Udland

Nødhjælpschef blandt rohingya-flygtninge: - Det kan næsten ikke blive værre

Dansk millionbidrag til over 500.000 rohingya-flygtninge i Bangladesh er en velsignelse, udtrykker WFP-direktør.

Et dansk bidrag til akut flygtningehjælp i lejrene ved grænsen mellem Myanmar og Bangladesh, bliver taget imod med åbne arme.

- Det gør en kæmpeforskel. Det gør den forskel, at børn er i live, og at familier er sikre, siger David Beasly, direktør for verdens største nødhjælpsorganisation til TV 2s udsendte i Bangladesh.

Den danske regering har bidraget med 20 millioner kroner til WFP, World Food Programme, der er en del af FN.

Folk er blevet brændt levende, brændt ud af deres hjem, skudt mens de forsøgte at komme væk, bombet mens de løb

David Beasly, Direktør, WFP

De danske millioner brødføder ifølge WFP over en halv million mennesker i en uge. Det er et væsentligt bidrag, siger chefen for WFP.

David Beasly har netop besøgt flygtningelejren Kutupalong nær grænsen til Myanmar. Den er verdens hurtigst voksende flygtningelejr.

- Jeg har set masser af lejre over hele verden, og det, jeg har set her, kan næsten ikke blive værre, siger han.

Under besøget hørte han flere beretninger inde fra Myanmar.

- Jeg har aldrig hørt noget lignende fra uskyldige børn, kvinder og gamle mænd. Folk er blevet brændt levende, brændt ud af deres hjem, skudt mens de forsøgte at komme væk, bombet mens de løb.

Flere hundredtusinder på flugt

Over en halv million mennesker fra det primært muslimske Rohingya-folk er flygtet fra Myanmar ind i nabolandet Bangladesh i løbet af få uger, efter militæret i Myanmar, angiveligt støttet af lokale buddhistiske grupper, iværksatte en massiv militæroperation i Myanmars delstat Rakhine.

Regeringen i Myanmar, ledet af demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, siger, at den kæmper mod væbnede terrorister fra Arakan Rohingya Salvation Army, der angreb flere militærposter den 25. august og dræbte adskillige soldater.

Siden er flygtninge strømmet ind i Bangladesh med beretninger om massive overgreb mod civile. Beretninger om drab, voldtægt og nedbrændte landsbyer.

FN betegner Rohingyaerne som verdens mest forfulgte folkefærd, og nu er konflikten eksploderet til verdens hurtigst voksende flygtningekrise, ifølge FN.

David Beasley ser ikke nogen ende på krisen.

- Vi opfordrer verdens ledere til at presse Myanmars regering og militær til at afslutte konflikten og denne uhyrlige fremfærd. Hvis det internationale samfund ikke kan stå sammen mod det her, kan vi ikke stå sammen om noget som helst, siger David Beasley.

- Vi har brug for finansiel støtte. Vi har brug for 520 millioner kroner til at brødføde over en halv million mennesker her. Og vi forventer ikke, at det stopper her, tværtimod regner vi med, at der vil ankomme op mod 200.000 flere mennesker de kommende uger. Danmark har bidraget med 20 millioner kroner, det er en velsignelse og vi har brug for, at flere lande følger jeres eksempel, slutter han.  

TV 2 har mødt eksekutivdirektøren i FN's fødevareprogram, WFP, i Bangladesh, hvor han har besøgt rohingya-flygtningelejre. Video: Jens Ole Nielsen