år endnu. Hun har til familiemiddagen (topmødet) fået lov til at holde en tale på 10 minutter.

Hvad skal på menuen?

Men trods ømme ord om partnerskab og fremtidigt venskab så er og bliver hendes exit en realitet, og det har sat de resterende 27 familiemedlemmer overfor en udfordring: Hvad skal vi fremover tale om? Hvad skal vi fremover spise? Hvad skal vi fremover beslutte i fællesskab, og hvad skal vi fremover selv have lov til at bestemme? Det er altså en familiemiddag, hvor de store eksistentielle spørgsmål er sat til debat. Det er denne uges EU-topmøde i Bruxelles i sin essens.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, under en tale på Sorbonne-universitetet i Paris den 26. september 2017.

Trods den noget trykkede stemning har den yngre, frankofile fætter ikke tænkt sig at holde igen. Han (Emmanuel Macron) forlanger i overført betydning foie gras på EU-menuen krydret med stærke visioner om fælles forsvar, en oprustet Euro og en langt mere aggressiv handelspolitik, der også skal sikre franske oste på bordet og fransk bøfkød.

Han taler og taler, og der udveksles blikke mellem visse nordiske fætre (statsministre) fra blandt andet Danmark og Holland. De tænker: Kunne man dog ikke bare nøjes med en madpakke. På rugbrød, tak. Helt ned på jorden: Løs EU-borgernes problemer i hverdagen først, sænk arbejdsløsheden og få styr på migrationsproblemet.

Det østlige hjørne

I det østlige hjørne af bordet sidder en klub i klubben. De fire fætre og kusiner fra Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet, som gerne vil tilbage til rødderne med gullasch, paprika og syltede grøntsager og ikke alt for meget halal og inspiration fra muslimske lande. De forsøger at holde de franske visioner i skak og har tiltro til, at den yngste fætter – en 31-årig komet fra Østrig (Sebastian Kurz) – vil tilslutte sig deres ønske om mere selvbestemmelse.

Sebastian Kurz, Østrigs (sandsynligvis) kommende kansler, ved ÖVP-partiets valgfest i Wien efter valgsejren den 15. oktober 2017.

For enden af bordet sidder ham, der skal få stemningen og middagen til at køre. En polsk onkel (Donald Tusk), som har forsøgt at få alle de forskellige holdninger lagt ind i et fælles Excel-ark. En køreplan. Han fornemmer stridighederne og synes, at de skal mødes meget oftere og gerne andre steder end i Bruxelles. Og han forsøger at få den mest erfarne af dem alle sammen – en Frau, en Mutti – med på vognen. Og hun har nikket. Der må mere styr på sagerne – og på menuen.

Giftig røg i EU-køkkenet

Og så er det jo mega-irriterende, at bedst som bordplanen er lagt, talerrækken sat og servietterne foldet, så kommer røgen. Giftig røg fra ventilationssystemet i det store køkken i EU-familiens splinternye hovedbygning har nemlig gjort medarbejderne dårlige. Nu må hele middagen flyttes tilbage til den bygning, de færreste bryder sig om: Justus Lipsius. En bygning, der ikke ligefrem spreder hygge.

Men lad os nu slippe klichéerne og metaforerne og gå til virkelighedens tørre kerne. Dette topmøde er vigtigt. Brexit danner rammen. Forhandlingerne mellem parterne er ikke nået så langt, som de havde håbet. Og det betyder, at man ikke kan gå i gang med at diskutere fremtiden, og hvilket forhold man skal have til hinanden. Briterne er utilfredse, men de andre 27 lande er større og flere og tungere, så indtil videre bestemmer de hastigheden af forhandlingerne.

Bye-bye May

Når Theresa May torsdag aften har holdt sin tale, hvor hun vil opfordre de andre til at være mere pragmatiske og fleksible, så bliver hun sendt hjem over kanalen, og de andre går så fredag formiddag i gang med at diskutere, hvad EU skal koncentrere sig om de næste to år:

Theresa May, Storbritanniens premierminister, blev ramt af et slemt hosteanfald, da hun skulle holde en længe ventet tale under de britiske konservatives landsmøde i Manchester den 4. oktober 2017.

Et tættere forsvarssamarbejde, nye migrationsregler, Erasmus (studieudvekslingsprogrammet), skattepolitik, Euro-samarbejdet, handelspolitik og meget mere. Det er ikke så meget de enkelte temaer, der skal diskuteres på dette topmøde, men mere måden arbejdet skal gøres på. Og hvor ambitiøse man skal være fremadrettet.

Og det kan blive betændt på flere områder, ikke mindst på migrationen. Skal reglerne for eksempel ændres, så det fremover skal være obligatorisk, om man fordeler flygtningene imellem sig? Ikke nemt.

Et svært topmøde

Topmødet skal også ”lige” håndtere, at der er problemer med Nordkorea, Iran-atomaftalen og menneskerettigheder i Tyrkiet. Inden man slutter med et potentielt skænderi om, hvem der skal have de to britiske EU-agenturer: Bankagenturet og Lægemiddelagenturet. Stort set alle bejler, og der er penge, job og prestige i begge to. Og her kan man ikke tale sig til rette. En afstemning til november må afgøre slaget.

Så der er – for at sige det mildt – røg i EU-køkkenet på flere fronter.