Udland

Indbyggere i Californien fik aldrig advarsel om skovbrande

Flere lå og sov i deres huse, da flammerne nærmede sig.

Skovbrande i Californien har siden søndag ødelagt store områder af delstaten i det vestlige USA.

I alt har 35 personer mistet livet under brandene, som især har raseret en række kendte vingårde i regionen. Oven i det er mere end 100 mennesker blevet behandlet for brandrelaterede skader såsom forbrændinger og indånding af giftig røg.

Der kom ingen advarsler, intet.

Ernest Chapman, indbygger, Santa Rosa

Flere amerikanske medier rapporterer nu, at borgere klager over, at de aldrig blev advaret af myndighederne om, at der var skovbrande i deres nærområde. Normalt får indbyggerne en advarselsbesked på mobilen eller et opkald, hvis der er en naturkatastrofe under udvikling i delstaten. 

Søndag aften og nat modtog mange dog aldrig advarslen, og flere af de omkomne lå derfor og sov, da flammerne nærmede sig.  

- Det har været en udfordring at få information ud til folk i tide. Jeg ved, at nogle mennesker har haft problemer med at modtage tekstbeskederne, siger Kristi Jourdan, der er talskvinde i Napa i Californien, ifølge mediet SFGate.

Klager over manglende besked

Historierne om de manglende alarmopkald er talrige. 

Ernest Chapman fra Santa Rosa fortæller, at han blev vækket af sin hund søndag nat klokken 02.30. Da han åbnede døren til sit hus, var der røg og ild udenfor, mens hans naboer dyttede i deres biler for at gøre andre opmærksomme på, at de skulle flygte. 

- Der kom ingen advarsler, intet, siger Ernest Chapman, hvis hus blev ødelagt af en af skovbrandene.

Skovbrandene har ramt Santa Rosa i Californien.

En anden indbygger i Santa Rosa, hvor flammerne har forårsaget omfattende ødelæggelser, havde en lignende oplevelse. 

Omkring klokken 23.30 søndag aften kunne David Leal lugte røg udenfor sit hus. Han ringede derfor til brandvæsenet, som fortalte ham, at der ikke var noget at bekymre sig om, med mindre han kunne se flammer. David Leal gik i seng igen, men klokken 02 søndag nat blev han og hans kone vækket, da et kraftigt vindstød blæste en lampe ned fra et natbord. 

Leal modtog heller ikke et telefonopkald fra myndighederne, siger han til SFGate.

Region fravalgte at sende advarsel

Flere andre indbyggere oplyser, at de heller ikke blev advaret, til trods for, at de havde tilmeldt sig automatiserede tekstbeskeder fra myndighederne i Napa. 

På en pressekonference tirsdag erkendte myndighederne, at mange ikke fik advarsler om skovbrandene. Ifølge Mark Ghilarducci, talsmand for guvernøren i Californien, skyldtes det, at mange mobilmaster var blevet ødelagt eller beskadiget under brandene. 

Jeg holdt mig bare under vandet. Det var den eneste måde at overleve på.

Jan Pascoe​, indbygger, Santa Rosa

I regionen Sonoma i den nordlige del af delstaten valgte man ikke at udsende alarmvarsel. Begrundelsen var, at det ville have skabt unødvendige hindringer i nødhjælpindsatsen.

- Det ville have medført unødige evakueringer og forsinkelser for køretøjerne, der skulle nå ud til indbyggere i de ramte områder. For ikke at hæmme opkaldene fra de mennesker, der faktisk havde brug for hjælp, valgte vi ikke at sende meddelelsen, siger talskvinden Jennifer Larocque.

Se fotografier af skovbrandene og ødelæggelserne af vingårde i Californien i galleriet nedenfor.

Hoppede i swimmingpool 

Et af de ægtepar, der var i kontakt med myndigheder og brandvæsen, var Jan og John Pascoe. 

De reagerede hurtigt, da de søndag aften indså, at flammerne fra en af de mange skovbrande i Californien i hastig fart nærmede sig deres hus i bakkerne ved Santa Rosa.

Jan Pascoe ringede straks til alarmcentralen. 

- Vi kan komme ind i naboens pool, sagde hun.

- Find et sted, der er sikkert, lød meldingen fra alarmcentralen.

Ægteparret skyndte sig hen mod poolen og efterlod deres eget hus. Naboerne var for længst flygtet. Da Jan og John Pascoe nåede poolen, brød naboernes hus i brand, mens også et stort træ ved siden af ​​poolen gik op i flammer. 

De to ældre amerikanere bandt t-shirts om deres ansigter og hoppede ned i det kolde vand - i den lave ende. I skyndingen glemte Jan Pascoe sin telefon på fliserne ved poolen. Da hun fik øje på den, var den smeltet.

- Jeg holdt mig bare under vandet. Det var den eneste måde at overleve på, fortæller Jan Pascoe til den amerikanske avis Los Angeles Times

Ægteparret befandt sig i alt seks timer i swimmingpoolen, mens hele deres nabolag omkring dem brændte ned. Da de kom tilbage til deres eget hus, var også det brændt ned til grunden.