Udland

Kvinder anklager Weinstein for voldtægt - konen vil skilles og Obama og hustru 'væmmes'

USA's tidligere præsident Barack Obama og hans hustru "væmmes" ved de nye oplysninger, skriver de i erklæring.

Den italienske filmstjerne Asia Argento og to andre kvinder fortæller, at de er blevet voldtaget af Hollywood-producenten Harvey Weinstein.

Det rapporterer det amerikanske ugemagasin The New Yorker.

Magasinet har i løbet af 10 måneder snakket med en stribe kvinder, der fortæller om, hvordan de er blevet seksuelt chikaneret eller udnyttet af Weinstein.

Det samme har avisen New York Times, der bragte de første afsløringer, som kom fra Hollywood-stjerner som Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow og Rosanna Arquette.

Hollywood-stjerner står frem

Gwyneth Paltrow beskriver Weinsteins forsøg på at overtale hende til at give ham massage på sit hotelværelse, da hun var yngre.

Gwyneth Paltrow er bare en af de kendte skuespillerinder, der har talt om Harvey Weinstein og hans seksuelle overgreb.

Imens fortæller Angelina Jolie, at hun også har haft en dårlig oplevelse med Weinstein, da hun var yngre, og derfor har nægtet at arbejde sammen med ham igen og advaret andre om at gøre det samme.

De mange afsløringer førte søndag til, at Harvey Weinstein blev fyret fra sit eget produktionsselskab, The Weinstein Company, som han har grundlagt med sin bror Bob Weinstein.

Konen vil skilles

Derudover får anklagerne nu konsekvenser på hjemmefronten.

Harvey Weinstens hustru, den 41-årige Georgina Chapman, der ellers har støttet sin mand, gjorde det tirsdag aften klart for hele verden, at hun nu vil skilles fra sin mand gennem 10 år.

- Mit hjerte er knust for alle de kvinder, som har lidt så enorm smerte på grund af disse utilgivelige handlinger, skrev hun i en udtalelse til magasinet People.

Georgina Chapman er 41 år og designer.

Weinstein: Ekstremt løgnagtige anklager

Den amerikanske avis har afsløret, at filmproducenten tidligere har indgået otte forlig med flere kvinder i sager om sexchikane.

- Jeg er klar over, at den måde, jeg har opført mig over for kolleger på før i tiden, har medført megen smerte, og jeg undskylder dybt for det, lyder reaktionen på de seneste anklager fra Harvey Weinstein.

Men derudover kalder han detaljerne i anklagerne for "ekstremt løgnagtige".

Hollywood bakker op

Men i Hollywood er der ifølge BBC masser af støtte til de kvinder, der er stået frem og har rejst anklager mod den magtfulde filmchef.

Og senest har Demokraternes mest kendte navne taget bladet fra munden og fordømt den 65-årige Weinstein.

- Enhver mand, der nedværdiger og nedgør kvinder på denne måde, skal fordømmes og holdes ansvarlig, uanset rigdom eller status, skriver Barack og Michelle Obama i en pressemeddelelse.

Derudover siger Hillary Clinton, at hun er chokeret og forfærdet.

Demokraterne tager afstand

De fordømmende kommentarer kom angiveligt kort før, at Republikanerne var klar med en anklagende video om partiets tavshed, da Harvey Weinstein i mange år har været en fremtrædende sponsor for Det Demokratiske Parti.

Siden 1992 har Harvey Weinstein givet mere end 1,4 millioner dollar - godt 8,8 millioner kroner - til partiet, herunder bidrag til Barack Obama.

Og Obamas datter Malia blev endda som 18-årig praktikant i The Weinstein Company.

USA's tidligere præsident Barack Obama og hans hustru \"væmmes\" ved de nye oplysninger, skriver de i erklæring. Video: Ida Zander Jensen