Kraftig eksplosion i Mogadishu - mange dræbt
20 er dræbt i eksplosion, men dødstallet vil stige, siger politiet.
Somalias hovedstad, Mogadishu, er ramt af en kæmpe eksplosion.
Politiet siger, at det er en lastbilbombe, der er røget i luften.
20 mennesker meldes dræbt, mens 15 blev såret.
- Vi ved, at mindst 20 civile er dræbt, mens mange andre er såret, siger Abdullahi Nur, en politimand på stedet, til nyhedsbureauet Reuters.
- Dødstallet vil med sikkerhed stige. Vi har travlt med at køre ofre væk.
To timer efter lastbilbomben blev hovedstaden ramt af endnu en bombe. Den eksploderede ifølge Reuters i byens Madina-distrikt.
En politimand siger, at det var en bilbombe, som dræbte to. En mistænkt bombemand er anholdt.
Rettet mod hotel
Rystede indbyggere siger, at lastbilbomben er den kraftigste eksplosion i Mogadishu i årevis.
Eksplosionen syntes at være rettet mod et hotel på en travl gade i Hodan-distriktet.
Mohamed Hussein, kaptajn i politiet, siger, at politiet begyndte at følge efter lastbilen, da den så mistænkelig ud.
For nylig har den ekstremistiske gruppe al-Shabaab optrappet angreb på militærbaser i det sydlige og centrale Somalia.
Ingen havde endnu sent lørdag eftermiddag taget skylden for lastbilbomben, men al-Shabaab har tidligere gennemført bombesprængninger mod højt profilerede mål i Mogadishu.
Bomberne har kostet mange menneskeliv.
To dage efter USA-besøg
Lørdagens dødelige bombe kom to dage efter, at ledelsen af USA's Afrika Kommando var i Mogadishu for at mødes med den somaliske ledelse.
Mødet kom samme dag, som Somalias forsvarsminister og hærchef gik af. Der er ikke givet forklaring på deres afgang.
USA har i løbet af i år optrappet angreb med droner på militante fra al-Shabaab, der sættes i forbindelse med terrororganisationen al-Qaeda.
Al-Shabaab bekæmper ikke alene Somalias militær. Militsen kæmper også mod militærstyrken på 20.000 mand fra Den Afrikanske Union.