Udland

Backpackere sad flere år i fangenskab - mareridtet endte denne uge i et bagagerum

Caitlan Coleman, Joshua Boyle og to af deres tre børn på et billede fra 2016. Taleban ville bruge familien i en fangeudveksling. HANDOUT / Scanpix Denmark

Fem års fangenskab i Afghanistan endte med en spektakulær befrielsesaktion i onsdags. Nu fortæller familiens far om fangenskabet.

Familien var stuvet sammen i bagagerummet bagerst i bilen, da den kørte gennem stammeområdet i det nordvestlige Pakistan. 

Gidseltagere flyttede deres ofre, som så mange gange før, men denne dag skulle ende anderledes for de langskæggede krigere.

Den amerikanske kvinde og hendes canadiske mand ville for fem år siden opleve Centralasien, men i Afghanistan endte rygsækrejsen for enden af den islamistiske bevægelse talebans automatgeværer.

Turen blev i stedet forvandlet til et fangenskab hos Taleban.

Fem år, hvor de to backpackere havde fået tre børn, mens Taleban bestemte over liv og død.

Så de to sønner på fire og to år, samt en to måneder gammel datter, har aldrig kendt andet end et liv i fangenskab. 

Et fangenskab der sluttede i onsdags, da der pludselig blev skudt mod køretøjet i det nordvestlige Pakistan.

'Dræb gidslerne'

Bilens dæk blev ødelagt af skud fra pakistanske sikkerhedsstyrker, der havde fået nys om gidseltransporten fra amerikanske kollegaer.

En af mændene i bilen nåede at råbe 'dræb gidslerne', men det lykkedes ikke talebankrigerne at gøre alvor af det, inden kampen var slut.

31-årige Caitlan Coleman, Joshua Boyle på 34 år og deres tre børn var pludselig fri.

Fem talebankrigere lå døde på jorden, og Joshua Boyle blev lettere såret.

Parret inden de tog ud på den skæbnesvangre rejse til Afghanistan.

Familien blev hurtigt bragt ind i en helikopter og fløjet til Islamabad, hvor de kunne være i sikkerhed. 

Tre dage senere er familien fløjet hjem til Canada, hvor avisen Toronto Star har talt med Joshua Boyle over telefonen.

Her bekræfter familien det hændelsesforløb, som er beskrevet ovenfor. Det er sat sammen af oplysninger fra pakistanske og amerikanske efterretningskilder.  

Et hårdt ophold

Interviewet fandt sted hos Joshua Boyles forældre, der selv var de første til at tale med deres søn.

- Josh fortalte os, at han havde det rimeligt godt, for en person som har tilbragt de seneste fem år i et underjordisk fængsel, siger Joshua Boyles far Patrick til avisen.

Under samtalen med den canadiske journalist kunne Joshua Boyle fortælle, at opholdet havde været forfærdeligt.

- Min familie er psykisk og fysisk ødelagte af det forræderi og den kriminalitet, vi har oplevet de seneste fem år, siger Joshua Boyle til avisen.

- Men vi ser frem til en ny start på tilværelsen, for nu at bruge en kliché. Vi vil gerne kunne bygge et fristed for vores børn og vores familie i Nordamerika, siger Joshua Boyle.

- Jeg har opdaget, at der kun er meget lidt, som ikke kan overvindes med tålmodighed, irsk respektløshed og canadisk hengivenhed, siger Joshua Boyle til avisen.

Nægtede at flyve med USA hjem

Familiens hjemtur blev i øvrigt en smule indviklet, da Joshua Boyle nægtede at flyve hjem i en amerikansk C-130 Herkules fra Bagram Air Base i Afghanistan.

USA er blevet beskyldt for at have begået overgreb mod afghanere på basen, og Joshua Boyle ville ikke flyve derfra "af filosofiske årsager".

Inden han blev taget til fange af Taleban, var Joshua Boyle borgerrettighedsforekæmper og en skarp kritiker af USA's optræden efter terrorangrebene den 11. september 2001.

En kort periode var han endda gift med en søster til en af de mænd, som USA holdt fanget på Guantanamobasen, men det forhold var slut, da han begav sig på rejse med Caitlan Coleman i 2012.

Han var netop blevet gift igen. Denne gang med Caitlan Coleman, og hun var gravid, da de tog afsted til Centralasien.

Under den idealistiske eventyrrejse sov de to i telt, på vandrerhjem og boede blandt de lokale. Ifølge Joshua Boyles forældre var turen funderet i tillid til de mennesker, som parret mødte på rejsen.

Taleban sendte film hjem til familien

Planen var, at de to skulle rejse tilbage til USA, så Caitlan Coleman kunne føde parrets første barn i 2012, men sådan kom det ikke til at gå.

I stedet blev de fanget af Haqqani-netværket, der er en militant afghansk gruppe, som er tilknyttet Taleban.

I løbet af de næste fem år optrådte backpackerne af og til på videofilm, som blev sendt hjem til familien i USA.

I 2015 modtog Caitlan Colemans forældre også et brev fra deres datter, hvor hun kunne fortælle, at hun havde født endnu et barn.

Talebanerne forsøgte blandt andet at bruge familien til at få frigivet én af deres ledere, men det lykkedes ikke.

I stedet blev de fem befriet med magt, og nu flytter de midlertidigt hjem til Joshua Boyles forældre i Canada.

Kilder: AP, New York Times og Toronto Star