Udland

Mysteriet på Malta vokser - hvor kom bilbomben fra?

Drabet på Daphne Caruana Galizia efterforskes af FBI, Scotland Yard, hollandske eksperter og lokalt politi, og der dukker hele tiden nye spørgsmål op.

På en grå asfaltvej på ferieøen Malta søger en gruppe mænd i hvide dragter efter spor.

De kigger ned i håb om at finde den lille brik, som måske kan få puslespillet til at give mening.

Et puslespil, der engang var en hvid Peugeot 108.

Nogle af brikkerne er sprængt i stykker og brændt, men resterne kan måske besvare, hvor den bombe, der ødelagde bilen og dræbte chaufføren, kom fra.   

Kvinden bag rattet hed Daphne Caruana Galizia. Hun var journalist, og nu forsøger efterforskerne på Malta at finde ud af, hvorfor hun skulle dø.

Daphne Caruana Galizias spidse pen havde ramt både høj og lav i det maltesiske samfund, så den lille ø midt i Middelhavet mangler ikke mennesker, der kunne ønske hende død.

For at sikre en ordentlig efterforskning har Malta fået hjælp fra hollandske retsmedicinere, amerikanske FBI-agenter og efterforskere fra britiske Scotland Yard.

Semtex under bilen

Og mændene i de hvide dragter har fundet interessante spor, som peger i retning af, at Daphne Caruana Galizias morder - eller mordere - var dygtige.

Da bomben eksploderede, fløj bilen op i luften og fortsatte næsten 40 meter ud på en mark, hvor den udbrændte.

Efterforskerne mener, at bilbomben bestod af det ekstremt kraftige plastiske sprængstof semtex, oplyser tv-stationen TVM. Det er normalt noget, som benyttes af militæret, og det kan ikke fremstilles af amatører ud fra en manual på internettet.

Bomben blev formentlig hæftet på bilens underside og altså ikke anbragt inde i kabinen. Det viser de foreløbige skøn ifølge de maltesiske medier, men politiet har endnu ikke gjort puslespillet færdigt.

Og for hvert spor, der dukker op, melder der sig nye spørgsmål.

Blev hundene snydt?

Et af dem handler om, hvordan bomben endte under den hvide Peugeot 108.

Daphne Caruana Galizia havde nemlig modtaget dødstrusler, og hun havde taget forholdsregler.

Naboer og venner fortæller til avisen Times of Malta, at den kritiske journalist havde hegnet sin ejendom ind, og at hun havde to store hunde af racen bullmastiff gående frit rundt.

Hendes hvide Peugeot - en udlejningsbil, som Daphne Caruana Galizia havde lejet i en længere periode - stod altid parkeret i indkørslen, inde på hundenes domæne.

Attentatet fandt sted, få øjeblikke efter Daphne Caruana Galizia var kørt gennem porten i hegnet, så hvis gerningsmanden har plantet bomben på bilen, er det på en eller anden måde lykkedes at gøre det uden at alarmere hundene.

Hendes venner fortæller til Times of Malta, at Daphne Caruana Galizia ikke ville sætte overvågningskameraer op ved sit hus, fordi hun ikke ville føle sig som en fange i sit eget hjem.

Så lige nu er resterne fra eksplosionen på asfaltvejen få hundrede meter fra Daphne Caruana Galizias hus formentlig de mest håndgribelige spor, som efterforskerne har.

Den mordtiltaltes tip

Men efter eksplosionen i mandags har en uventet stemme pludselig tilbudt at hjælpe politiet.

Det drejer sig om den mordanklagede Jason Galea. Han er tiltalt for tre drab - blandt andet mener politiet, at han har likvideret en taxachauffør og begravet ham på en mark i 2013.

Desuden er han tiltalt for at dræbe en kendt maltesisk narkosmugler og dennes søn.

Under et retsmøde onsdag den 18. oktober 2017 forklarede Jason Galea, at den afdøde taxachauffør havde tre bomber gemt i sin garage, men at de efterfølgende er forsvundet.

Den mordtiltalte sagde til dommeren, at han kunne bidrage med oplysninger i forbindelse med de forsvundne bomber.

- Vi ved, hvad der netop er sket. De er stadig på fri fod, sagde Jason Galea, ifølge Times of Malta.

Han ønskede desuden at tale direkte med en efterforsker, men det afslog dommeren.

- Du ved godt, at der var en kvinde, som blev dræbt af en bombe for to dage siden, ikke? lød det derefter fra den mordtiltalte.

Er det mafiaen?

Om Jason Galeas oplysninger kan bruges til noget som helst, er endnu uvist, men hans tilbud illustrerer, at eksplosionen i mandags sandsynligvis har givet mere genlyd på Malta end de ni andre bombeangreb, ø-staten har oplevet siden 2010.

Langt de fleste af bomberne har været relateret til narkokriminalitet, og ifølge den italienske avis La Repubblica ligner bombeattentatet i mandags et angreb fra den italienske mafia.

Avisen har talt med en mafiaefterforsker, der siger, at måden, som angrebet er udført på, bærer mafiaens mærke.

Ifølge avisen kan et motiv for drabet være, at Daphne Caruana Galizia var på sporet af en handelsrute for narkotika, prostituerede og olie, der strømmer ind i EU fra Libyen via Malta.

Men lige nu er det kun spekulationer.

Efterforskerne søger stadig efter brikker til puslespillet på den grå asfaltvej.