Catalansk leder: Processen mod selvstændighed fortsætter
Lokallederen sagde i en tv-tale, at han var skuffet over den spanske centralregerings nej til forhandlinger.
Lederen af lokalregeringen i Catalonien, Carles Puigdemont, slog onsdag aften fast, at processen mod uafhængighed fra Spanien vil fortsætte.
- I dag er vores historiske ønske kommet tættere på, end det var i går, sagde Puigdemont i en tv-tale.
Han antydede, at en erklæring om selvstændighed ville komme inden for 48 timer, efter man havde det endelige afstemningsresultat i hus. Tidligere har man nævnt mandag som dagen, hvor erklæringen vil blive fremsat.
Den catalanske leder understregede også, at han gerne vil i dialog med den spanske centralregering, men at centralregeringen indtil videre ikke har vist nogen interesse i at forhandle.
- Jeg vil gentage det så mange gange det er nødvendigt: Dialog og aftaler er en del af vores politiske kultur. Men den spanske stat har ikke givet nogen positive svar på disse tilbud, sagde Puigdemont.
Han kritiserede både den spanske regering og den spanske Kong Felipe, der i en tv-tale tirsdag brugte en meget hård tone over for indbyggerne i Catalonien.
- Kongen skuffede mange mennesker i Catalonien, sagde Puigdemont.
Ifølge TV 2s udsendte i Barcelona Jeppe Krogager vil Carles Puigdemont nu indlede forhandlinger med de andre partier i det catalanske lokalparlament - også de partier, der ikke går ind for selvstændighed.
- Ved folkeafstemningen søndag var der omkring to millioner mennesker der stemte, og blandt dem var der et overvældende flertal for selvstændighed. Men i alt var det jo ikke mere end 42 procent af de stemmeberettigede, der stemte. Så der er en stor del af befolkningen her, der ikke ønsker selvstændighed. Det er måske også dem, han talte til, da han sagde, at han ville forhandle og tale med alle, siger Jeppe Krogager.