Vestager sender Apples irske skattemilliarder til EU-domstol

EU-Kommissionen har mistet tålmodigheden med Irland og sender derfor sag om skattemilliarder til EU-Domstolen.

Det bliver en sag for EU-Domstolen, at Irland i et år har nægtet at inddrive 13 milliarder euro i skat - svarende til 97 milliarder kroner - fra Apple.

EU-Kommissionen sender sagen til domstolen, oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.

Irland har ifølge kommissionen givet ulovlige skattefordele til Apple, som gennem flere år har gjort det muligt at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder.

Apple har sit europæiske hovedsæde i Irland.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har mistet tålmodigheden med Irland.

- Mere end et år efter Kommissionen vedtog beslutningen, har Irland fortsat ikke opkrævet pengene, heller ikke delvist, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

- Vi forstår selvfølgelig, at nogle sager kan være mere komplekse end andre, og vi er altid klar til at hjælpe. Men for at genskabe konkurrencen skal medlemslande gøre de nødvendige fremskridt, siger hun.

Irland risikerer bøde

Irland havde officiel frist til at indkræve milliarderne fra Apple til 3. januar 2017. Kommissions afgørelse faldt 30. august 2016.

Mens Irland slet ikke er kommet i gang med at indkræve beløbet fra Apple, så er der sket fremskridt i forhold til at regne ud, præcist hvor meget det endeligt beløber sig til.

Men dette arbejde regner Irland først med at være færdig med tidligst i marts 2018, oplyser kommissionen, som nu vil have mere skub i sagerne.

Den irske regering er "ekstremt skuffet" over, at sagen om skattemilliarder fra Apple nu ender i EU-Domstolen. Det er et helt unødvendigt skridt, lyder i en udtalelse fra den irske regering.

- Irland har aldrig accepteret Kommissionens analyse i beslutningen om statsstøtte til Apple.

- Men vi har altid gjort det klart, at regeringen har forpligtet sig til at sikre, at inddrivningen af den påståede statsstøtte til Apple finder sted uden forsinkelser og har afsat betydelige ressourcer til at sikre, at det sker.

Hvis EU-Domstolen giver kommissionen medhold, kan den udstede en bøde til Irland.