Udland

Politiet frygter vold, når 1000 nynazister marcherer i Gøteborg

Der ventes op mod 10.000 moddemonstranter, og der arrangeres bustransport fra København.

Flere nordiske efterretningstjenester følger udviklingen tæt i Göteborg, hvor 1000 nynazister lørdag ventes at deltage i et stort optog. 

Både Politiets Efterretningstjeneste (PET), den norske (PST) og den svenske (Säpo) har bekræftet, at de vil følge med, når nazisterne mødes. 

- PET følger situationen om optoget i Göteborg tæt, lyder det i en kort kommentar fra den danske efterretningstjeneste.

Fra PST sender man et lignende budskab.

- Vi følger nøje udviklingen i Norge og i de øvrige nordiske lande. Vi har et godt samarbejde med vores søstertjenester i Norden, siger Siv Alsén fra PST til den norske avis VG. 

Bustransport fra Købenahavn

Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) skriver til sine støtter på nettet, at optoget vil blive "massivt og episk". Det vil blive det største optog nogensinde, spår NMR ifølge avisen VG.

Der ventes op mod 10.000 moddemonstranter. Blandt disse grupper er Motmakt og Antifascistisk Aksjon, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Den svenske avis Gøteborgsposten har skrevet, at Antifascistisk Aktion (AFA) også arrangerer bustransport fra København til Gøteborg.

Der skulle desuden komme moddemonstranter fra Finland.

Frygter ballade

Midt i stormen står politiet i Gøteborg. Her frygter man ballade.

- På baggrund af politiets efterretningsarbejde har vi indkaldt det personale, som vurderes nødvendigt. Der er risiko for sammenstød og vold, siger talsmand Christer Fuxborg ved politiet i Gøteborg.

Han fortæller, at politiet har oplysninger om, at grupper på venstrefløjen vil forsøge at forstyrre demonstrationen.

- Vi håber naturligvis, at det forløber uden vold, og at man holder sig til verbale modreaktioner, siger Fuxborg.

Der er et stort antal betjente på gaden, men politiet vil også sende specialtrænede styrker til Gøteborg, bekræfter talsmanden.