Tyrkiet gengælder amerikansk visumstop efter anholdelse

Efter at USA tidligere søndag stoppede behandling af tyrkiske visa, har Tyrkiet gengældt handlingen.

Tyrkiet oplyser søndag, at det sætter en stopper for alle former for visumservice til amerikanske borgere. Det sker for at gengælde et lignende tiltag fra USA tidligere søndag.

- De seneste begivenheder har tvunget den tyrkiske regering til at genoverveje, om USA's regering tager sikkerheden for Tyrkiets faciliteter og personale seriøst, skriver Tyrkiets ambassade i Washington D.C. på Twitter.

Den tyrkiske ambassade skriver også, at tiltaget "vil gælde for klistermærke-visa, e-visa og grænsevisa".

Dermed er det usikkert, om amerikanere med visa, der allerede er udstedt, kan få lov at komme ind i landet.

Stop for turisme 

USA indledte disputten tidligere søndag. Her suspenderede landet behandlingen af tyrkiske "ikke-immigrant"-visa. Der er tale om visa til turisme, midlertidigt arbejde, studie og medicinsk behandling.

Tyrkere, der ønsker at slå sig ned i USA permanent, kan stadig søge visum.

USA annoncerede sin beslutning, efter at en tyrkisk medarbejder på det amerikanske konsulat i Istanbul blev anholdt.

Ifølge Tyrkiet er den anholdte medarbejder tilhænger af prædikanten Fethullah Gülen.

Kupforsøg sidste år

Gülen stod ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, bag et kupforsøg sidste år. Den religiøse prædikant er bosat i USA, der flere gange har nægtet at udlevere ham til Tyrkiet.

Siden kupforsøget i Tyrkiet sidste år er tusindvis af politifolk, akademikere og ansatte i ministerier blevet afskediget.

Det er først og fremmest formodede Gülen-tilhængere, der er blevet fyret eller anholdt.

Gülen har ofte afvist alle anklager. Han har flere gange bedt Erdogan fremlægge beviser for sine påstande.

/ritzau/AFP