Udland

Brexit: Løkken strammes om briterne

Det går dårligt med Brexit-forhandlingerne forud for EU-topmøde, hvor premierminister Theresa May vil blive udsat for yderligere pres.

Den ene skuffelse efter den anden er ved at ødelægge den drøm, de britiske vælgere havde, da de stemte for at forlade EU. Og EU-topmødet, der starter torsdag i Bruxelles, slår endnu et par søm i kisten.

Politikernes løfter om, at Brexit ville frigive 350 millioner britiske pund hver eneste uge til sundhedsvæsnet, er nu afløst af krav fra EU om en ekstraregning til briterne på op imod 60 milliarder pund.

Det er som at skifte fra gyldent morgengry til sort nat.

Endnu flere britiske løftebrud

Samtidig lægger de resterende 27 EU-lande op til, at regeringen i London skal bryde endnu flere af de løfter, som premierminister Theresa May har bygget sin Brexit-politik på.

For det første havde May håbet på, at dette topmøde ville åbne døren for at forhandle om den smukke fremtid, som hun lovede vælgerne efter Brexit. Men det udkast til topmøde-erklæringen, der blev skrevet færdigt i aftes, vender tommelfingeren nedad.

Man skal først være færdige med den egentlige skilsmisseordning. Og først derefter vil man snakke om den gyldne – eller mindre gyldne - fremtid, lyder det.

Strammere betingelser

Dernæst har de 27 EU-lande netop i det seneste døgn strammet betingelserne for disse skilsmisseforhandlinger. Det er især Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der sætter Theresa May stolen for døren.

Der er tre områder, hvor de to står urørligt fast. De tre områder skal forhandles færdigt, inden der kan snakkes om fremtiden.

  • Det vanskeligste spørgsmål er grænsen mellem Irland og briternes Nordirland. Der er enighed om, at der ikke må oprettes en grænsepost. For så frygter alle, at borgerkrigen i Nordirland vil blusse op igen. Men problemet er, at den eneste brugbare løsning består i at lade Nordirland blive inden for EU’s toldgrænse, mens Storbritannien træder ud. Den løsning vil briterne ikke være med til. Så der er lige nu slet ingen løsning på den udfordring.
  • Problem nummer to er, hvad der skal ske med alle de danskere og andre EU-borgere, der bor i Storbritannien (det er mere end tre millioner) – og den million briter, der bor i Spanien og andre EU-lande. Her har EU27-landene i aftes strammet betingelserne. EU-borgere i Storbritannien skal kunne appellere deres sag til EU-domstolen. Det har Theresa May afvist. Så her blev en løsning med ét slag endnu mere vanskelig for hendes regering.
  • Det tredje problem er pengene. Skal briterne virkelig af med et beløb, der kan nå op mod 60 milliarder pund for gamle forpligtelser og løbende udgifter? Også her lukker man døren for indrømmelser. Løsningen skal nøje følge de principper, de resterende EU-lande fastlagde ved starten af forhandlingerne. Theresa May mener ellers, at hun gav store indrømmelser i sin tale i Firenze i sidste måned, hvor hun viftede med 20 milliarder til løbende udgifter. Så hun burde få noget til gengæld. Men svaret er nej. Hun skal hjem og finde nogle flere penge i stedet.

Lille åbning mod fremtiden

Den eneste indrømmelse ligger i, at EU27-landene vil begynde at se på, hvordan man næste år kan kigge på fremtiden, hvis ellers briterne har givet sig på de nævnte tre punkter i skilsmisseforhandlingerne, når man mødes til topmøde igen i december.

Men ordlyden er så rund, at den ikke forpligter nogen. Så det er en tynd kop te, briterne får med hjem.

Dette er altså den besked, Theresa May får i aften ved topmødemiddagen, hvor hun skal tale sin sag. Så kan hun ved midnatstid tage flyet hjem til London.

De andre 27 mødes fredag morgen for at se på, om der skal flyttes flere ord i sluterklæringen. Den får vi andre at se fredag eftermiddag.

Så kan premierminister May hjemme i Downing Street overveje, hvordan hun skal overbevise sin egen regering om, at det var et fantastisk godt topmøde.