Over 200 døde efter bombeangreb i Somalia
231 blev dræbt ved bombeangreb i Somalia og mere end 200 såret.
Mindst 231 personer blev dræbt ved to bombeangreb lørdag i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
De henviser til kilder i politiet og flere sygehuse.
Dødstallet bekræftes over for nyhedsbureauet AP af den somaliske senator Abshir Abdi Ahmed, som siger at 275 er såret.
Bombe i lastbil
Det er det dødeligste angreb i Somalia, siden en militant islamistisk bevægelse indledte et oprør i 2007.
Der er modstridende oplysninger om, hvor mange der omkom ved angrebet. Nyhedsbureauet AFP oplyser, at mindst 137 personer er døde, mens Reuters tæller 189 dræbte.
Politiet forklarer, at en bombe lørdag sprængtes i en lastbil. Det skete uden for et hotel nær mange regeringsbygninger. Mange bygninger blev totalt ødelagt, og to biler brændte.
To timer senere eksploderede endnu en bombe i distriktet Medina.
Børn i Mogadishu og andre civile hjalp søndag sikkerhedsstyrkerne med at bære de mange forbrændte og ukendelige dødsofre bort.
Som et jordskælv
Ahmed Hassan var vidne til den første eksplosion. Han siger, at ødelæggelserne var frygtelige.
- Døde mennesker lå rundt omkring. Jeg har aldrig set så frygteligt et angreb. Det er som et jordskælv, når man ser på de ødelæggelser, bomben har forårsaget, siger han.
Dpa skriver, at bygninger blev beskadiget flere hundrede meter fra eksplosionen. Vinduer er blæst ud, ruder er smadret.
Eksplosionen fra lastbilen menes rettet mod hotel Safari. Det er populært hos somaliere på besøg fra udlandet, ansatte i regeringen og pressefolk.
Løkke har reageret
Ingen har påtaget sig skylden for angrebet. Men Somalias regering påpeger, at den ekstremistiske gruppe al-Shabaab har angrebet militærbaser i det sydlige og centrale Somalia.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager kraftigt afstand fra de dødelige angreb mod Somalia.
- Jeg fordømmer på det kraftigste de feje angreb mod de uskyldige i Mogadishu. Mine tanker er med ofrene og deres familier, skriver han søndag i et engelsk-sprogetindlæg på Twitter.
USA har i ĂĄr med droner angrebet militante fra al-Shabaab. De forbindes med al-Qaeda, som er kendt for terror.